Jeg kan faktisk godt huske det selv. Når min bror og jeg lavede den der usynlige mur omkring os, hvor ingen voksne kunne komme ind, uanset hvor meget de skældte og smældte. Vi var sammen mod resten af verden og helt usårlige – en virkelig god følelse, MEN GODDAMN HVOR ER DET DOG BELASTENDE, NÅR ENS EGNE BØRN GØR DET SAMME MOD EN.
Det starter altid med et særligt blik og et indforstået smil fra den ene til den anden: “Er du klar? Os mod dem.”
I går begyndte det allerede under maden, og da vi kom ind i den afgørende spurt mod nattøj og tandbørstning, havde jeg allerede truet med ikke at læse godnathistorie og med mulig inddragelse af fredagsslikket – uden resultat overhovedet.
Tværtimod. Hver gang jeg ligesom forsøgte at træde i karakter, kiggede de bare på hinanden og skreg af grin på den der lidt hysteriske, overgearede måde. Så da Halfdan til sidst slog mig i hovedet med en ble, tog jeg bleen og kylede den tilbage i hovedet på ham og råbte STOP SÅ! Meget voksen reaktion – skidegod rollemodel. Og rigtig fedt at få følgende kommentarer med på vejen.
Halfdan: Man må ikke råbe og kaste med tingene.
Carla: Man kan altså godt tale pænt til hinanden, selvom man er sur.
ARGH!
Kun sandheden 