“Vil du være min moster? Min mor er nemlig død for længe siden. Hun blev mindst 100 år.”
Temaet er ikke nyt, altså det at Miss Carla forsøger at slippe af med sin mor. Men det er nyt, at jeg får lov til at være moster. Og jeg tror nok, det er en form for en opgradering af min status.
Vi var på besøg hos øjenlægen i dag, Miss Carla og jeg. Til en start er han i sig selv ikke ligefrem et festfyrværkeri, men mere af den skole, hvor det efter fem minutter går op for dig, at konsultationen er forbi, og lægen sidder og læser journalen på den næste patient. Han fik bare ikke lige sagt farvel og tak for denne gang, og så lister du ud og tager dit tøj på med en fornemmelse af at være stukket af fra noget…
Det fede er, at klinikken selvfølgelig afspejler præcist, hvem lægen er – og det gælder sådan set også det ekstra lille venteværelse for børn, hvor legetøjet er en kasse fyldt med gamle bamser af tvivlsom oprindelse, og billederne på væggen ser sådan ud:
Mit ældste barn er sådan en lille stædig størrelse, der aldrig har været interesseret i at sidde helt tæt og kramme sin mor.
Hun er egentlig mere interesseret i: 1) hvornår hun ikke har nogen mor mere, og 2) hvornår hun kan flytte hjemmefra.
Det sir sig selv, at hun heller ikke er et barn, der kaster om sig med kærlighedserklæringer. Måske har jeg en gang hørt det barn tage ordet elsker i sin mund i sammenhæng med sin mor. Måske. Indtil i dag altså.
For jeg tror, jeg har fundet nøglen. Eller den har jeg vist haft noget tid, men først i dag gik det op for mig, hvordan jeg kan udnytte barnets kærlighed til mad til at få kærlighedserklæringerne til at sidde lidt løsere.
For efter hun i dag havde konsumeret først en Pizza Quattro Formaggi og derefter en vaffel med chokoladeis og stracciatella fra Paradis, kiggede hun på mig med et flødemættet blik og sagde uden det mindste forbehold: Jeg elsker dig, mor.
Om 10 år kan du se mig som moren og Miss Carla som datteren i en dansk udgave af dokumentaren Teenager på et halvt ton. For hvis det er pizza og is, der skal til for at få det barn til at kaste om sig med kærlighedserklæringer, så er det det vi gør. I hvert fald indtil videre…
På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.
Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.
En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…
Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.
I mit næste liv skal jeg være et digt eller bare et ord i blyanten på en digter, så må hun sådan set gøre med mig, hvad hun vil. Og det gjorde faktisk ikke noget, hvis jeg landede i Mette Moestrups loop.
Jeg er ikke sikker på, jeg forstår noget som helst af det hun skriver, men nu er det jo så heller ikke en dansk time, det her. Der er bare noget ved ordene som er vanvittige. Og smukke. Og helt rene.
Jeg har kun læst de først 17 sider af hendes seneste bog jævnet med jorden, og så var toget i Nyborg. Desværre. For jeg var allerede fanget ind af hendes hvide rum.
1
Det er hvidt som et A4. Det er midlertidigt mit.
Jeg tænker på det rum, som jeg tænker i. Det er et nyt rum for mig, jeg har ikke tænkt her før. Her kommer jeg til at tænke på en ny måde, slog det mig, da jeg tog lejemålet. Her kommet jeg til at tænke nyt, frit. Det er ikke som et hjem, mere som en container. Det er som en hvid boks. Og jeg kan lide det. Det nye, det hvide, det boksagtige ved det. Det, jeg kan lige ved det, er, at det er som en hvid boks.
Jeg skriver det på væggen, ja:
hvid boks hvid boks
Kim Fupz Aakeson. Husk det navn, og du vil aldrig mere være i tvivl om, hvad du skal læse for dine børn. Du kan da også godt læse alt muligt andet, men du kommer til at vende tilbage til Kim. Med sikkerhed. For manden er mindst genial.
arbejde
Der skal to til at lave et barn, det er klart, man ikke gøre det alene. For mens den ene sørger for armene og benene og lungerne og ribennene og den slags, kan den anden finde tændstikkerne og tænde glimtet i øjenene.
røvkanon
Der findes ord der ikke er blevet brugt endnu, ord der har ligget og ventet på at nogen ville tage dem i munden og råbe dem i modvind, eller i bussen eller hviske dem på en sengekant, som godnatord. Røvkanon for eksempel, røvkanon har ventet i hundrede år på det her. Er du så tilfreds, røvkanon?
hvisken
Døden er en luskebuks, der altid ligger i buskadset, sniger sig ind på os og snapper os, lige når vi har fået dragen op i den helt rigtige vind.
Døden er en skrap dame med plastikforklæde, hun hiver os i ørerne og siger: Hvad er den af!? Har du ikke fået dine sko på endnu? Afgang!!
Døden er en bedstefar, sådan en rar én med tørre hænder der smiler og løfter os op når vi er blevet rigtig trætte, mumler enkelt i vores snørklede ører: Skal vi ikke se at komme hjemad?
To helt stille børn under godnatlæsningen er den bedste anbefaling. Tjek lige den ordbog ud – du kan jo smuglæse resten selv bagefter. Det gør jeg.
Nå, men det kan da godt være, jeg aldrig har været (i nærheden af at være) nomineret til en Cavling, men nu har jeg fået en blogaward af Marianne, og det er jo også en form for anerkendelse. Rigtig god anerkendelse faktisk. Fra en trofast læser. Som er glad for at læse med her. Jeg er også glad for at læse med der. Og mere end glad for, at du er glad for at være her, Marianne. Og rigtig glad for at få sat pris på mine ord. Seems like everybody’s happy then…
Reglerne for awarden er:
Lad os starte med seven wonders fra mine unge dage:
Og hvis jeg skal sende dig videre ud i verden herfra og sige tak for god underholdning og tankevækkende tekst, går min hilsen ud til:
De tankevækkende
Den gode underholdning (som også kan være tankevækkende)
Jeg har fået den her tegning af Miss Carla. Det er en tegning af mig. Prikkerne er bolde – allesammen. Jeg er egentlig glad for, at jeg smiler, imens jeg holder boldene i luften, og for at jeg ikke taber flere bolde i hendes univers, for det kan godt føles lidt anderledes i mit…
I fredags var jeg til konference. I kreativ ideudvikling. En rigtig sjov metode, hvor man leger sig igennem det meste og glemmer, at man er i gang med at løse en opgave. Og endnu sjovere, fordi der ikke er nogen, der sidder og kloger sig med alle deres fede ideer. Alle har fokus på den samme opgave i stedet for hinanden, så farvel præstationsangst. Tak.
I en af legene skiftes man til at give hinanden gaver. Man lader, som om man har noget i hænderne, og så giver man det til sin makker som gave, men uden at sige andet end værsgo. Ens makker tager imod gaven og siger højt det første, der falder en ind a la “tusind tak, den sejlbåd er jeg glad for”. For mange af os kan det faktisk være lidt af en overvindelse at turde sige vores umiddelbare ideer højt, og det træner øvelsen.
Nå, men den opgave har jeg engang brugt i en workshop med 20 mennesker, jeg ikke kendte. Det var en del af indledningen til workshoppen, bare lige for at løse op for stemningen, inden vi skulle i gang.
Da jeg skulle forklare opgaven for deltagerne, bad jeg en af deltagerne om at være min makker, så jeg kunne vise øvelsen for holdet. Hun var – skal vi sige – en stor kvinde, altså sådan ret voluminøs. Og da jeg beder hende give mig en gave, breder hun sine arme ud og rækker mig en ret lang gave, og så er det jeg uden den mindste betænkningstid siger: “Tusind tak, et kæmpestort strygejern!”
Jeg tænker, at man med fordel godt kan have tænkt nogle standardsvar til sin undervisning, så man undgår 1) at udstille sine mest umiddelbare tanker, 2) at skulle håndtere den pinlige tavshed efterfølgende, og 3) at bruge resten af seancen på at overveje, om man skal sige undskylde for sine beskidte tanker, eller om det bare gør alting endnu værre, fordi den stakkels kvinde slet ikke har opfattet, at jeg åbenbart har tænkt, at der skulle et meget stort strygejern til at stryge den skjorte.
Efter sigende kan man ikke være sikker på, hvad Facebook bruger ens personlige oplysninger til. Efter sigende. For de bruger dem i hvert fald ikke til at sælge videre til deres annoncører. Og hvis de gør, så er det måske annoncørerne, der ikke helt forstår at ramme målgruppen.
Altså muligvis kunne jeg få glæde af sådan en tyrolerdragt, når vi kommer til Nürnberg og Østrig, men det med tigeren er simpelthen den største joke. Sorry. Men jeg er ikke dyreven. Som i slet ikke. Og det er ikke mine forældres skyld, for vi har både haft fisk og fugle og skildpadde og kanin og kat og hund, og jeg har været en hestepige ligesom allerede andre 8-årige, der vokser op uden for lands lov og ret.
Jeg har forlængst indstillet mig på, at børnene kommer til at rejse jorden rundt og gøre sindssyge ting som at kaste sig 140 meter ud fra en bro med et reb om fødderne, og at de kommer til at drikke sig alt for fulde (i bedste fald) og falder om på en øde strand i Caribien og vågner op næste morgen og undrer sig over, hvor deres ting er blevet af. Jeg skal nok forsøge at være tålmodig – og når de kommer hjem med jordens kedeligste kæreste, skal jeg nok love at være sød, men når det kommer til dyr, er jeg ubarmhjertig. Jeg drømmer ikke om at have en kanin i baghaven, som jeg ender med at skifte hø hos, jeg skal ikke have en kattebakke i bryggerset, som jeg kommer til at træde i, og jeg skal slet, slet ikke have en hund, der skal luftes, men alligevel skider i haven, og som skal slikke mig i hovedet til godmorgen. SLET IKKE.
Du kan godt bilde mig ind, at det er sundt for børn at vokse op med dyr. Men så må de lufte hund for en gammel dame i kvarteret, gøre rent hos dyrlægen eller begynde at gå til ridning.
Jeg bliver hverken katte-, hunde- eller tigerven. Sorry. Spildte kræfter. Også selvom en clairvoyant en gang sagde til mig, at hun kunne se, at jeg var enormt søgende, og at hun fik nogle impulser med dyr, og at hun fik den oplevelse, at jeg ville blive lykkelig som dyrepasser. Jeg ved ikke, hvad hun var i kontakt med – men det var i fald ikke mig.
Kun sandheden 