1. maj 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Set fra sofaen

Jeg er alene, helt alene hjemme, og jeg insisterede på, at børnene ryddede op, inden de tog af sted. Kun med det ene formål, at jeg kunne vinke farvel og derefter kaste mit korpus i sofaen resten af dagen uden at få øje på et eneste stykke legetøj. Synes det der alenetid går allerbedst, hvis man kan bilde sig selv ind at man slet ikke har børn, og det her er sådan mit liv ville være, hvis jeg ikke havde reproduceret mig selv; stille og uendeligt med masser af kager og varm te. Jeg har så ingen kager, så nu spiser jeg børnenes is i stedet.

Men hvorfor er der ikke andet i tv end grønlandske nyheder, Høvdingebold (?!?!) og dyreprogrammer, som jeg afskyr uanset om det er BBC eller en eller anden kendt komiker, der river os rundt i junglen eller zoo – kun perifere dokumentarprogrammer om 2. verdenskrig på DR2 er værre. Hvor faen er reality-tv når man har brug for det?

med emneordet , , ,
1. maj 2010
Skriv en kommentar
Sandheden, The kids

Vi venter

og venter og venter på at klokken bliver eftermiddag. Vi ser fjernsyn. Vi tegner. Vi skriver bogstaver. Vi spiller mundharpe. Vi pakker tasker. Vi bygger tårne. Og spørger: Hvad er klokken nu? Hvornår er det eftermiddag? Hvor længe er der til?

For i dag skal Carla og Halfdan sove hos Farfar og Gitte, og de glæder sig og glæder sig og glæder sig. Klokken er halv ni. Vi har stadig seks timer at slå ihjel, og jeg er ved at løbe tør for ideer til, hvordan vi får ventetiden til at gå.

Så nu vil jeg tale en tur på posthuset og i Matas op i samme liga som pizza og zoologisk have. Med lidt god planlægning skulle det nok kunne tage en 2-3 timer.

med emneordet ,
30. april 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Årets gave til konfirmanden

This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.

Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.

med emneordet , , , ,
30. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

Bare hun nu ikke…

Allerede når man ser de positive streger (eller er det kun en?) på graviditetstesten, åbnes det center i hjernen, der dagligt sender beskeder om alle de farer, ens barn kan blive udsat for.

Man begynder at bekymre sig om, at barnet bliver ramt af alverdens perifere sygdomme eller bare en slem omgang feber. Så bliver man nervøs for, om de udvikler sig normalt og bliver sygeligt stolt bare nogen sådan lidt en passant nævner, at de er særligt dygtige eller hurtige. Så holder man øje med om de er gode til at få venner og begå sig i vuggestuen og børnehaven og langsomt begynder man at få tics over, hvordan det skal gå i skolen.

I glimt dukker der også tanker op om, hvordan de kommer godt gennem teenageårerne uden at blive forældre som 16-årige, stofmisbrugere eller voldsofre.

Men altså lige nu er der en ting, jeg frygter mere end noget andet, og det er at Miss Carla pludselig får lyst til at springe ud som pigegarder. Musik er godt, men march-musik… og så i uniformer så korte, at moralister under normale omstændigheder ville mene, at det er helt uhørt at lade små piger gå rundt i den slags.

Det er vel kun hjemmeværnet, der kunne være værre, og det er hun trods alt for ung til, men jeg frygter selvfølgelig at hun får smag for det uniformerede fællesskab.

Og hvordan skulle hun komme på den vanvittige ide, tænker du måske. Svaret ligger tættere på end du tror, for den lokale garder-kaserne ligger klods op ad børnehaven og hele sommeren kan vi høre dem spille op til march. Så nu handler det virkelig om at få sat fokus på sunde interesser som rulleskøjteløb, golf og perlearmbåndsproduktion inden hun falder i kløerne på Landsgardeforeningens udsendte.

med emneordet , ,
30. april 2010
1 kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Madpakker med star quality

Jeg gentager lige: Alle jer, der er så trætte af, den nationale madpakkeordning i dagsinstitutionerne og hellere vil smøre jeres egne madpakker, altså I burde sådan set smøre mine madpakker også, så børnene kunne få frokost, der var tilberedt med varmt hjerte og kærlighed frem for selvmedlidenhed og tunge suk.

Men inden I kaster jer ud i næste uges rugbrødscirkus, så tjek lige hende der Gwyneth Paltrows nyhedsbrev for hun har nogle ret crispy frokosttips, der giver leverpostejen baghjul:

Day after day, it stares up at you, challenging you in ways you never thought possible, begging for originality: the lunchbox! This week we bring you ideas to change things up with some healthy options that kids love including contributions from two other foodie moms…Tamra Davis and Joni from Joni’s in Montauk.

Du kan læse hele det lækre lunch-box nyhedsbrev her – og så må vi bare håbe at mine børn synes den der rødebededip smager bedre end tomatmakrellen… (og at jeg gider finde blenderen frem søndag aften).

med emneordet , , ,
29. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

Syg for sjov?!

I de fire år jeg har haft fornøjelsen af at være mor til Miss Carla, har hun kun være syg meget få gange. Hun er, hvad man vel kalder et tydeligt barn, så hvis hun er glad, jubler hun, hvis hun er sur, skriger hun, og hvis hun er syg, så sover hun som en sten, indtil den onde virus er drevet på flugt igen.

Nu har jeg lige hentet hende hjem fra børnehaven, fordi hun er syg. Tilsyneladende. Men jeg er skeptisk. Det kan godt være hun har feber, men hun løb hele vejen hjem, har spist resten af sin madpakke og er nu i gang med 20 spørgsmål til professoren:

– Hvad for en by er det nu Holger bor i?

– Jeg vil gerne have min bog fra børnehaven?

– Hvornår skal vi op og se teater?

– Hvornår kommer far hjem?

– Hvad laver du?

– Vil du se, hvem der er moren?

Det kan selvfølgelig også være febervildelse, for nu sover hun faktisk.

med emneordet
29. april 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Nåhr, en baby

Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).

Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke,  at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…

Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.

Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…

med emneordet , , , , ,
28. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

God-nu-virkelig-nat

Muligvis er det mig, der griber det forkert an, men det er ligesom det ikke er lykkedes mig at definere ordet (eller måske rettere begrebet) Godnat helt klart for mine børn. Altså jeg har lige som taget for givet at godnat = nu går jeg ud af dit værelse, og så lægger du dig til at sove, fordi det har været en lang dag, og du er så træt at du næsten ikke kunne kravle op ad trappen.

I stedet ser det ud til at børnene opererer med en betydning, der er tættere på: Nu går du ud af værelset, og så lader jeg som om jeg har tænkt mig at lægge mig til at sove, men når din røv rammer sofaen giver jeg mig til at råbe, og hvis du ikke straks indfinder dig og servicerer mig, går jeg over i skingre skrig, som får naboen til at overveje at melde dig til de sociale myndigheder, fordi der helt klart foregår noget fordækt i det hjem.

Den eneste formildende omstændighed, at de jo ER trætte, så derfor er det svært at holde skrigeriet gående mere end et kvarters tid – og der kan jeg jo så passende gå ud i haven og hænge tøj op.

med emneordet , ,
28. april 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

God-goddamn-morgen

Der var engang, hvor jeg stod op kl. 7 for at møde på arbejdet kl. 8. Nu møder jeg på arbejdet kl. 7, altså jeg er jo oppe alligevel. Ligesom. Til gengæld skinner solen, og Baresso serverer tidlig morgenkaffe, så jeg kan næste bilde mig selv ind, at det er helt normalt.

med emneordet ,
27. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

Løstgående socialist

I sidste uge var det Mathilde, der stod højest på ønskelisten over kommende legekammerater. Før det var det Lærke – altså både Lærke H og Lærke W. Og i denne uge har navnesøster Karla så sprængt listen.

The atomic kid er også über social og udsigten til at opleve noget nyt med nogle nye mennesker er en attraktion i sig selv (jo tak, det gen tror jeg nok jeg kender).

Jeg påtager mig rollen som den tøvende, lidt tilbageholdende mor, for jeg ved knap hvem de piger er, og præferencerne skifter øjensynligt lidt hurtigt (sådan er de unge vist) – og nogle af dem er måske også vel store til, at jeg helt kan forestille mig, at de gider lege med en, der lige er fyldt fire.

Og så er det godt (altså for barnet, for jeg synes nok det kan være lidt grænseoverskridende), at barnet altid er klar til at tage sagen i egen hånd.

– Jeg vil gerne lege med Karla.

– Har du talt med hende om det?

– Jeg har spurgt hendes mor, og så sagde hun, at de ville lægge en seddel.

– Hvor gammel er Karla?

– Hun er fire år… tror jeg… jeg må lige huske at spørge hende…

– Men leger du overhovedet med Karla?

– Nej, men vi ved det jo ikke, mor [overbærende, himmelvendte øjne]. Vi må prøve at se om vi kan blive bedste venner. Vi ved det jo ikke endnu. Nu må vi prøve at se.

Det hedder vist livsduelighed det der.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →