Kun sandheden

Det sker stadig, at Miss C bryder sammen. At hendes hjerne kortslutter i forsøget på at have det store overblik, dirigere slagets gang og få alle til at spille de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Hun er ikke manipulerende, hun er bare et barn, der hele tiden optimerer og udvikler sin leg, og som samtidig godt kan lide at følge en plan, og det er de færreste af hendes jævnaldrende der orker at følge hendes tempo. De leger jo bare – og nogle gange trækker de sig og så vokser frustrationerne. For det er svært at have de bedste intentioner og så se det hele smuldre. Som regel finder hun en ventil, som regel flytter hun sit fokus, som regel justerer hun og tilpasser sin leg, så de andre får lyst til at vende tilbage. Som regel. Efterhånden mere reglen end undtagelsen.

Når det ikke lykkes hende at regulere sin frustrationer på egen hånd, er det som at se en karrusel, der løber løbsk. Hurtigere og hurtigere snurrer den rundt, indtil alt og alle til sidst er kastet af.

Det tog mig tid at lære at være mor i de situationer. Overvindelse. Tålmodig. Overskud. En lille smule teflon. Og masser, faktisk uendelig mængder af kærlighed. For mens hun raser og spyr ild af alle de frustrationer, hendes krop er brændt inde med, er det et inferno af følelser og fysik, skrig og jeg-hader-dig-som-jeg-aldrig-har-hadet-nogen-før.

Jeg trækker vejret ned i maven imens og venter, venter på den lille åbning, hvor energien begynder at sive ud af hendes krop. Hvor hun er på vej ud på den anden side. Jeg rækker ud efter hende velvidende at hun afviser mig. Lidt endnu. Indtil hendes åndedræt begynder at falde og hun vender sig mod mig. Ser på mig, vagtsomt, afventende, som om hun undersøger om jeg stadig er her.

Så siger hun stille: Der er noget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.

Og jeg siger: Jeg vil gerne høre det.

Og hun ser på mig og siger: Inden i synes jeg du er rigtig sød, men uden på er jeg bare så gal på dig lige nu.

Jeg elsker hende alene for det. For at kunne mærke og sætte ord på, hvordan hun har det selv når det er svært og følelserne er modsatrettede og fyldt med dilemmaer. Jeg er taknemmelig for at hun viser mig den tillid og for at hun bagefter sætter hos mig og lægger sit hoved mod mit bryst og siger: Jeg vil gerne sidde og lytte lidt til dit hjerte.

Så sidder vi der. Uden at sige noget. Falder til ro og finder tilbage sammen. Det tager bare et øjeblik, tre minutter måske. Så springer hun ned og løber af sted. Ud i verden. Som om intet var hændt. Det elsker jeg hende også for. At hun er i livet med den største naturlighed, og som lige præcis det menneske, hun er. Min genstridige, jublende, begejstrede, evigt søgende, elskelige datter.