Når man ser på sig selv med nye øjne, vælter klicheerne pludselig ud af skabene. Således gik det til i dag, da jeg fik besøg af en journalist fra the local newspaper, fordi jeg er så pissetræt af, at NCC’s stenknusere vælter støv ind over børnehavens legeplads.
Alt godt – og jeg var endda lige hoppet ud af joggingbuksen og havde frisket min daggamle mascara op for ikke at se alt for alternativ ud. Men efter han var gået, tænker jeg, at det måske også kunne have gjort noget godt for min troværdighed som lille sårbar borger over for den store onde kapital, hvis jeg
– ikke havde valgt at stille min debut som hævekurve-bager til skue på køkkenbordet.
– havde lagt de to dokumentarfilm om overfiskeriets konsekvenser og olieindustriens sande ansigt i skuffen i stedet for på spisebordet.
– havde stillet naturmedicinen, de gyldne Echiacea-dråber, min tro væbner ud i kampen mod vinterens ubehag, ind i skabet.
Og når han så spørger, hvad mit største ønske er, er det nok heller ikke så hensigtsmæssigt at sige, at jeg gerne vil have at de lukker lortet og flytter et andet sted hen. Nåede heldigvis at grine overbærende af mit selv og sige noget i retning af, at de selvfølgelig ikke er onde bare fordi de tjener penge…
Selvom det er en stor fed løgn, som vi har dyrket de sidste 20 år, altså det med at kapitalisme er godt, og virksomhederne er søde – de laver jo planer for social ansvarlighed og alt muligt, ikke?
Tjek oliefilmen Crude eller Why we fight om det amerikanske militær og våbenindustrien eller Michael Moores film Capitalism – a love story, så ved du jeg har ret! Man må bare ikke sige det, vel?
Mor, du er sød
Kun sandheden 