Er der ikke en, der giver en ny taske for at gøre overgangen til den virkelige verden lidt lettere? Det er jo trods alt ikke hver dag, man bliver smidt ud af Paradis, og jeg er sikker på, jeg bliver en mindre bitter Eva, hvis jeg kan gemme mine minder i lækker læder. OG den jeg helst vil ha’ hedder Pancake, og det er jo også en form for et minde
P.S. Taskerne (og billedet) er fra Aunts and Uncles, og det er stor fejl, at de ikke kan købes i Danmark. Stor fejl!
Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.
Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.
Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.
I is for eating ice cream
N is for taking a nap
U is for urinating
PG er for på gensyn!
En uge i selskab med bedsteforældrene giver fx mulighed for at se Split. Altså virkelig se. Op i det højeste tårn. Rundt i de mærkeligste kroge. Ind i fineste butikker. Og for at sidde og hænge på cafe og drikke endeløse kopper af kaffe (nr. to indtil videre).
Uden der er nogen, der er sultne. Uden nogen, der nægter at gå. Uden skænderier om klapvogn. Uden kampe om at komme først. Uden scener. Uden akut tissetrang.
En hel dag. 12 timer. Og der er kun gået 3½.
Dejligt.
Men også lidt som at have mistet sin højre hånd efter 50 dages uafbrudt samvær.
Som altid når det ser sortest ud, kommer den dejligste dag sendt fra himlen med søde og glade børn. Og i dag også gode råd, som jeg takker ærbødigst for. Så mange søde mennesker ude i verden.
Et par gode links og bogtips om det der med at være og have et sensitivt barn lige til at dele:
Men også en mail fra facebook-ven med med rigtige gode nuancer, fordi hun så lige er en slags psykolog oveni.
Hendes pointe er den vigtigste, og det jeg bliver ved med at sige til mig selv; nemlig at selvom jeg nogle gange tænker, at det ville være rart med et eller andet mærkat at sætte på det lille temperamentsfulde og energiske barn, så løser det jo ikke problemet. Hun bliver jo ikke nemmere at håndtere i de ekstreme situationer, fordi vi kalder det et eller andet. Men det rare ved mærkater er, at de fjerner en del af ansvaret fra mig. Altså hvis hun nu er en lille smule aparte, så er det jo ikke helt så meget mit ansvar, vel?
Alligevel står vi tilbage med status quo: Et barn, der brager ud i verden, tager alting ind og til sidst, når hendes hjerne brænder sammen, udfordrer sine omgivelser med energiudladninger, der kunne løse en betragtelig del af fremtidens behov for alternativ energi.
Lige siden hun var helt lille, har hun grådigt suget verden til sig. Det gør hendes bror også, men den helt store forskel er, at han indimellem trækker sig tilbage, lukker alting ude og leger. Miss Carla lukker aldrig af, men tager bare ind og ind og ind, til der ikke kan være mere.
Det er oplagt, at vi måske skulle være bedre til at skåne hende. Til at udsætte hende for færre indtryk. Men det passer bare meget dårligt med mit temperament, og på de gode dage giver det hende også en masse udfordringer og oplevelser, som jeg tror på er gode for hende. Samtidig tænker jeg faktisk også, at ligesom hendes lillebror ofte skal presses lidt for prøve nye situationer af, så gør vi hende en tjeneste ved at lære hende at håndtere de situationer, hvor hun koger over. Det kræver bare overskud. Temmelig meget faktisk. Og nogle gange er jeg ligeså flad, som hun er hysterisk, og på de dage (som i går fx) er det svært lige at finde den overskudsagtige mor frem.
Men ved I hvad? I hele den lange facebook-mail var jeg allermest glad for sætningen Hun bliver sgu helt sikkert en dejlig voksen. For i virkeligheden er det jo det handler mest om. Så prøver jeg lige at mønstre lidt mere mor-mod ved at spare op af dage som i dag.
Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.
Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs. Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.
Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.
Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:
Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”
Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.
Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.
Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.
Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge. 
Kun sandheden 