Ja, åbenbart ikke ret meget, hvis man skal tro det her tillæg til Politiken .
Og OMG, hvad er det for et samfund, der har et kæledyrstillæg til en kulturradikal omnibusavis? I understand nothing!?!
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: momentan sindssyge
Rituelt selvmord
Harakiri:
[er en rituel form for selvmord, der blev praktiseret af samuraier, som en del af deres bushido-kultur. “Seppuku” er samuraiernes egen formelle betegnelse for begrebet og brugt i skrift, mens “harakiri” er talesprog, og hvad almindelige japanere kalder det.]
eller
[er en rituel form for selvmord, der bliver praktiseret af kvinder, der som en del af deres trøstekultur står på hovedet i en pose søde finske lakridser, mens de læser kendis-nyhedsbrev, som opfordrer til at gennemføre et detox-program på 21 dage med ordlyden it is really just the thing if you are in need of a good detox—wanting some mental clarity and to drop a few pounds.]
Sneløven brøler
NU. STOPPER. DET!
Må jeg bare trække det gode gamle spejderkort: Det er ikke vejret, men påklædningen den er gal med! Og ja, jeg ved godt at den gode gamle canadiske Sorel-støvle er udsolgt over alt, men så må du sgu sætte dig ind i sofaen under et tæppe og vente på bedre tider. For jeg gider ikke høre mere brok om sne eller se laaaaaaaaaaaaaange nyhedsindslag om alle de mennesker, der ikke kan komme hjem til jul. Du kan godt høre det, ikke? Ikke helt det samme at sidde under sin sovepose i lufthaven og vente som slet ikke at have nogen familie at fejre jul med eller dø af kulde i Moskvas gader, vel?
Så skal vi ikke holde op med at tale om vejret, stikke piben ind og lade være med at gå i panik over at igen i år er juletræerne rekorddyre, vejsalt ikke til at opdrive, og flæskesteg snart en mangelvare? Og når nu vi er gang så hold bare igen med vejr- og sneplovsreportager fra det ganske land. Hold nu kæft! Det er bare vejret (og den globale opvarmning) – det går over igen (måske).
Hjælp jeg dør!
Sidst jeg var syg, troede jeg virkelig, jeg skulle dø. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig nogensinde været så dårlig – indtil i nat. Ah-men, er det alderen? Eller er det bare den globale opvarmning igen?
Og hva faen er det for en mærkelig juleengel, der tvinger en til at ligge på sofaen med den væmmeligste kvalme i mands minde, mens Den fede kok fylder svesker i røven på en and og Mette Blomsterberg laver nøddekonfekt? Og ovre på den anden kanal serverede Villy Søvndal flødeskumsdessert i det pinligste af alle programmer. Ingen af dele gjorde noget godt for min kvalme. Til gengæld har jeg drukket cola til aftensmad, og det smagte dejligt.
Mandagsnedslag
Virkeligheden. Hvaffor en vil du se? Denne her:
Nåhr, hvor er de søde. Se, den lille Carla, der tegner et spøgelse på sin elskede lillebrors hånd. Åhr, hvor de hygger sådan en mandag eftermiddag.
Eller vil du hellere se denne her virkelighed:
Moren, der glæder sig til at hente sine børn. Børnene, der bogstavelig talt flipper ud i børnehaven, så moren må gå hjem med det ene barn, som slår og river i hår, sætte det i en klapvogn og gå tilbage til det andet barn, der skriger: Jeg går aldrig med dig hjem!
Og som skriger endnu højere, da de kommer hjem, og moren siger, at de ikke kan se julekalender (som en patetisk tak for den lille optræden i børnehaven). Og som skændes som ind i helvede den næste time. Eller ikke skændes, men bare kører den subtile stil med et lille skub eller et stilfærdigt: Du kommer aldrig til at læse i den her bog og Jeg vil aldrig tegne på dig igen for du er den dummeste jeg kender. Og som brokker sig over aftensmaden og den mad, moren smører til deres madpakker, og over at de ikke må få (flere) kager. Men som i det mindste har selvindsigt nok til til sidst at sige: Jeg vil gerne i seng, for jeg er rimelig rådden.
Sgu da heldigt for fremtiden, at man aldrig har tid til at tage billeder, når børnene leger den sjove Rasmus Modsat-leg. Selvom sådan et Rådden Mandag-fotoalbum uden tvivl ville være det sikreste præventionsmiddel. Overhovedet.
Nissehyggehængning
Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.
Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.
No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.
Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.
Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.
Kære Gud!
Kære Gud!
I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?
Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.
Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.
Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.
Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.
Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.
Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.
Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.
Kærlig hilsen
En mor
*************
Jeg har ondt i halsen. Men det er ikke det værste. Heller ikke, at jeg hoster og hoster. Det værste er derimod, at jeg har mistet stemmen. Er I klar over, hvor svært det er at være mor en hel søndag, når man hvisker?
Alene det at få børnene til at være stille nok til at de kan høre, at jeg rent faktisk forsøger at få dem til at holde op med at hoppe i sofaen eller stikke sværd i øjnene på hinanden eller spise alle pebernødderne (så der ikke er nogen til mig nu, hvor jeg holder sofapause, mens resten af familien er i svømmehallen)…
Nogen, der har erfaringer med at mime godnathistorier?
Grrrr!
Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.
Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!
Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.
Og så vil jeg bare sige to ting mere:
- Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
- Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.
Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.
P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!
And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):
En mere til børnefamilierne
Opslag i børnehaven:
26/11: Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.P.S. Mange børn har feber og opkast.
26/11: Og vi har også flere med skoldkopper.
Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!
Kun sandheden 