I morgen åbner jeg min egen – og eneste – kalendergave.
Vente-vente-vente…
Og bagefter sender jeg en gave videre i systemet – den skal bare liiige materialisere sig først. Men det kommer, det kommer.
Takket være Den kreative pakkekalender skifter 134 gaver hænder i december. Genialt
Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!
Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…
Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!
Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.
Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!
Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).
Ingen skal sætte sorte fingre på de hvide vægge, for kærligheden er som sne, der glimter, når solen rammer tusindvis af krystaller.
Bare en tanke efter premieren på Medealand på Edison i fredags. More to follow…
Randi spørger: Er på jagt efter en kvindelig forfatter, som kan overbevise en kær mandlig ven om at kvinder også rykker på litteraturfronten… ved han er vild med Erlend Loe og Henry Miller, hvis det kan hjælpe. Har du nogle forslag?
God anledning til at jeg kan få lov til at kloge mig lidt på bøger, og eftersom jeg er sådan, der altid har svært ved at huske, hvad jeg har læst, nærmest dagen efter jeg har lagt bogen fra mig, kræver det jo også lidt hjernevirksomhed. I sig selv en udfordring. Men altså lige den der kobling mand – Loe – kvindelig pendant var egentlig ikke så svær, så here goes…
Kære Randi,
Her er en bog, der er mindst lige så vanvittig og (tragi)komisk som Erlend Loes bøger; nemlig En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk. Seriøst, det hedder den. Og den er skrevet af Marina Lewycka. En vanvittig og ret morsom bog om en ukrainsk indvandrerfamilie i England, som har et mildest talt svært forhold til hinanden – og relationerne bliver ikke mindre komplicerede, da den aldrende far gifter sig med en noget yngre og temmelig blond ukrainsk kvinde hvis hensigter ikke er helt så uskyldsrene. En ret underholdende tour-de-force i vanvid.
Jeg har en særlig forkærlighed for bøger om indvandrere og kulturmøder, så den den anden bog, som jeg også tror vil kunne overbevise en skeptisk mand om kvindelige forfatteres værd, er den danske forfatter Lone Aburas’ Føtexsøen, som vist i øvrigt er ved at blive filmatiseret. Den handler om en ung dansk-egyptisk kvinde, der fordriver tiden bag et kasseapparat i Føtex, mens hun tager tilløb til at gøre det, hun virkelig gerne vil. Samtidig fortæller bogen ret underholdende om den egyptiske far, der forsøger at finde rundt i de to kulturer, som han er en del af.
Og nu vi er ved indvandre-historierne, indiske Zadie Smith fortæller altså også historier, hvor der er gang i gaden og masser af god humor. Hvide tænder synes jeg er den bedste.
Tjek også afrikaneren Chimamanda Ngozi Adichie. Hun skriver gudegodt, og både En halv gul sol og Det du har om halsen (hvis du tør udfordre en mand eller nogen overhovedet med noveller) er verdensklasse litteratur, som selv en mand bør elske.
Håber du kan bruge tippene – og at de bliver vel modtaget i den anden ende…
Knus Suzette
P.S. Byd endelig ind, hvis der er nogen af jer andre, der har gode bud på bøger, som kan overbevise mænd (eller bare en mand) om, at kvindelige forfattere rykker.
P.P.S. Hey, måske er det den nye service på bloggen? Bogkassen? Andre, der har brug for at overbevise nogen om noget, der har med bøger at gøre?
Jeg var i Magasin i går for at købe en underkjole, for jeg blir ikke gode venner med den der blondebody inden weekendens store badehotel-fest, som jeg i parentes bemærket forventer mig meget af. Altså festen…
OG i Magasin fik jeg serveret den dejligste te, som kom ud af de smukkeste dåser, og som oveni købet – mark my words – var økologisk. Puha, dårlig kombi, ikke? Altså hvis man ligesom forsøger at skære lidt ind til benet med impulskøbene.
Heldigvis havde den skønne ungmø, der stod – eller skulle have stået – i kassen alt for travlt med diskutere med en veninde i telefonen, så jeg nåede at stå og hænge længe nok ved kassen med min grønne dåse fyldt med guddommelig te fra Løv Organic til, at jeg huskede mig selv på, at jeg jo lige havde købt te og i øvrigt har hylderne fulde af smukke dåser. Men det skal jo ikke holde dig tilbage…
Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).
Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)
Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.
Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.
Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…
Slap lige af en forestilling. Seks kroppe badet i lys og lyd. Jeg ved noget om teater, men ingenting om dans. Men altså den der forestilling, Frost, har så rigeligt fortjent sin Reumert. Goddamn, det var smukt og overraskende og aldeles anbefalelsesværdigt.
Og ved du hvad? De der dansekroppe… hvem der bare havde den overarm eller den mave eller den smidighed eller de proportioner. Smukke, smukke mennesker. Stramme, stramme numser.
I lørdags sad jeg på Nørrebro og broderede og spiste guldkugler – hele dagen. Mest mærkværdigt var det med broderiet, fordi jeg ikke er en brodeuse at all. Men jeg fik sgu smag for det – jeg siger det bare. Mest som en advarsel, hvis det her nu skulle gå hen og blive en hel lille brodeributik.
Guldkuglerne (med chokolade og lakrids og nej, det var ikke spor mærkeligt) var ligesom meget mere mig fra starten – der sidst på dagen, hvor vi toppede guldkugle no. 100 med et stykke kage fra La Glace, var jeg da et øjeblik ved at nå kvalmegrænsen, men altså min sukker-tærskel er faktisk forbavsende høj. Ved jeg nu.
I mens talte jeg med kloge og sjove kvinder og hørte mærkelige og inspirerende oplæg i en lind strøm. Det var alt sammen lutter idyl, inspiration og helt igennem genialt. Og hvis en Geek Girl også er brodeuse, så er det det jeg er!
Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.
Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.
Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!
Kun sandheden 