Kan vi ikke bare blive enige om at det holder at arbejde hjemme i stor varm sweater m te på kanden og Miles Davis på anlægget.Når man så ligefrem kan komme i audiens hos den danske ambassadør i Zambia så er livet sgu godt.
Det er billedet ikke, altså godt, men hey, jeg lever jo nok heller ikke af at være fotograf, ligesom!
Tilgiv mig – thi jeg har syndet. Så dårligt har jeg talt om madpakken og vejen derhen, hvor man smører og smører og smører leverpostej- og makrelmadder i en uendelighed. Og alle de gange, hvor jeg har sukket dybt over halvfyldte madkasser, der kommer med tilbage, fordi børnene har fejret en fødselsdag, spist grønsagssuppe på legepladsen eller bare ikke været lige så sultne, som de plejer. Spild af godt arbejde og kostbar tid.
I går nåede Halfdan kun at være i børnehave i 45 min. før de meget grundige pædagoger havde fundet en skoldkoppe i hans hår og sparkede ham til hjørne. Med ham kom de urørte madkasser også hjem igen.
Og sikke en velsignelse. En gennemsnitlig lørdag-søndag handler jo alligevel mest om at tørre røv og smøre madder til sultne unger. Og den der madpakke i køleskabet viste sig virkelig at optimere weekenden på den gode måde. Bevæbnet med ristede løg kunne jeg lynhurtigt pimpe både leverpostej og spegepølse op til hæderlig frokost og mellemmåltider, nærmest uden at rejse mig fra sofaen.
Så øverst på to-do-listen for weekenden står der fremover: “Smør madder til hele weekenden.” Altså jeg tænker, at der ikke sker noget ved at lave til et par dage, nu jeg er i gang. Det svarer til den madordning, min kommune synes det var passende at udbyde til de små poder – og hvis politikerne vurderer, at det er et forsvarligt tilbud, kan vi vel godt tage det for gode varer og starte med at implementere det herhjemme. Ik?
Hvorfor er det overhovedet ikke sjovt:
– når man prøver at få gang i det der NEM-id og så endelig får den hemmelige kode, som det så lykkes en at fucke så meget op, at systemet beder en bestille en ny, og man på bare fem minutter er slået tilbage til start.
Og hvorfor er det sjovt:
– når en mand, man ikke kender, fortæller en, at hans kone arbejder på skedestuen?
Hvem skulle nu have troet det? Men altså jeg skriver og skriver ud af huset, så jeg slet ikke kan finde på noget at sige, når dagen er slut. Unmmöchlich…
Og så har jeg haft en af de weekender. Af de gode altså, og det skal jeg skynde mig at skrive ned, for det er næsten unheard of så idyllisk det har været med to søde børn t/r København, og den hyggeligste dag i går med tid til at gåtur og bage kage. Ahmen, kan du næsten få luft? Jeg ligger åbenbart lunt i svinget i den der harmoniske bane i universet, som ellers godt kan være lidt svær at ramme. Eller lå – for nu har jeg allerede spillet skæbnen et puds og vælter sikkert på cyklen på vej stationen senere eller… aih, ok jeg kan faktisk ikke lige komme på noget, men hvis nu jeg var coach eller noget i den retning, så var det her vel blevet et indlæg om flow. Men lad mig bare gentage: Det holder at tage hovedspring fra 10 m vippen. Særligt når det viser sig, at man stadig kan svømme.
Og nu er jeg klar til at modtage hovmodens straf. Let it rain!
Disclaimer: Dette meget korte jubelindlæg indeholder uforholdsmæssigt mange bandeord. Beklager. Tror jeg nok.
Så er Suzette Frovin Inc. en uge gammel, og goddamn, det er gået stærkt. Du hører mig ikke klage. For det er fandme sjovt, og det føles virkelig, virkelig som om jeg er kommet hjem. Jeg er meget priviligeret – både over at jeg får lov til at lave det, jeg synes er sjovt, og over at være under pres allerede i den første uge. Det er sgu da et godt kick-off uanset hvad det sker om et halvt år. Heldige kartoffel.
med mindre altså det er lidt street art full of loooove. 
Fandt den her på trappen i morges – bitte lille og gemt væk i et hjørne mellem to trin.
Synes den fortjener at falde for bagatelgrænsen og blive siddende som et lille minde om et barn, der godt kan lide at være her (eller lægger jeg nu for meget i sådan et 4½-årigt hjerte?).
Fik jeg sagt, at der er tre dage til – og at jeg glæder mig helt vanvittigt til at betræde nye stier og genoplive gamle drømme… Vi ses derovre
De sidste måneder har jeg talt og forklaret og diskuteret og overvejet og vendt fordele og ulemper med stort set alle, der har gidet at høre på mig. Tak for det. Tro mig, jeg er blevet uvurderligt meget klogere.
Men altså jeg ved jo først om den her ide kan flyve og holde sig på vingerne, når jeg holder op med at tale og kommer i gang med at arbejde. Og jeg er klar. Virkelig klar. Så kom bare frit frem 1. februar
P.S. I øvrigt er det interessant at opdage, hvor meget sådan en rask beslutning, hvor man tager sig selv og sine drømme alvorligt, smitter af på resten af ens liv. Selv børnene er blevet lidt sjovere at være sammen med. Ikke overraskende, måske. Men dog en tanke værd…
Oh, life is sweet. Indeed.
Nå, men jeg sagt mit job op! Helt enkelt. Ikke dramatisk eller noget. Altså udover jeg jo så også siger farvel til fast løn og et steady forbrug. Det i sig selv var jo også noget af en beslutning, fordi livet trods alt er lettere at sluge når der også er plads til at være magelig.
Men altså i det lange løb er mageligt alligevel ikke nok. Og sådan en orlov gir jo god tid til at tænke over, hvad meningen egentlig er med livet – eller i hvert fald meningen med mit liv. Hvad er det, der får blodet til at bruse og hjertet til at banke? Hvad var det nu egentlig jeg drømte om? Og hvornår er det nu jeg er rigtig glad for livet (altså udover når jeg sidder med fødderne i vand, ansigtet i solen og bliver betalt for at holde fri – men det er jo bare en form for doping, som ikke gælder på den lange bane)?
Egentlig var det ikke så svært, for jeg har gjort det altid, altså skrevet, og det var vel også derfor jeg blev journalist – for at skrive. Alligevel gik der lige nogle år, hvor jeg troede, jeg skulle alt muligt andet men så fik jeg hul på ordene igen – både her og i virkeligheden. Og så den der orlov (ahhhh…). Så selvfølgelig er det simpelt, når først man kommer derhen. Skrive, det er da det jeg skal. Prøve i hvert fald.
Derfor sagde jeg op. Ikke fordi det var et dårligt job, men fordi jeg skal tilbage til kernen. Så nu har jeg tre uger til at afslutte og vende blikket ud mod verden… Klar parat start!
P.S. Og jo, gu er jeg da ved at skide i bukserne af skræk over, om det er den mest vanvittige beslutning, jeg nogensinde har taget, om jeg overhovedet kan leve af at være skriverkarl, og hvad jeg i det hele taget har gang… Selvfølgelig. Part of the process, I guess (hope).
Kun sandheden 