Category Archives: Mig sagde hunden

4. maj 2011
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love

Der, hvor man ikke har lyst til at ende et langt liv

Nyt besøg hos den 102 ½-årige  i dag. Som nu er på aflastningsstue på plejehjem. Hvilket på en måde er at foretrække frem for lille hus i überudkants-Danmark, hvor der helt alvorligt ikke er andet en sociale bedragere, gamle mennesker, 5 x hjemmehjælp dagligt og en kaldealarm tilbage. Og så på en en måde slet ikke at foretrække.

Jeg har en gloværdig fortid på de københavnske plejehjem og ved alt – og lidt for meget – om at tørre gamle mennesker in the behind, børste løse gebisser og lægge dem i vand til natten, skifte forbindinger og det, der er meget, meget værre for en amatør at vide. Det er et seriøst sindsygt job, hvor du kan tale om at have mange bolde i luften ad gangen, og hvor du hele tiden forsøger at lade som om du har tid til at sludre og skabe omsorg og være noget for nogen, mens du har lige præcis 4 timer til at lægge 14 mennesker i seng. Don’t even get me started.

Og så i dag… at træde ind i det, vi leger er et hjem for de gamle, men som mere end noget andet ligner en institution. Hvor der er lidt for mange blomster på dugen. Hvor der lugter lidt for meget af leverpostej og dårlig ånde. Og hvor der er stille som ind i helvede.

I virkeligheden er det ikke det værste. Det værste er at se de gamle mennesker, som vi kalder beboere, fordi vi leger, det er deres hjem, selvom ingen af dem føler sig rigtig hjemme. At se dem sidde der rundt om den lidt for blomstrede dug med tomme øjne og livsløse mundvige. At høre dem hviske henover bordet til hinanden, mens de spejder efter nogen, som kan befri dem, lægge dem i seng, sige godnat.

At se ham sidde der og næsten ikke kunne kende ham, fordi han falder sammen i stolen og slet ikke ligner sig selv, men på to dage er blevet en gammel mand, der bor på plejehjem. At se ham sidde der uden tænder (hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har deres gebis stående på vasken i badeværelset, når de flytter på plejehjem). At mærke hvordan hans hånd holdt godt fast i min, da jeg satte mig ved siden af ham, og sagde: “Hvor er det godt, du er kommet et sted hen, hvor der er nogen, der passer på dig.” Han svarede: “Synes du det. Jeg synes det er meget trist, og jeg venter hverdag på, at jeg ikke vågner. Det her er jo ikke et liv.”

Han sagde: “Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har nogen appetit, og da jeg prøvede at spise et stykke franskbrød, fik jeg det dårligt og måtte spytte det ud med tænder og det hele. Hvordan har det ikke set ud for de andre?”

Han sagde: “Ved du hvad? Det mærkelige er, at når jeg trykker på kaldealarmen her, så går der ligeså lang tid, før der kommer nogen, som da jeg lå derhjemme i min seng og ringede efter hjemmehjælpen.”

Jeg sagde: “Jeg skal måske til Thailand og Burma senere på måneden.” Han sagde: “Det lyder spændende. Hvem skal så passe børnene?” Jeg svarede: “Det regner jeg med deres far skal.” Han sagde: “Ja, hvad skal du med en mand, hvis han ikke kan passe børnene.”

Jeg hørte mig selv spørge: “Hvad fik du at spise til aftensmad?” Det har jeg aldrig spurgt ham om før.

Han sagde: “Jeg er så træt, så træt, men når jeg kommer i seng, så kan jeg ikke sove.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så?” Han svarede: “Ligger og glor op i loftet, der er jo ikke andet at gøre.”

Jeg sagde: “Hvor er det dejligt, at du nu bor sammen med nogen af dem, du kender fra gamle dage.” Han svarede: “Ja, men det var da lidt sjovere, hvis man havde kræfter til at tale med hinanden.”

Jeg hørte den ansatte spørge: “Får du din natpille nu eller senere?” Jeg tænkte: “Piller? Du tager da ikke piller.”

Og hans kæreste gennem 15 år  (eller jeg ved ikke, om han tænker sådan om hende mere, for hun har boet på plejehjemmet i to år allerede og er langt mindre frisk i hovedet end han). Hun bor på gangen ved siden af. Han sagde: “Igår kom Anna forbi i sin kørestol sammen med en af de ansatte, men jeg går så langsomt nu, og jeg kunne ikke råbe dem op, så jeg nåede ikke hen til hende, inden de var gået.”

Det er jo ikke et liv, vel? Vi må godt sige farvel nu, mens der er stadig er en smule værdighed tilbage. Mens han stadig er ham, der stod bøjet over sine jordbær på den anden side af hækken i min barndoms have. Det er næsten for sent.

med emneordet , , ,
28. april 2011
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

The truth and nothing but…

Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?

Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”

med emneordet , , , , ,
14. april 2011
5 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Når livet slutter…

Puha. I dag har jeg givet et knus af den slags, som man ikke ved om blir det sidste. Sådan et knus, hvor man slet ikke har lyst til at give slip. Hvor man ville ønske, at alting bare kunne være som det altid har været.

Det har været sådan en dag, hvor tankerne flyver, og minderne kappes om at komme først. Hvor der dufter af barndom og jordbærgrød med fløde og friskbagt kringle. Hvor jeg ser mig selv sidde og dingle med sommerbrune ben ved et lille undselige spisebord i et velkendt køkken, mens karbonader bliver serveret fra en sydende pande med nye kartofler, persille og smørsovs til lyden af rådhusklokkerne i radioen. Hvor jeg kan høre bornholmeren slå sine tunge slag, mens jeg vinder endnu et spil kort, og vi drikker kaffe og næsten selvlysende citronsodavand fra Brugsen. Hvor vi kører gennem skoven, langs vandet, rundt i sommerlandet og spiser is og snakker om alt det man snakker om, når en er 8 og en anden er 74.

Det er et venskab, som opstod, fordi en lille pige gik rundt i haven derhjemme og kedede sig lidt, og hans køkkenhave var lige på den anden side af hækken. Og hvis hun bare lænede sig godt tilbage i gyngen og fik god fart på, kunne hun gynge lige akkurat så højt, at hun kunne kigge over hækken og se ham plukke jordbær. Han havde ikke et navn, og hun tænkte ikke på at spørge, hvad han hed, for eftersom han jo boede der lige op og ned af deres hæk, kom han med barnets logik til at hedde det, han var, nemlig Naboen.

Vi har kendt hinanden i 34 år. Jeg kalder ham stadig Naboen. Han er 102 (og et halvt, fordi alle dage tæller), og han er det sejeste menneske, jeg kender. Men nu er han ved at dø. Sådan rigtigt. Og det er ikke til at holde ud, for der er nogle ting, der bare skal være som de altid har været.

I dag drak vi kaffe sammen og talte om stort og småt, som vi plejer. Et øjeblik var det virkelig ligesom det plejer at være. Indtil han rejste sig fra sin stol næsten gennemsigtig af træthed. Ikke længere rank og viljefast, men bare et lillebitte menneske, der har brugt sine sidste kræfter. Jeg puttede ham i hans seng, lagde dynen over ham, som jeg hver aften putter mine børn. Gav ham et knus og sagde farvel, men også på gensyn. Selvom farvel måske er, hvad det var.

med emneordet , , ,
5. april 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

It’s all about looks

Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.

Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.

Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.

Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.

Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?

Nogen indvendinger?

med emneordet , , ,
21. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Amalie is in the house #2

Nå, men hun er jo en stædig stodder, min datter. Så det kan godt være jeg lykkedes med at tie hendes kommende deltagelse i MGP ihjel, men måske har jeg virkeligheden virkelig skudt mig selv i foden, for nu plager hun så i stedet om:

  • Noget musik, hvor det kun er Medina, der synger.
  • At tjene penge til en Nintendo ved at stille sig op og synge ude på fortovet.

Som den wanne-be økomor, jeg er, anerkender jeg selvfølgelig, at det er utrolig flot, at min datter arbejder på at blive økonomisk uafhængig. Jeg er bare meget i tvivl om, jeg som det helt lille bitte mennesker jeg i virkeligheden er, kan rumme at det skal foregå i umiddelbar nærhed af min bopæl.

med emneordet , , ,
19. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Status på alene hjemme

Siden kl. to i eftermidddags har jeg set:

  • Superclásico (2011)
  • Odd Man Out (1947)
  • Brokeback Mountain (2005)

Det bedste ved den første var musikken, og ellers kan man godt blive lidt træt af Anders W. Bertelsen og Paprika Steen som Anders W. Bertelsen og Paprika Steen. Egentlig ikke så morsomt.

Det bedste ved den anden var, at den var skruet gedigent godt sammen – og at den holdt, selv med 64 år på bagen.

Det bedste ved den sidste var, at der ikke er nogen i den historie, der er lykkelige. Meget rørende, selvom jeg ikke synes det holdt, at Heath Ledger døde per postkort.

Fælles for dem er, at alle tre film handler om mænd, der drømmer om et liv, de ikke kan få. Muligvis fordi jeg ikke har andet at gå op i, men det var da en lille kuriøsitet, at der ligefrem og tilfældigvis var et fælles tema.

Og lad mig så i øvrigt tilføje. at sidst jeg så tre film i streg, var i det forrige årtusinde. Dengang vi gik i kiosken efter film og movieboks og lå i sengen hele dagen og spiste chips og drak cola og røg smøger for at få bugt med tømmermændene. Dengang hvor vi sprang friske ud af sengen 23.13, når de sidste rulletekster løb over skærmen for at tage et bad og gå i byen – igen.

Nu drikker jeg danskvand (med tranebærsmag, bevares), mens jeg halvsover til genudsendelser i tv og overvejer at gå i seng uden at børste tænder. 23.13 er langt over min sengetid.

med emneordet , ,
10. marts 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Jeg fortryder intet!

Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.

Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.

Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”

Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”

Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?

med emneordet , , , ,
9. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Amalie is in the house

– Vi skal ringe til MGP på lørdag, sagde Miss Carla til mig forleden.

Hvorefter jeg pædagogisk gik i gang med at forklare, at MGP er en enkeltstående event, som afholdes en gang om året. Man kan naturligvis ikke bare ringe til dem om lørdagen.

– Hvis du vil stemme på dem, der synger, skal du ringe, når de optræder. Så det må vi vente med til næste år.

– Nej. Det er ikke det. De siger på Ramasjang, at man skal ringe til dem, hvis man vil være med i MGP. Og det vil jeg gerne!

Kære Gud, giv mig styrke. Til ikke at sende mit tonedøve barn videre til statsradiofonien. Til ikke at ende som Amalies lidt for friske mor.

med emneordet , , , ,
8. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Noget nyt under solen

Egentlig har jeg bare lyst til at sige det samme som sidste år, fordi det stadig er sandt. Også selvom det nu også er synd for mændene. I det hele taget er det vist bare synd for os alle sammen. Mændene. Kvinder. Børnene. Familierne. Og alle dem, der er uden for.

Måske er det finanskrisen skyld. Jeg ved det ikke, men jeg synes det mudrer billedet noget, at vi synes det er så synd for mændene, at vi ikke længere skal tale om, hvor mange kvinder rundt om i verden, der dagligt bliver udsat for overgreb af den ækleste art. Alene fordi de er kvinder.

Ligesom de blå er trætte af at det er elitens kvinder, der råber højest om kvinders ret, så er jeg så træt, så træt af at de blå ikke kan se ud over deres egne hornbriller. Fordi du og jeg føler os dejligt befriet og ligestillet. Og fordi alle vi kender har det på samme måde. Så er det jo ikke det samme som at alle kvinder har lige ret og adgang og respekt. Det mindste vi kan gøre er da i det mindste at give en lille smule af vores overskud til dem, der ikke har den samme stemme som os.

med emneordet , ,
28. februar 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Gode råd til debuterende miljøaktivister

Når man ser på sig selv med nye øjne, vælter klicheerne pludselig ud af skabene. Således gik det til i dag, da jeg fik besøg af en journalist fra the local newspaper, fordi jeg er så pissetræt af, at NCC’s stenknusere vælter støv ind over børnehavens legeplads.

Alt godt – og jeg var endda lige hoppet ud af joggingbuksen og havde frisket min daggamle mascara op for ikke at se alt for alternativ ud. Men efter han var gået, tænker jeg, at det måske også kunne have gjort noget godt for min troværdighed som lille sårbar borger over for den store onde kapital, hvis jeg

– ikke havde valgt at stille min debut som hævekurve-bager til skue på køkkenbordet.

– havde lagt de to dokumentarfilm om overfiskeriets konsekvenser og olieindustriens sande ansigt i skuffen i stedet for på spisebordet.

– havde stillet naturmedicinen, de gyldne Echiacea-dråber, min tro væbner ud i kampen mod vinterens ubehag, ind i skabet.

Og når han så spørger, hvad mit største ønske er, er det nok heller ikke så hensigtsmæssigt at sige, at jeg gerne vil have at de lukker lortet og flytter et andet sted hen. Nåede heldigvis at grine overbærende af mit selv og sige noget i retning af, at de selvfølgelig ikke er onde bare fordi de tjener penge…

Selvom det er en stor fed løgn, som vi har dyrket de sidste 20 år, altså det med at kapitalisme er godt, og virksomhederne er søde – de laver jo planer for social ansvarlighed og alt muligt, ikke?

Tjek oliefilmen Crude eller Why we fight om det amerikanske militær og våbenindustrien eller Michael Moores film Capitalism – a love story, så ved du jeg har ret! Man må bare ikke sige det, vel?

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →