Jeg kender en mand på 101, og han er den sejeste mand, jeg kender. Jeg har kendt ham siden jeg var to. Det var dengang i 70’erne, min mor og jeg gik rundt derhjemme, og nogle gange var det sgu helt rart med lidt luftforandring. Så løb jeg gennem hullet i hækken ind til naboen og spiste friske jordbær med fløde (sommer var det jo af en eller anden grund altid i ens barndom). Eller spiste chokolade og drak gule sodavand. Og da vi flyttede, kom jeg på sommerferie, og han blev en slags reservebedstefar. Så sad jeg i vindueskarmen, mens han lavede mad eller bagte verdens bedste kringle. Og vi spillede 500 om og om igen. Og vi kørte ture i sommerlandet og spiste is ved vandet. Han lavede et klædeskab til mit dukketøj og en køjeseng til min søster og jeg. Og da mine forældre var på røven i de stride 80’ere, betalte han min konfirmationskjole. Han har aldrig været sentimental, men han blev rørt da jeg fortalte ham, at jeg var blevet gift (rådhuset fredag formiddag, Bilka bagefter – no shit), og han kalder mine børn for sine papoldebørn.
Da han var 85 og havde været alene i 25 år, fik han en kæreste. De solgte deres huse og flyttede ind i hver deres lejlighed dør om dør, og de drak kaffe sammen, læste avis sammen og skålede nytåret ind sammen – i 16 år. Forrige år fejrede han sin 100 års fødselsdag – den sidste for nu er han for træt til at holde fest, siger han. Og siden er hans kæreste flyttet på plejehjem. Men han holder ud, besøger hende når han kan og har modvilligt ladet sig skrive op til en plejehjemsplads, men jeg er sgu for gammel til at flytte, siger han. Og kommunen siger ikke han er for gammel, men for frisk, så indtil videre blir han, hvor han er. Laver sin mad, går sine ture og hører nyheder i radioen.
Vi spiser jævnligt frokost sammen – og han insisterer altid på at lave maden. Jordbærgrød med fløde til dessert er en selvfølge. Så sidder vi der og snakker og snakker og snakker – om mig, om ham, om hvad der sker i verden, og om gamle dage, og der er sgu noget fascinerende over historier om bal i forsamlingshuset i 30’erne med trækbasuner og en halv flaske brændevin – kendt som dødens overmand, go home Bacardi Breezer.
Men det mest fascinerende ved ham er han er til stede i verden. Tænk, at man kan stå så tæt på livets afslutning uden at resignere. Tænk, at man overhovedet gider sætte sig ind i den nye regerings ministre. Tænk, at man gider mene noget om den økonomiske krise. Tænk, at man gider forstå hvad internettet er. Og tænk, at man gider købe et spritnyt fjernsyn, en fladskærm, 37 tommer.
Kun sandheden 