Endelig. Endelig. Endelig. En reklame for tamponer, der taler lige ud af posen. Til målgruppen (selvom jeg måske synes de er lige det yngste). Og som tør bruge ord som period, menstruation demonstration, og (uh) vagina. Jeg elsker den alene for sætningen: “It’s like Santa – for your vagina.”
Jeg har fået lov til at læse med på Sissel-Jo Gazans nye roman Svalernes graf. Et – nogle gange to – kapitler ad gangen. Leveret som hemmelige beskeder i brune konvolutter.
Det sidste kapitel har jeg forlængst læst og nu står jeg hver dag ved postkassen og venter utålmodigt på fortsættelsen… Kom nu med det næste kapitel, Sissel-Jo. Don’t leave me hanging like that!
Bogen udkommer 23. august. Indtil da kan du fornøje dig med noget knap så fornøjeligt, men ikke desto mindre aldeles læseværdigt. De gule fugle af Kevin Powers. En fantastisk, skræmmende og meget fint fortalt roman om krig og krigstraumer, om at leve med sin samvittighed og finde en mening, når det hele er forbi. Meget apropos.
Det ældste barn siger til sin mor: “Jeg kunne godt tænke mig at vi skændes på en anden måde.”
Den yngste siger til sin far: “Det er mærkeligt som hver dag er klemt inde mellem to nætter.”
De ord indfanger i virkeligheden alt om forskellen på de to. Deres fokus. Og deres væren i verden.
’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.”
I weekenden læste jeg det her tankevækkende essay af Salman Rushdie. Vi lever i en tid, siger Rushdie, hvor “mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, ikke skal regne med vores sympati.”
Sådan har det ikke altid været, og Rushdie giver masser af eksempler på dem, der i det forrige årtusinde turde gå imod strømmen og som blev anerkendt for deres mod. Men den tid er forbi, for meningers mod er ikke længere en dyd. Tværtimod. Vi har det bedst med enighed. Eller apatisk stilstand, kunne man fristes til at sige. Vi undskylder os med, at verden er blevet så kompleks, men måske handler det om at vi er bange for at vælge side, fordi vi så skal stå på mål for de valg, vi tager.
Vi ser nemlig ikke modstand og uenighed som en mulighed for at blive klogere, for at udfordre grænserne for hvad der er rigtigt og forkert ved den måde, vi har skruet samfundet, det lille og det store, sammen på. Vi hylder status quo, fordi vi ikke tror på, at forandring kan være udvikling. Forandring forringer vilkår, stiller os dårligere, skaber uorden i det velkendte. Eller for at citere gode gamle Halfdans Rasmussens evergreen af et heltekvad:
Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.
Samtidig er vores tiltro til autoriteter og systemer, institutioner og strukturer efterhånden så foruroligende, at jeg frygter at vi ikke – i virkeligheden – har en nedre grænse for, hvad vi vil give køb på. Jo, der er fandme ikke nogen, der skal træde mig over tæerne – eller oh ve, mine unger eller mine nærmeste – så skal du se mig skrive sure læserbreve og smide hundelorte i borgmesterens postkasse. Men fællesskabet, det fælles gode, den sag der ikke kun handler om at maksimere sin egen lykke eller velfærd… Kan vi overhovedet huske, hvordan vi staver til fællesskab?
Vi taler måske nok dårligt om skattetryk og velfærdsstat og dem nede på kommunen, men en ny offentlighedslov, som giver politikerne muligheder for at lukke sig om sig selv og på den måde lukke det demokratiske rum ned, kan kun få særligt ihærdige journalister og de mest pedantiske borgerrettighedstyper op af stolene. 78.356 har i skrivende stund vist deres modstand mod loven ved at skrive under her. 78.356?!?! Hvorfor ikke 2 eller 4 millioner? Vi burde besætte Christiansborg og kræve det åbne demokrati tilbage. Lige nu! (Udråbstegn!)
Der er ingen ideologiske helte tilbage, for vi tror ikke på dem, der tror på noget, og vi smiler overbærende af dem, der stiller sig op på ølkassen og påstår der stadig er noget at kæmpe for. Hold nu kæft, vi sidder lige og griller og synes du ikke Helle Thorning har tabt sig og i næste uge skal vi have lagt vores lån om. De eneste helte vi har tilbage er fallerede realitystjerner og os selv, mig, mig, mig og se mit lille talentefulde afkom.
Så længe vi kan holde skindet på næsen, er der ingen grund til at skabe påstyr – og godt i øvrigt de fik ryddet det hus på Jagtvej. Sikke noget rod med unge mennesker der besætter en gammel garage og hænger et banner op, hvor de beder om billigere boliger. De kunne da bare sende et brev til Borgerrepræsentationen og spørge pænt om, hvor de billige boliger som Ritt Bjerregaard i en ikke så fjern fortid lovede os, egentlig blev af. Man kan da i det mindste spørge pænt.
Men nu skal jeg give dig nogle helte. Og lur mig om ikke du ville synes de havde fået straf som fortjent, hvis jeg sagde til dig det var tre unge fyre… I stedet siger jeg til dig, at det er tre fredsaktivister af den gamle skole – og den ene er i øvrigt nonne, og lige nu står de hver især til 30 års fængsel for deres ugerninger. Det er en fascinerende historie om mod og troen på det fælles bedste.
Deres største forbrydelse er formentlig, at de har udstillet systemets svagheder, og systemet slår hårdt ned på den slags, for det er altid systemet der har magten og dermed får det sidste ord. Er det ikke sådan det er (blevet)? Men hvad nu hvis vi turde insistere på at få noget af den magt tilbage – til fællesskabet, du ved? Kunne vi så gøre andet end at smøre implementeringen af dagpengereformen ud over tre år? Kunne vi så for alvor flytte noget – på den lange bane?
Mens du tænker over det (og formentlig bestemmer dig for at lige der gik jeg over stregen med al den snak om systemer og magt og folket), vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse den fantastiske historie om The Prophets of Oak Ridge – du kan jo altid beslutte dig for at de bare nogle gamle tosser (ligesom de uge bare er ballademagere) og så er vi lige gode venner for det. Selvfølgelig.
Forår. Luftballoner. Og et godt gammeldags tivoli. På gennemrejse i provinsen. Lige så oldschool som blade der springer ud og tulipaner der blomstrer. #like
Hvis nu bare solen ville lade være med at skinne så lovende lunt, ville det være lettere at være sur på sneen
I morgen skal jeg spille rollen som den bekymrede forælder i noget, man kunne kalde fjernsyn. Noget af det, jeg har tænkt mig at mene er, at vi i stedet for at styrke børnenes livsduelighed (og det mener jeg virkelig er en kerneopgave for folkets skole) ender med at pakke dem ind og vatere dem, fordi heldagsskolen betyder, at de voksne skaber rammerne og styrer slagets gang i en meget stor del af børnenes dag .
På den måde fratager vi børnene muligheden for selv at tage stilling og ansvar og navigere på egen hånd, fordi vi er overbeviste om, at det, børn har brug for at lære, lærer de bedst, hvis det er tænkt af en voksen først.
Ken Robinsons syn på uddannelse er interessant og siger noget om, hvordan vi i stedet kunne vælge at se på – og arbejde med børn og uddannelse.
“The fact is that given the challenges we face, education doesn’t need to be reformed — it needs to be transformed. The key to this transformation is not to standardize education, but to personalize it, to build achievement on discovering the individual talents of each child, to put students in an environment where they want to learn and where they can naturally discover their true passions.”
Ken Robinson
“Creativity is as important now in education as literacy and we should treat it with the same status.”
Ken Robinson
Søndag eftermiddag. En af de dage. Hvor barnet er en firkant og moren er en syvkant, og uanset hvor meget de forsøger, kan de ikke rigtig få formerne til at passe. Indtil de bager pandekager. Sammen. Så står de der bøjet over den varme pande, og moren krammer barnet og forsøger at sige undskyld: Jeg håber ikke, du synes jeg har skældt for meget ud. Jeg ved godt jeg har virket ret sur i dag. Og barnet stikker paletkniven ind under pandekagen, løfter den op i luften og lader den glide ned på tallerkenen ved siden, inden hun siger, tørt: Nej, nej, du har bare virket sådan lidt presset i det. Touché!
Kun sandheden 