12. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Orlov, The kids

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Instant Berlin

Så lad os opsummere, inden turen går videre til Nürnberg i morgen. Altså jeg vidste jo godt i forvejen at Berlin er let at elske, men vi taler altså win-win-win-win-win i en lang uendelig cirkel. Selv Miss Carla er ikke i tvivl. “Berlin er en fantastisk by,” sagde hun i morges (da hun var holdt op med at hikste efter sit fit ved parken).

Her den korteste opskrift på storbyferie, som du kun turde drømme om med børn:

  • Cafe Kiezkind, Helmholtzplatz, Prenzlauer Berg. Cafe og giga legeplads og fri wifi, gir ligesom ret god start på dagen er min erfaringer.
  • Kinderbad Monbijou, Oranienburger Strasse, Mitte. Friluftsbad for børn – tag madpakke med mindre du elsker den tyske cowboytoast; hotdogs varmet i mikroovn.
  • Machmit, Senefelder Strasse, Prenzlauer Berg. Det sejeste museum for børn i en nedlagt kirke. Rigtig gode aktiviteter og (selvfølgelig fordi det er byens varemærke) en cafe med god kaffe.
  • Kauf Dich Glücklick, Oderbergerstrasse, Prenzlauer Berg. Cool cafe med sandkasse til børnene.

Og så husk at leje en lejlighed, så er det næsten som at være hjemme.

God tur!

med emneordet , , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, The kids

Caaaaaaaaarlaaaaaaaaaaaaaa!

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg er dansker, og jeg råber af mine børn. Troede ellers kun det var de der underskudsforældre, som er alt det, jeg ikke er (vil være). Dem, hvor man liige klapper sig selv og hinanden på skulderen og siger: Det kan da godt være, jeg ikke altid er den fedeste mor i hele verden, men det mindste er jeg ikke som dem – hele tiden.

Nå, men det var så indtil jeg kom til Berlin med mine børn og stod på en legeplads og lige ville forhindre Halfdan i at skubbe sig foran i køen til sørøverskibet. Jeg var ikke en gang sur eller noget. Jeg hævede bare stemmen for at være sikker på, at han kunne høre mig. Og det der var ment som en venlig henstilling, kom nu til at virke som en lussing, da alle legepladsen mødre og fædre vendte sig rundt og kiggede på mig.

I det øjeblik gik det op for mig, at selvom klokken var fire om eftermiddagen, og legepladsen var fuld af børn, var der ingen der råbte – hverken børn eller forældre. Børnene legede helt stille – altså med undtagelse af mine børn, som man hele tiden kunne høre et sted på pladsen, når den ene råbte til den anden: “Carla, se mig!” eller “Haaalfdaaan, jeg er herovre.”

Imens sad de tjekkede berliner-forældre i skyggen og lignede nogen, der havde al det overskud i verden, som jeg så tit har ønsket mig. Nogle af mødrene sad ligefrem og læste – altså ikke skimmede, men læste som i fordybet – i et blad, mens børnene løb rundt som de mest provokerende harmoniske væsener.

I går nåede jeg kun at råbe “CASPER”, før alle øjne igen hvilede på mig, og jeg følte mig tvunget til at lette mit korpus for at gå hen og bede ham tage en flaske vand med i stedet for – som jeg plejer – at kaste min ord ud i det offentlige rum med spredehagl.

Så nu prøver jeg at gå foran med et godt eksempel – man må jo bræge som de får, man er i blandt. Dog noterer jeg mig, at børnene desværre ikke er så gode til at kopiere mig, som de plejer at være (måske fordi det også er lidt svært for mig at holde op med at hæve stemmen – det skete fx så sent som i går under kombinationen overtrætte børn, der nægter og sove i toværelseslejlighed, hvor der 35 grader, mens mor drømmer om verdens koldeste cola). Måske taler vi virkelig long term damage med alt det råberi de er blevet udsat for, men det skal ikke forhindre mig i at indgyde lidt tysk stilhed i mine børn  alligevel.

Om ikke andet for at minimere mængden af undrende, ok måske snarere misbilligende blikke, når ens datter går amok og skriger sine indvolde ud på offentlig plads lørdag morgen…

med emneordet , ,
8. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Orlov

5 grunde til at elske Berlin

Cafeer, der forstår deres målgruppe – kæmpe legeplads, friskpresset juice, varm kaffe og helt og aldeles laid back stemning. Tror nok lige det er en god start på dagen.

Legetøjsbutikker, som ikke tager sig selv alt for seriøst. Jo, jo, der var da en hylde fuld af dejlig og aldeles politisk korrekt legetøj, men altså også en væg med lidt blandet udstyr til børn og øh… voksne?!

Grøn er den nye sort, og Berlin er fuld af træer, parker og blomster og blomster og blomster på den mindste trappeafsat, på stilladser, på fortove, på den lidt autonome, tilfælde måde som er så langt fra de danske kommunale parkanlæg med polerede blomsterbede i alle regnbuens farver.

Og glade Berlin, hvor selv grafittien pynter og har et formål. Supertrash, supercool, superfroh.

Sovende børn, varm te, stearinlys og VM-semifinalefest uden for (og ja, hvor ser det hyggeligt ud… men du kan selvfølgelig heller ikke se, at det tog børnene det meste af 1½ time at falde i søvn, og jeg skældte ud mere end en gang undervejs…)

We ♥ Berlin

med emneordet , , ,
5. juli 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Himmelvendt

Bortset fra jeg er den eneste, der ikke har pakket – endsige har overblik over, hvad jeg burde pakke, så er vi vist på vej…

Jeg overspringshandler så lige lidt med te, mails og chokolade, inden jeg skal tage så vigtige beslutninger som, hvorvidt jeg skal have tre eller fire kjoler med eller om jeg får brug for både akvarelfarver og tegnekridt, når jeg nu går helt i kreaspagat på den tur..

Tre måneder – altså jeg har sgu ikke været af sted så længe hjemmefra siden jeg blev student og det var altså dengang grunge-musikken blev opfundet. Nu elsker de unge igen skovmandsskjorter, Dr Martens og Kurt Cobain, og så ved man ligesom at alderen ikke længere er på ens side.

Faktisk er rygsækken også fra dengang, og jeg er virkelig glad for den – ikke mindst fordi vi har oplevet så meget sammen. OG selvom jeg ved præcist, hvor patetisk det er med forældre, der holder stædigt fast i minderne fra dengang.

Og så er der dem, der mener – og siger – at det måske heller ikke ligefrem lå i kortene dengang i grunge-tiden, at jeg skulle turnere på de europæiske campingpladser i en camper. Helt ærligt, hvor Hanne og Bent-agtigt har man lov til at være?

Men i bedste voksenstil har jeg kastet alle principper i grams og glæder mig som ind i himlen til at skifte de danske sommernætter ud med tyrolersol og kroatiske klipper. Forklædt i Birkenstock-sandaler, som jo i virkeligheden bare er en H2O-badetøffel in disguise. Who gives a fuck. See you on the other side.

med emneordet , , ,
3. juli 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Det vigtigste spørgsmål

Øh, er det bare mig, der tænker at det er mærkeligt, dårligt planlagt eller bare ubelejligt, at Tour de France stopper inden VM er slut, og at der også kører noget tennis ved siden af? Altså jeg er ikke ligefrem vokset op i en sportsinteresseret familie – to say it the least – men det er min kæreste, og jeg forstår, at man er rigeligt hængt op når man både skal se, om Tyskland tar guldet, hvordan Lance Amstrong klarer sit comeback, ærgre sig over, at Wozniacki allerede er ude OG holde sommerferie samtidig.

Nå, men om ikke andet glæder jeg mig over, at Miss Carla i dag spurgte: “Hvorfor er der ikke nogen piger med i det cykelløb?” og “Hvorfor spiller pigerne ikke fodbold?”

That’s my girl – og så tog vi lige første lektion om køn og magt og medier, og det føltes egentlig helt godt at give hende lidt kampgejst med på vejen. Ja, faktisk var det så god en snak, at jeg næsten har glemt dagens første spørgsmål: “Hvorfor hænger dine bryster?”

med emneordet , , ,
1. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Så er det godt

Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.

Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”

Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland  for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.

Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.

Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.

med emneordet , , , ,
30. juni 2010
3 kommentarer
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Og noget andet der holder

Sommer. Lækker latte. Valrhona chokolade. En god veninde. Tagterrasse. Solnedgang over Københavns tage.

Og bagefter dyb og uforstyrret nattesøvn…

med emneordet , , , , ,
30. juni 2010
1 kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Børneopdragelse for de dovne

Forleden sad jeg – stadig uden børn – hos min veninde og spiste aftensmad i deres gård. Hendes børn var for længst holdt op med at høre, hvad hun sagde (altid dejligt at blive bekræftet i, at det ikke er en selv, der fejler, men at der er tale om en generel genetisk defekt ved alle (eller i hvert fald det fleste) børn).

Ved siden af sad en anden familie og spiste, og det lige der stod det helt klart for mig, hvordan man med et trylleslag kunne ændre hverdagen for alle forældre.

For der sad en mor og gentog alle de ord, som jeg lige havde hørt min veninde bruge, og som var en tro kopi af, hvad jeg siger hver aften ved bordet derhjemme.

Så nu har jeg besluttet mig for at udgive en spise-seance-cd, som kan afspilles, når familien er samlet om bordet.

Cd’en vil indeholde tre korte budskaber:

  • Hovedet ind over tallerknen
  • Brug din gaffel
  • Lad være med at tørre fingrene af i dit tøj

Over en halv time vil de tre budskaber blive gentaget igen og igen – og hvis dit barn mod forventning ikke er færdig med at spise 30 min. senere, sætter du bare cd’en på repeat. Du slipper for at gentage dig selv, dit barn slipper for at høre på en indebrændt, træt mor, og du får tid til at tale med din mand. Det er et koncept, der holder. Of that I’m sure.

med emneordet ,
28. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn

It’s oh so quiet

I går aftes afleverede jeg børnene her – i sommerhus med mine forældre og deres kusiner, fra søndag til fredag

Imens er jeg her. Og prøver at håndtere friheden, som i fem fulde døgn uden tidlige morgener, faste spisetider og skiftebleer. Og uden historier fra en anden planet, uden glædesskrig og uden spontane kram.

Det skal nok gå. Jeg tager et par dage til København for ikke at blive helt overvældet af stilheden herhjemme…

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →