Tag Archives: anbefaling

Alle elsker Selma

Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.

Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.

Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.

Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?

med emneordet , , , , , ,

Årets gave til konfirmanden

This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.

Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.

med emneordet , , , ,

Soduku for ord-fantaster

Bedst som det lykkedes mig at ignorere foråret, blev jeg fanget af det her link, og nu kan jeg ikke komme væk igen (tak, Ulf – tror jeg nok?!). Enjoy (og glem alt om at udfylde Excelark).

med emneordet ,

Der var du

Og spørg mig om jeg har savnet dig alle de lange, mørke vinteraftenener, hvor gryderne stod og simrede på komfuret. Men nu står barometeret på forår, og så er det tid til at kaste alle forbehold overbords for nu skal der serveres koldskål.

Spædet op med havregryn kan det vist godt gå an som aftensmad fra nu af og de næste mange måneder, altså ikke hver dag selvfølgelig – bare sådan et par gange om ugen.

Den første liter blev budt velkommen med friske jordbær – det kommer nok ikke til at ske igen. Ligesom jeg heller ikke kommer til at stå og rode med kærnemælk, æg og what not. Koldskål handler ikke om gør det selv, men om gør det nemt.

Mig? Nej, jeg skal ikke nyde noget. Jeg blev stopfodret med det stads hele min barndom og synes ikke det har noget som helst med aftensmad at gøre…

med emneordet , ,

Så er det alvor

Hold godt øje med den gule bog på billedet – den er sjov, virkelig sjov. Men så er det altså også gjort med det, for resten er, ja, jeg var da vist lige ved at bruge ordet pensum, men så lad os sige must reads for alle, der interesserer sig bare den mindste smule for virkeligheden – altså den rigtige virkelighed på den anden side af, hvilken minister der deltog i hvilket møde, er Mary (altså her royal highness) gravid igen, eller hvilken tandpasta er nu bedst til børnene

Og jeg mener det helt, helt alvorligt. Gør dig selv en tjeneste og læs en (eller måske alle) de her bøger om folkemordet i Rwanda, Mugabes vanvid i Zimbabwe, Ishmaels fortælling om sit liv som børnesoldat i Sierra Leone, fire sydafrikanske fotografers forsøg på at dække apartheids endeligt i starten af 90’erne, eller den fantastiske, superseje sydafrikanske journalist Antjie Krogs dækning af Sandhedskommissionen – en rædselsvækkende og meget personlig beretning.

Jeg har ikke let til tårer, men åh jo, jeg har grædt til hver eneste af de her bøger. Livsbekræftende i al sin gru, fordi der ud af det afrikanske kontinent vokser folk, som ikke lader sig undertrykke af despoter, krig eller sult.

Nå ja, Half of a Yellow Sun er altså også ret underholdende, hvis du får brug for at trække vejret og tørre øjnene undervejs.

med emneordet , ,

Afrika-mode

Afrika og mig – altså vi har en ting, os to. Der er vist ikke noget at gøre, når først man har fået den der røde, røde jord og de smukke, smukke jacarandatræer ind under huden.

Det er et inferno af livsglæde og fattigdom, latter og håbløshed, gæstfrihed og kaos. Det er høj musik, gæret øl, majsgrød og bananer så søde, at man slet ikke gider spise de bleggule fra Brugsen. Det er et miskmask og kæmpe clash af et kulturmøde mellem ældgamle traditioner og kolonisternes kultursnobberi. Det er sammenhold og survival of the fittest. Det er kaffeborde med småkager fra Karen Wolf og sød, sød te. Det er stærke kvindefællesskaber og sjofle vittigheder, der kan få selv den mest frimodige dansker til at rødme. Det er no nonsens og endeløse høflighedsbesøg hos head of what not. Det er en kærlighed, som skriger på pauser og gensyn. Det er en længsel, man aldrig slipper igen…

Desværre er Afrika alt for langt væk (Signe, hvor er du med den tur til Rwanda?), så nu læser jeg:

– J.M. Coetzees Vanære (virkelig god bog – hurtig læst – VM aktuelt landevalg)

– Den anden hånd af Chris Cleave (blev totalt grebet af historien selvom den indimellem tangerer det poppede)

– Ejersbos Eksil har jeg lige hevet ned fra hylden. Tårnhøje forventninger.

Og nu kommer jeg pludselig i tanke om alle mulige andre totalt heartbreaking historier fra det afrikanske kontinent… Afrika læseliste coming up, men now must sleep. Jeg har morgenvagten i morgen…

med emneordet , , , ,

Stille lys

Et must for alle æstetikere.

Du får brug for to veludhvilede timer (hvilket jo godt kan være lidt af en udfordring) for jeg kan godt afsløre, at det ikke ligefrem er en actionfilm, selvom historien er dramatisk nok på sine egen stilfærdige facon.

Til gengæld får du smukke, smukke billeder i en lind strøm.

med emneordet , , ,

Vejen til paradis

Så er ruten for årets forlængede sommerferie – fik jeg sagt, at det er tre måneder – ved at være lagt.

En uge i Berlin og derefter videre til Nürnberg og hente et monster af en autocamper, som ingen af os er sikre på, at vi kan køre…

Den stiplede linie ind over Tjekkiet er tidsoptimistens (mig) rute. Den anden mere direkte rute er skeptikerens (min kæreste). Så der er basis for en god diskussion om, hvorvidt vi skal køre lige ud eller dreje til højre allerede, når vi har hentet bilen.

Den tværgående rute mod vest og over vand er Halfdans…

med emneordet , , ,

Afledt affekt

Ja, ja, selv en blind høne og alt det der, så denne skønne kvinde sluttede Anders Lund Madsens talkshow. Jeg er forelsket og synes, det er hele den spildte aften værd.

med emneordet ,

Når jeg bliver 40

Jeg kan godt lide det tal, 40, og jeg kan særligt godt lide dem, jeg kender, der er trådt ind i det næste årti – mest fordi det får mig til at føle mig så ung, så ung.

Herregud, jeg er jo stadig kun midt i 30’erne, en ren vårunge og stadig i betragtelig afstand fra 40 års krisen. Eller dvs. det troede jeg, indtil jeg læste Gunilla Bergenstens dagbog om året op til hun fylder 40. For måske er det ikke en krise, men tilstand.

Det er virkelig sjovt og ret skræmmende på den der genkendelige måde, og så har hun endda været så venlig at gøre bogen tilgængelig for forældre til små børn. Hvert kapitel er max 1½ side langt, hvilket var kort nok til at jeg lige kunne nå at skimte de sidste ord gennem tågerne, inden jeg faldt i søvn om aftenen.

Jeg er en stor fan af Gunilla Bergensten – og det har jeg sådan set været siden jeg læste Familiens projektleder siger op. Altså hvis ikke det er en bibel… dog med det forbehold at man ikke nødvendigvis bliver en sjovere kæreste af det, altså på kort sigt. Til gengæld sparer man tid og kræfter på lang sigt, lidt ligesom dem, der tror på paradis vel også forestiller sig at dette livs trængsler betaler sig på den anden side – eller i det næste liv, hvis man er med på den vogn.

med emneordet , ,