Tag Archives: respekt

Du må godt lave en Pisaundersøgelse på mit barn

Dem, der siger, at børnene ikke lærer noget i folkeskolen lyver. Miss Carla har været i gang i seks uger, og i morges tegnede hun en jordklode med kontinenter og blåt hav. Og en ked af det-stjerne, der var blevet drillet af en lidt hoverende stjerne.

Forleden spurgte hun mig, om jeg ville have en kinesisk forlomme (huh?), og hun vil aldrig med hjem, når jeg henter hende i SFO’en, hvor hun laver hønsestrik, tæsker Kalaha eller spiller Ost (huh?) med de store fra 2. og 3. klasse.

I børnehaven spiste hun 6-8 halve rugbrødsmadder. Nu spiser hun to halve – på en god dag. Der er simpelthen ikke tid til at interessere sig for madpakker. Hun folder bøger og æsker og konvolutter i stakkevis og lægger tal sammen og forsøger at få bogstaverne til at matche alle de nye og gamle ord, hun har inde i hovedet.

I morges viste hun mig et stykke papir. Kan du se, hvad der står, spurgte hun. Jeg kiggede på ordene: SNEMN. Blank – eller det er jo fordi jeg gik i skole, mens et ord var noget fra retskrivningsordbogen og ikke noget man selv fandt på. Men  da hun fortalte mig, at der stod snemand, kunne jeg alligevel godt følge hende. SNEMN -> snemand. Soleklart.

Muligvis er det bare, fordi jeg er hendes mor, at jeg er nem at begejstre, og mit hjerte svulmer hvergang hun erobrer nyt land. Men altså seks uger, ikke? Så mange nye input. Det fortsætter ikke i samme tempo, vel?

med emneordet , , ,

Fotoalbum 2: Ældgammelt venskab

image

Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.

Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.

Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.

Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.

med emneordet , , ,

Jeg ville gerne have skrevet det her

Patriarchy is not men. Patriarchy is a system in which both women and men participate. It privileges, inter alia, the interests of boys and men over the bodily integrity, autonomy, and dignity of girls and women. It is subtle, insidious, and never more dangerous than when women passionately deny that they themselves are engaging in it. This abnormal obsession with women’s faces and bodies has become so normal that we (I include myself at times—I absolutely fall for it still) have internalized patriarchy almost seamlessly. We are unable at times to identify ourselves as our own denigrating abusers, or as abusing other girls and women.

Men æren tilfalder skuespilleren Ashley Judd, der har været en tur igennem mediemøllen. Og siden du nu spørger, så synes jeg det er noget af det mest begavet der er sagt om køn og objectificering i lang, lang tid.

med emneordet , ,

Om dage i Hpa-an

(Lang liverapport fra det sydlige Burma. Jeg håber du holder ud til slutningen. Der er billeder undervejs.)

Ok, jeg kan så starte med at tage den skepsis og alle de forbehold, jeg normalt har som rejsende, og stikke dem op, hvor solen aldrig skinner. Folk er ikke ude på at tage røven på mig. For nu at blive i den region. De er ude på en ting. At hjælpe. Og fortælle deres historie. Det er sådan set det eneste.

Karenernes engelsk er begrænset, men de prøver. Alt hvad de kan. Det er så hjerteligt. Så oprigtigt. Og for mig, den hvide europæer, er det så svært. At tro på, at de virkelig ikke vil andet. For i det kolde nord holder vi os for selv. Vi vil gerne se folk an. Og i udgangspunktet tror vi ikke andre vil os noget godt. Så simpelt er det. Så stærk en følelse, at det tager tid at aflære og lægge fra sig. Måske lykkedes det aldrig helt.

Som altid er verden fuld af kontraster. Det er ikke nyt. For mennesker som mig, der har råd til at betale, er der altid et helle. Med hvid dug på bordene og Lipton-te på kanden. Og dem, der servicerer, er klædt i knasende hvide skjorter. Måske er det også deres helle.

For om aftenen går de hjem til deres landsbyer. Og der er der ingen hvide duge på bordene eller asfalt på vejene. Der bor de i træhuse med bambusgulv. Der trækker de vand op ad brønden og bærer det hjem til deres køkkener, hvor de koger ris over bål. Om natten ruller de plastikmåtter ud, som vi køber i fanzy butikker og pynter vores hjem med, og så lægger de sig til at sove. De er her, og jeg er også her. Og så alligevel slet ikke. For selvom jeg folder hænderne og bøjer hovedet i den rigtige hilsen, er det her bare en rejse, en oplevelse, ikke min hverdag.

I går besøgte jeg en skole, som munkene her i området har bygget, fordi der er brug for et alternativ til det offentlige skolesystem. Fordi de tror på, at børnene har brug for at lære deres egen kultur og sprog at kende, og det kan de ikke i det offentlige skolesystem, hvor kun burmesisk er tilladt. Men også fordi de tror på, at uddannelse er det vigtigste man kan give et barn, der har fremtiden foran sig. Fordi de tror på, at viden skaber fred mellem mennesker. Og fred har de brug for. For her er alle børn vokset op med krig. Kampe. Lyden af skud gennem natten.

På skolen havde børnene lagt halm ud på jorden og rullet den røde løber ud. I kid you not. I to timer sad de med deres åbne ansigter der på jorden og kiggede på mig. Gæsten på den røde løber. Og de hviskede deres spørgsmål til Caleb Paw, der har været min vært i de 2½ dag, jeg har været på besøg. ”Hvordan ser der ud i Danmark?” ”Hvad spiser I?” ”Hvad laver din mand?” ”Har du farvet dit hår?” ”Fortæl os en historie fra Danmark.”

Det var så fint, og det er det bedste ved den her slags rejser. At møde børnene. At se dem sidde og hviske til hinanden og fnise over det menneske, der sidder foran dem. Som fra en anden planet. Og klimakset, da alle 50 børn, en efter en, rejste sig og med den sprødeste stemme og på deres bedste engelsk kom hen til mig og fortalte mig, hvad de hed og hvilken klasse de gik i. Bagefter tog vi billeder. Hundredvis af billeder. Så simpelt. Det var stort. For mig og for dem.

2½ dag er ingenting, og alligevel føltes det som år. Gæstfriheden er ufattelig og tankevækkende. Den 67-årige præst, som jeg ikke kendte for tre dage siden, er nu min ven. Og det er ikke en overdrivelse. Han har som den naturligste ting i verden kørt mig rundt på sin motorcykel fra morgen til aften. Vist mig sin landsby, og åbnet så mange døre for mig. Han er kendt af alle i byen, og med hans hjælp har jeg mødt et kvindeligt parlamentsmedlem og fået adgang til området største munkekloster og talt med den ledende munk om uddannelse og politik og fred og forsoning. Jeg har besøgt fremmede familiers hjem og drukket frisklavet palmevin. Jeg har spist den bedste mad og trykket hundredvis af hænder.

Som tak vil han have ingenting. Vi er venner nu, og fornøjelsen er helt på hans side. Det er en tanke værd, at jeg har svært ved at tage imod al denne gæstfrihed uden at give noget til gengæld. Ikke en gang benzinen, som er rationeret og kostbar som guld, vil han have penge for. Og jeg er vant til at alt kan gøres op i penge, at hver betaler sin sit, og at selv den mindste tjeneste trods alt har en pris. Heller ikke det kan jeg bruge til noget her. For det er gæstfrihed uden en pris. Alt andet ville næsten være en fornærmelse, fornemmer jeg.

Hpa-an er hovedstad for karenerne, en af de største etniske grupper i Burma. De har deres eget universitet, og deres eget parlament. Men de bestemmer ikke selv, for premierministeren er – trods alt – udpeget af styret i Yangon. Han er ikke karener, og han følger direktiverne fra højeste sted. Det er et problem. Det er det, de fortæller mig, munken, præsten og det kvindelige parlamentsmedlemmet. Deres oplevelse er, at alt det, der lige nu sker i hovedstaden, ikke har nogen betydning herude. Tværtimod.

De seneste måneder har mere end 18 familier fået konfiskeret deres land, fordi regeringen har besluttet at etablere et industriområde uden for Hpa-an. Hvor der før var marker og skove, er der nu bart land, store maskiner og nyanlagte veje så langt øjet rækker. Billederne fra området må tages i al hemmelighed, for den slags opmærksomhed, er styret i Yangon stadig ikke klar til.

Tragedien er til at få øje på. For de 150 mennesker, der ikke længere har noget jord at dyrke, er trukket længere ned i fattigdommen. De har ingen kompensation fået, og de har hverken mulighed for at tjene penge på de afgrøder, de før dyrkede på markerne, eller for at forsørge deres familier. Og selvom der måske på sigt vil skyde nye arbejdspladser op i det stort anlagte industriområder, giver det ikke mad på bordet for familierne lige nu. Det er der ikke meget glasnost over.

At tilbringe en uge midt i alt dette er næsten en joke. Der er så mange historier at fortælle. Både dem om fremtiden, der måske nu endelig tegner lys. Og den om, at der stadig er lang vej igen, før folk herude på landet, kan mærke forandringens vinde. Jeg har kun set et lille hjørne af deres virkelighed, og tiden giver mig ikke mulighed for at tage ud i skovene og besøge de mennesker, der kæmper en daglig kamp for overlevelse, og hvor hverken elektricitet, lægehjælp eller basal skolegang er en selvfølgelighed.

Undervejs mødte jeg også Saw Eh Moo. Han skal giftes til maj. Stort bryllup efter danske standarder med 300 gæster. Hans kommende kone er læge, og når de har sparet penge nok op, vil hun åbne en lægeklinik med tilhørende apotek i Hpa-an. Men det er ikke her behovet er størst. Derfor vil de bruge deres weekender på at besøge landsbyerne langt uden for byen, hvor folk dør af sygdomme, som let kunne behandles. Med sig i rygsækken vil de have medicin til at behandle de mest almindelige sygdomme som malaria, dengue feber og diarré. Man kan få så meget medicin for 100 dollars, så det vil være en god ting at gøre. Sådan sagde han. Helt enkelt.

Midt i al elendigheden er det mennesker, som Saw Eh Moo, Caleb Paw og de mennesker, han har introduceret mig til, som alligevel gør det muligt at tage herfra med en vis optimisme. For det er mennesker, der på trods af alt, tror på, at fremtiden kan lade sig gøre, og som har viet deres liv til at gøre en forskel i andre menneskers liv. Ikke for egen vindings skyld, men fordi det er sådan det må være.

med emneordet , , , ,

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,

Er det her ikke, hvad vi allesammen drømmer om?

Aih, hvor gad jeg egentlig godt være sådan her:

Kids Who Are Gift-less are Gifted

Posted: 06 Dec 2011 09:50 AM PST

Post written by Leo Babauta.

When I wrote about my family doing the No New Gifts Holiday Challenge, I received a couple comments that I was a Grinch:

You must be a drag to live with. ‘What kind of deprivation and sacrifice has Daddy got for us today?’

and

I couldn’t agree more lol, I’m sure kids see him as the Grinch, i feel sorry for them. I doubt his kids would be like ‘Yes dad, don’t buy me the latest Call of Duty game, i don’t want the 1% to get richer.’

While I was touched by the concern for my kids, I am not worried:

  • My kids have plenty of video games and electronics (including the latest COD game). They earn money and buy them themselves, and learn that if they want something, they can earn it, and it’s not handed to them.
  • My kids have everything they need and much more. If anything, they have too much, but I try not to force my minimalist philosophy on them.
  • Instead of deprivation, my kids are learning that there is much more to Christmas than getting a bunch of presents. (More below.)
  • They are learning to be creative instead of consuming. This lesson is more necessary today than ever.
  • We are learning that spending time with family is more important than spending money or spending time shopping.
  • Together we are creating new traditions based on creativity, fun, and giving, not just buying.
  • We are thinking of ways to give that don’t necessarily involve shopping — making gifts, volunteering, donating to charity, etc.

The reaction of my kids when I talked to them (once again) about not buying presents? They completely understood my anti-consumerism reasoning, and they were excited to come up with new ideas. Honestly. I was really proud of them when I sat down with them (individually and in groups) and talked about these ideas — they didn’t look disappointed at all, they in fact happily thought of some cool things we could do together.

Some ideas they’re excited about doing this Christmas instead of buying new gifts:

  1. Making our own gifts. My son Seth is really, really excited about making stuff. In fact, he wants to make something for himself and wrap it up to open on Christmas morning. Yes, he’s a bit weird, but I love that. Eva wants to sew gifts for people.
  2. Baking gifts. We love baking, and it’s a fun activity to do together. And we can give cookies, cupcakes, brownies as gifts to family, make them fatter, but not clutter their homes with needless possessions.
  3. Going to play in snow. We’re from Guam, so snow is a novelty for us. My kids know it from Christmas movies and the like, but it’s not a yearly tradition for us — so driving to play in snow is really fun. We love making snow people, snow forts, snow angels, and having snowball fights.
  4. Volunteering. We’re not sure where we want to volunteer this year (in past years we’ve done soup kitchens and Salvation Army bell ringing), but we do like the idea of giving.
  5. Christmas caroling. We aren’t good singers, but we love singing Christmas songs.
  6. Playing games. We love, love board games and other such games. We love getting together with family and playing games and sports. Having fun with family doesn’t have to involve gifts.
  7. Make decorations. It’s so much fun to put up festive decorations, and if you can make them yourselves, even better.

And this is just the start of the ideas we’ve come up with. Sure, buying gifts is a holiday tradition — but is it the only possible tradition? Can’t we create new ones?

My kids are not deprived. In fact, I think our family is very lucky, and I hope to show others that creativity, fun, giving, and family bonding are amazing things that you can do without being a participant in the usual consumerism.

med emneordet , , , ,

Barndomsminder og erindringsforskydelser

Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.

Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.

Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.

Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.

I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.

For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.

Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.

med emneordet , , , ,

Hil ungdommen!

Jeg burde måske forklare, hvad jeg fik tiden til at gå med i Thailand. Men nu taler alting for sig selv i stedet, og det er bedre. For jeg var nemlig så heldig at få lov til at være den voksne på en tur, hvor der slet ikke var brug for voksne, fordi jeg var af sted med seks unge, som var så seje, at de klarede sig fint ud mig.

Når der går Kongerne af Marienlyst-depression i forestillingerne om, hvad fremtidige generationer dog kan bidrage med, så er det godt at blive begavet med de mindre sensationslystne fra samme generation.

Jeg er fuld af beundring og begejstring – og faktisk en lille smule mormor-agtig rørt over, hvor fantastiske de hver især er. Fremtiden er deres – og den er lys. Just saying.

Og de er også herovre

med emneordet , , , ,

Hiphip Hurra

image

Fødselaren fylder 103. Hans ex-vinduespudser kom med sherry og friskbagte småkager. Hun er lige fyldt 80. Bevares.

– Ka du li sherryen, spurgte hun.
– Nej, sagde fødselaren uden yderligere forklaring. Det må man godt når man er i gang med sit 2. århundrede.

Man må også godt være ret så træt efter halvanden times kaffeslabarads. Og man må også gerne brokke sig over at livet er for langt. Det er alligevel lidt svært at holde en skåltale over alle de dejlige år der venter forude. Selvom det ikke kan udelukkes at vi sidder der igen næste år.

Fødselaren er helst fri. Han er nået dertil, hvor verden begynder at gentage sig selv og det er eftersigende temmelig trivielt. Og så er det vist også noget af en overvindelse at overgive sig til andres omsorg når man har klaret sig gennem verdenskrige, depression og oliekrise uden at skylde nogen noget.

103 år…

med emneordet

Den her går ud til mændene

Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra det gå fremad.

Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.

About bloody time.

Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.

med emneordet , , , , , ,