Tag Archives: vitaminboost

24. juni 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,
31. maj 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Guld og Buddha – det er lige mig

Jeg har efterhånden været op i halvandet døgn uden at sove mere end små korte powernaps. Det kan man godt blive lidt mærkelig af, skulle jeg hilse at sige. Men altså Thailand, egå? Det er bare megafedt. Stadigvæk. Varmen holder. Regnskoven holder. Templerne holder. Stemningen holder. Karryen holder. Og Bob Marley holder (der er ikke noget som den lille rastafætter, der kan vække mit slumrende backpackergen til live. Åh, hvem der bare var 19 igen…) Nå, men jeg er jo sådan set på arbejde, og det er da heller ikke fordi vi har ligget og røget os skæve i skyggen. Det eneste, jeg er skæv af, er for lidt søvn og tidszoner, der krydser hinanden. I morgen står den på interviews, interviews, interviews…

Men indtil da skal du ikke snydes for det smukke nordlige Thailand. Me I like.

med emneordet , ,
10. marts 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Jeg fortryder intet!

Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.

Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.

Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”

Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”

Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?

med emneordet , , , ,
3. marts 2011
2 kommentarer
The kids

Snobberne er den nye sort

De er både dekadente, affekterede, alkoholiserede og måske lige vel Hellerup-pastel-klædte, men de er søde. Ved hinanden. Og selvom det kan virke temmelig overfladisk med al den ros, så bliver jeg altså helt blød i knæene, når min søn laver en Fritz på mig. Han er inde i en rigtig god gænge, hvor han flere gange om dagen kigger på mig med sine store, mørke øjne og med fistelstemme siger:

Mor, du er sød
[kunstpause]

Du er så sød, at jeg næsten ikke kan lade være med aldrig at flytte fra dig
[kunstpause]

Må jeg gi dig et kys
[kunstpause]

Sød!

 

Det er muligt, det er alt for sleazy og bryder alle regler for, hvordan man giver et godt kompliment. Men goddamn, det virker!

med emneordet , , ,
7. februar 2011
1 kommentar
Chancen

Jeg mangler ord

Hvem skulle nu have troet det? Men altså jeg skriver og skriver ud af huset, så jeg slet ikke kan finde på noget at sige, når dagen er slut. Unmmöchlich…

Og så har jeg haft en af de weekender. Af de gode altså, og det skal jeg skynde mig at skrive ned, for det er næsten unheard of så idyllisk det har været med to søde børn t/r København, og den hyggeligste dag i går med tid til at gåtur og bage kage. Ahmen, kan du næsten få luft? Jeg ligger åbenbart lunt i svinget i den der harmoniske bane i universet, som ellers godt kan være lidt svær at ramme. Eller lå – for nu har jeg allerede spillet skæbnen et puds og vælter sikkert på cyklen på vej stationen senere eller… aih, ok jeg kan faktisk ikke lige komme på noget, men hvis nu jeg var coach eller noget i den retning, så var det her vel blevet et indlæg om flow. Men lad mig bare gentage: Det holder at tage hovedspring fra 10 m vippen. Særligt når det viser sig, at man stadig kan svømme.

Og nu er jeg klar til at modtage hovmodens straf. Let it rain!

med emneordet , , ,
4. februar 2011
3 kommentarer
Chancen

Hold da kæft en uge

Disclaimer: Dette meget korte jubelindlæg indeholder uforholdsmæssigt mange bandeord. Beklager. Tror jeg nok.

Så er Suzette Frovin Inc. en uge gammel, og goddamn, det er gået stærkt. Du hører mig ikke klage. For det er fandme sjovt, og det føles virkelig, virkelig som om jeg er kommet hjem. Jeg er meget priviligeret – både over at jeg får lov til at lave det, jeg synes er sjovt, og over at være under pres allerede i den første uge. Det er sgu da et godt kick-off uanset hvad det sker om et halvt år. Heldige kartoffel.

med emneordet , , , ,
25. januar 2011
2 kommentarer
Chancen

Gotta love it!

Fik jeg sagt, at der er tre dage til – og at jeg glæder mig helt vanvittigt til at betræde nye stier og genoplive gamle drømme… Vi ses derovre

med emneordet , , , , ,
15. januar 2011
2 kommentarer
Chancen, Mig sagde hunden

Tak til tilløbet

De sidste måneder har jeg talt og forklaret og diskuteret og overvejet og vendt fordele og ulemper med stort set alle, der har gidet at høre på mig. Tak for det. Tro mig, jeg er blevet uvurderligt meget klogere.

Men altså jeg ved jo først om den her ide kan flyve og holde sig på vingerne, når jeg holder op med at tale og kommer i gang med at arbejde. Og jeg er klar. Virkelig klar. Så kom bare frit frem 1. februar

P.S. I øvrigt er det interessant at opdage, hvor meget sådan en rask beslutning,  hvor man tager sig selv og sine drømme alvorligt, smitter af på resten af ens liv. Selv børnene er blevet lidt sjovere at være sammen med. Ikke overraskende, måske. Men dog en tanke værd…

 

med emneordet , , ,
12. januar 2011
2 kommentarer
Chancen, Mig sagde hunden

Mine nye venner

Oh, life is sweet. Indeed.

med emneordet , , ,
9. januar 2011
12 kommentarer
Mig sagde hunden

One small step for mankind, one giant step for me

Nå, men jeg sagt mit job op! Helt enkelt. Ikke dramatisk eller noget. Altså udover jeg jo så også siger farvel til fast løn og et steady forbrug. Det i sig selv var jo også noget af en beslutning, fordi livet trods alt er lettere at sluge når der også er plads til at være magelig.

Men altså i det lange løb er mageligt alligevel ikke nok. Og sådan en orlov gir jo god tid til at tænke over, hvad meningen egentlig er med livet – eller i hvert fald meningen med mit liv. Hvad er det, der får blodet til at bruse og hjertet til at banke? Hvad var det nu egentlig jeg drømte om? Og hvornår er det nu jeg er rigtig glad for livet (altså udover når jeg sidder med fødderne i vand, ansigtet i solen og bliver betalt for at holde fri – men det er jo bare en form for doping, som ikke gælder på den lange bane)?

Egentlig var det ikke så svært, for jeg har gjort det altid, altså skrevet, og det var vel også derfor jeg blev journalist – for at skrive. Alligevel gik der lige nogle år, hvor jeg troede, jeg skulle alt muligt andet men så fik jeg hul på ordene igen – både her og i virkeligheden. Og så den der orlov (ahhhh…). Så selvfølgelig er det simpelt, når først man kommer derhen. Skrive, det er da det jeg skal. Prøve i hvert fald.

Derfor sagde jeg op. Ikke fordi det var et dårligt job, men fordi jeg skal tilbage til kernen. Så nu har jeg tre uger til at afslutte og vende blikket ud mod verden… Klar parat start!

P.S. Og jo, gu er jeg da ved at skide i bukserne af skræk over, om det er den mest vanvittige beslutning, jeg nogensinde har taget, om jeg overhovedet kan leve af at være skriverkarl, og hvad jeg i det hele taget har gang… Selvfølgelig. Part of the process, I guess (hope).

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →