Tag Archives: held i uheld

Slap af med de gaver

Er vi ikke bare i udgangspunktet enige om, at det er for vildt, hvor mange gaver børn får, når de har fødselsdag? Helt ærligt, børnene er jo ligeglade. Og hvor mange af os har ikke oplevet, at børnene flår papiret af alle gaverne og derefter giver sig til at lege med gavebåndet eller spørger, hvornår vi skal have kage.

Endnu værre ville det være, hvis alle familier blev bedt om at redegøre for, hvor meget af den samlede legetøjspark, børnene rent faktisk leger med? Hvis de nu kun have de to, ok så siger vi fire ting, som er deres favoritter, ville vi også slippe for hver dag at skulle rydde op (hos leger vi at børnene hjælper – HAHAHAHA!) efter en mindre atomkrig.

I dag rundede Miss Carla så fire år, og allerede i lørdags fik hun flere gaver, end hun kunne overskue. Så guderne må vide, hvorfor vi (eller det var måske i virkeligheden mest mig) mente, at det var strengt nødvendigt at give hende

  • et par rulleskøjter inkl. beskyttelsespakken (uundgåeligt),
  • en prinsesseudklædningskjole (som hun tror er et reelt stykke tøj – nemesis) inkl. guldsko købt i sidste øjeblik,
  • underbukser og -bluse (det mangler hun virkelig),
  • og ja, så var der selvfølgelig også en gave (lydbog med Vitello-bøgerne, som om det barn nogensinde har kunne sidde endsige tie stille i mere end 15 sekunder ad gangen) fra lillebror.

Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening…

Og nu 12 timer senere er vi allerede mange erfaringer rigere fx at det er dumt at forære et par inline-rulleskøjter til en 4-årig, fordi hun nu hele tiden plager sine forældre om hjælp til at komme ud at prøve gaven. Eller at det er vildt irriterende, at hun ikke har værdiget den meget fine undertrøje, jeg nøje havde udvalgt, et blik. Eller at Halfdan er blevet meget, meget glad for guldskoene. Han fik i øvrigt også en lille gave. Jeg synes ikke han skulle snydes, ligesom…

med emneordet , , , , ,

A pleasant surprise

Hvis vi ser bort fra dengang jeg 10 år gammel lavede Danmarks (sic!) flotteste bogmærke (triple-sic!) og vandt Danmarksspillet og en flot lyseblå nylontaske, har jeg kun vundet en eneste konkurrence.

Det er 3½ år siden, og jeg var lige blevet mor, hus- og haveejer. Så for ligesom at holde stilen vandt jeg en haveplan – altså en tegning af den ultimative have tænkt og akvarelmalet af en havearkitekt.

Tror nok min kæreste var både overrasket over og – lad os sige – uforberedt på, at vi derefter selv skulle både grave og investere tusindvis af kroner i at realisere papirdrømmene.

Som et plaster på såret hedder den officielle historie idag, at han gravede det meste af haven ud – fint med mig, jeg har ikke brug for den mindste credit for, at jeg mestendels gravede de bede selv med en 6 mdr. baby i maven…

Efterfølgende kom havedamen forbi og tog billeder og skrev en artikel til sit haveblad om det unge, uerfarne – udi have forstås – par.

I dag kom posten så med den fineste havebog af havedamen, Laila Sølager, herself. Hvorfor sender hun sin nye bog til mig? Mig bekendt er vi ikke blevet close friends eller noget efter akvareltegning og artikelskrivning, selvom jeg elsker hendes/min have.

Men så fandt jeg billedet fra vores have i bogen – og hvad skal man nu mene om, at det, hun har valgt at fremhæve fra vores lille frimærke, ikke er alle de bede, jeg gravede ud med tyk mave og plukveer, men det der tiny-lille-bitte hjørne, vi aldrig blev færdige med, og hvor der stod en gammel cykel, som skulle have været på lossepladsen for længe siden?

med emneordet ,

En mere trussel og så…

– Hvis ikke I holder op med at larme, slukker jeg for fjernsynet.

– Hvis ikke du holder op med at skrige, bager vi ikke pandekager.

– Hvis ikke I rydder op, kommer jeg ikke ud og hjælper.

– Hvis ikke I rydder op, kommer I ikke til at se børnetime.

– Hvis ikke I rydder op, læser jeg ikke godnathistorie.

– Jeg siger det kun en gang, ellers…

Der er kun to ting at sige om trusselspædagogik:

1) Jeg havde forsvoret, jeg nogensinde skulle blive den tarvelige, truende mor.

2) Metoden har utrolig dårlig effekt – en masse larm, når man bliver tvunget til at føre sin trussel ud i livet, og stort set ingen præventiv effekt efterfølgende.

og nå ja, måske lige en tredje: Der er dem, der hævder at det er meget vigtigt – hvis man absolut må nedværdige sig selv til den form for opdragelse – at der er en umiddelbar sammenhæng  mellem trussel og konsekvens.

På sådan en søndag sker det desværre tit, at jeg løber tør for logiske sammenhænge inden frokost – hvilket på mange måder er ret befriende for så er der ligesom fri leg, og jeg kan opstille de mest perfide trusler. Desværre for årstiden foregår meget af trueriet nu ude i haven – og så er man jo ligesom nødt til at tænke på, at naboerne jo også lytter med når man rammer bunden.

med emneordet , ,

Skoleret

Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening. Promise. Kun det bedste er godt nok til mine børn. Det siger sig selv. Selvfølgelig har de små genier fortjent creme de la creme i alle livets forhold. Næsten ingen slik. Slet, slet ingen sodavand – onde, onde sodavand. Parabener? I think not. Og øko-alt muligt, ja det gir sig selv.

Ok, jeg indrømmer, at jeg ikke har tjekket op på alting. En del beslutninger tages jo også ud fra min uovertrufne moder-intuition og fingerspitzgefühl. I min alder og med fire år som mor har jeg trods alt også en del erfaring at trække på.

Så jeg har selvfølgelig ikke det mindste imod de årlige kontrol besøg hos læger og tandlæger. Mig? Præmie-moren? Hvad skulle jeg frygte?

Indtil i dag hos tandlægen – Halfdans første besøg. Sååå dygtig, kravlede op i stolen, åbnede munden. Alt var perfekt inkl. sutteoverbidet. Skyndte mig selvfølgelig at sige (hvad sandt var, for jeg kunne ikke finde på at lyve over for myndighederne), at han selvfølgelig kun bruger sut, når han skal sove eller er meget ked af det (og når han ser fjernsyn, og når han leger ovenpå hvor sutterne ligger og når forældrene er lidt trætte, men der er jo ingen grund til at gå i detaljer – pointen er at han stort set ikke bruger den sut).

Bagefter fik han en ballon, en tandbørste og en lille tube Zendium tandpasta.

– Bruger I børnetandpasta derhjemme, spurgte tandlægen.

– Ja, det gør vi selvfølgelig, og det er sådan en øko-en, svarede jeg selvsikkert.

– Uden flour!

– Ja!, nu totalt selvsikker for flour kan vi ikke lide.

Sur – nej, måske snarere skuffet tandlægemund.

– Ja, de er jo blevet utrolige populære de seneste år. Desværre ser vi også, at børn, som ellers får sund kost, kommer og har utrolig mange huller. Og det er altså fordi de bruger tandpasta uden flour.

Slemme, slemme mor, som nu ikke kan finde ud af om øko-valg går forud for farverig Postmand Per-tandpasta med wunder-nul-huller-middel…

med emneordet , ,

Bare jeg ikke får et grimt barn

Det kunne faktisk ikke blive mere abstrakt. Vi besluttede os for at få et barn. Jeg blev gravid som i nærmest instantly. Sad og stirrede på den der skæbnesvangre streg på graviditetstesten og kunne ikke finde ud af, om jeg skulle vække min kæreste, eller om det var at gøre for meget ud af det. Det var så vildt, at alle – selv lægen – bare troede på mig, når jeg sagde jeg var gravid.

Jeg var glad, men også lidt presset over, hvad det der lille væsen ville komme til at betyde for mit og vores liv. Og mens jeg forsøgte at koble de ekstra kilo på maven (og brysterne og maven og ansigtet) til et lillebitte menneske, der voksede, begyndte jeg også at tænke over, hvad det mon var for et myr, jeg skulle være mor til.

Tænk, hvis det var et grimt barn. Skiløjet. Kalveknæet.

Så blev jeg scannet og pludselig gik det op for mig, at det slet ikke var det, det handlede om. For tænk, hvis barnet manglede et ben, en finger, havde en hjertefejl eller måske en hjerneskade.

På den anden side af de positive nyheder om et sundt og raskt barn, begyndte jeg at værdsætte det gennemsnitlige. Sikke en lettelse at fosteret så ud til at være som børn er flest.

Åh, men hvad så hvis det var et dumt barn. Ikke uintelligent (heller ikke så godt), men bare sådan uinteressant. Hvad nu hvis det blev et ugideligt barn. Initiativløst. Et barn som skulle nødes til alting. Og sådan fortsatte det i samfulde 36 uger indtil Carla blev født.

Nu kan jeg se, at jeg burde havde tænkt helt anderledes. Efter fire år som mor til atomic kid og hendes lillebror havde det vist været mere på sin plads at tænke:

– Bare det ikke bliver et barn med et meget lille søvnbehov, som vågner kl. 5 om morgenen uanset sengetid.

– Bare det ikke bliver et barn, som har meget svært ved at falde i søvn om aftenen.

– Bare det ikke bliver et barn, som sover virkelig dårligt om natten

– Bare det ikke bliver et barn, som er hyperaktivt.

– Bare det ikke bliver et barn, der ikke har tålmodighed til at se fjernsyn.

– Bare det ikke bliver et barn, som har et helt overdrevent temperament.

– Bare det ikke bliver et barn, som snakker konstant.

– Bare det ikke bliver et barn, der spørger alle om alt.

– Bare det ikke bliver et barn, der larmer så man tror man er ved at blive sindssyg.

Indimellem tænker jeg helt ærligt at sådan en lille indadvendt fætter, som kunne sidde og nørkle med noget lego, eller som kun modvilligt lod sig trække væk fra fjernsynet, eller som lige kunne tage en time eller to mere, når han kom ind i forældrenes seng, ville være at foretrække.

Så kunne jeg fx være sådan en, der lød sådan lidt søvndrukken, hvis folk ringede før kl. 10 i weekenden for at spørge om mine børn kunne lege – og jeg kunne sige: “Ved du hvad [gaaab]. Vi sidder lige og spiser morgenmad, må jeg ringe til dig lidt senere, når ungerne er kommet til sig selv.” I stedet for at være hende, der sender smser til de andre forældre kl. 8 om søndag morgen for at høre, om deres børn kan lege snarest.

med emneordet , , ,

Pyha!

Efter tre – eller var det fire – dage med totalt eksemplariske børn, som svarede med et smil, når jeg bad dem lade være med at kravle op i vindueskarmen eller ikke gad at lægge puslespil, som spiste deres aftensmad med begejstring (mmm, der er også champignoner i) og som sov både middagslur og lige til kl. 7 om morgenen, er vi nu heldigvis tilbage i normaltilstanden. Og gudskelov for det – det andet gør mig sgu både nervøs og stresset.

Altså nu har jeg endelig lært at navigere efter børn, der brokker sig, når aftensmaden kommer på bordet (pizza  og pasta undtaget), børn, der bliver uvenner når deres lege (helt forudsigeligt) bliver alt for vilde, børn, der kaster sig ned på gulvet med hysteriske skrig som afrikanske kvinder ved en begravelse, når de får nej. Det er ikke fordi, det er nemt, men det er forudsigeligt – hvorimod det andet… jeg blir rastløs og rundtosset af det, for når jeg ikke skal irettesætte, trøste eller henslæbe lørdagen i zombietilstand efter alt for lidt søvn, hvad er det så lige jeg skal. Hvad er det så for en forældre jeg skal være – en der bager kage? En der bygger ridderborge? En der bare ligger og læser på sofaen, mens børnene leger?

Så jeg fik næsten lyst til at kramme børnene efter de havde haft den første konflikt i dag – alt er ved det gamle, og jeg blir ikke arbejds- eller identitetsløs lige med det samme. Pyha!

med emneordet , , ,

Tak sommertid

Der var engang, hvor overgangen til vintertid nærmest var den fedeste tid på året. Helt gratis fik man foræret en ekstra times søvn. Knap så attraktivt når über a-barn vågner kl. 5 for så er klokken jo sådan set kun midt om natten, og den ekstra time er ikke en gave, men et unødvendigt tillæg til døgnet, som får dagen til at virke uendelig.

Nej, så er der sgu noget ved sommertid. Ah, at vågne 7.30 (ok, den var faktisk kun 6.15 i real time, men altså hvis man runder op, er vi jo meget tæt på halv otte i sommertid), og så gør det altså ikke noget, at jeg ikke har sovet mere end normalt.

med emneordet , ,

Er du syg?

Dejlig weekend, tror jeg nok lige. Koncert med store fadøl og pommes frites på vejen hjem. Brunch med alle de gode venner, vi ser alt for sjældent. Verdens længste gåtur med tømmermænd gennem København.

Ret præcis beskrivelse af den fysiske følelse af tømmermænd... creepy Copenhagen

En obskur lille udstilling på et undseeligt galleri på Vesterbro. Hjem og lure den et par timer på hotellet. Dejlig mad på Le Le. God film i Vester Vov Vov. Og så sove, sove, sove, sove. Søndag nåede vi lige kaffe og gennemtrawling af BÅDE søndagspolitiken – og berlingeren, inden vi kom hjem til glade børn og bedsteforældre.

Åhr, hvor man elsker sine børn efter sådan en tur i drømmeland. Og åhr, hvor man elsker sine forældre, når det viser sig, at Halfdan både har kastet op og haft den onde diarrhea og stort set været vågen hele natten sammen med morfar.

I går aftes kastede Carla så op, inden hun gik i seng. Værst tænkelige tidspunkt – for er  hun så mon syg i morgen? Og hvor hurtigt efter hun er stået op, kan man beslutte sig for om hun skal blive hjemme eller skal af sted?

Da Halfdan havde fortalt den første historie om en bænkebidder, der hopper højt op i luften og vupti så spiser den mig, var vi enige om, at han var fit for fight til vuggestue.

Carla sov længe nok til at vi burde overveje om hun skulle af sted. Ligbleg så hun ud, da hun endelig kom ned. Og vi forsøgte at diagnosticere os ud af situationen på engelsk for ikke at vække frøkenens drama queen.

Så vi blev enige om, at hun vist ikke helt var sig selv, men udsigten til en hjemmedag og et besøg på farens arbejde gav straks betydeligt mere farve i kinderne og hendes selvtilfredse smil, da lillebror blev skippet af sted til institutionen, slog vist ligesom fast, at hun nok hverken var voldsomt plaget af feber eller maveonde… men så var det ligesom for sent. For det går jo ikke at aflevere et barn i børnehave, som meget vel kunne finde på at åbenbare, at hun faktisk var for syg til at være der.

med emneordet ,

Man sætter da børn i bur

Når jeg er ved at kaste op over synge-pixibøger (hvad faen er det også for en genre) eller pege-hvad-laver-børnene-mon-der-hos-lægen-bøger (ved ikke hvorfor børnene elsker det, når jeg ikke gør), plejer Kim Fupz Aakesons bøger at være en god redningsplanke.

Vores nye yndlingsbog er Damen, der elskede sin dreng – om en mor, der er så bange for at der skal ske hendes dreng noget, at hun spærrer ham inde i et fuglebur, og drengen vokser sikkert op – som due. Og jeg skal love for at Rasmus Bregnhøj ikke lægger fingrene imellem, når han illustrerer forældres irrationelle angst.

Tegningen er i øvrigt en næsten tro kopi af, hvordan det så ud sidste forår, da miss Carla faldt ud af vinduet fra første sal.

Jeg hørte et skrig (en anelse mere panisk end de skrig, der normalt forhindrer enhver for tavshed i at indfinde sig her på matriklen), løb op af trappen og der hang mit 3-årige barn ud af vinduet – ikke med en snor om halsen, men i sin gule/lillastribede trøje, som med næsten guddommeligt held havde sat sig fast i en af hasperne. På sengen under vinduet sad en ny legekammerat, der var på besøg for første (og eneste) gang.

Efter det fik jeg faktisk også lyst til at købe et fuglebur til mine børn, så jeg aldrig mere skulle bekymre mig om dem. Og måske er det derfor både Carla og jeg er blevet så glade for den bog…

med emneordet , , ,

Mor har travlt med at blogge

[Disclaimer! Der bliver holdt giga-gigantisk linkfest i nedenstående tekst. Håber du kommer ædru igennem]

Nu stopper det! Var netop kommet mig over at blive hængt til tørre på Grob sammen med resten af min generation af peak-hungrende, nichesøgende m/k’er. Og nu må jeg så se mig selv – og mange af jer andre i øvrigt  (bare fordi det føles bedre at gå ned sammen nogen) – stillet til skue som Mommy blogger i selveste New York Times. Ja, altså ikke mig personligt, men os i fællesskab – 30+ kvinderne, der sidder med snuden i tastaturet i tide og utide.

På unikabarometeret (halleluja) tror jeg efterhånden kun vi her i huset – uvist af hvilken grund i øvrigt – slår ud på navnebarometeret, fordi det mirakuløst lykkedes os at styre uden om først Laura, Sofie og Mathilde og siden Lucas, Mikkel og William i de år, hvor de ellers lå lige til højrebenet.

Og lad os bare få lidt flere lig på bordet med det samme, for det ser ud til at jeg finder vej til statistikkerne og avisspalterne før eller siden

– Bogklubben: Min eneste trøst er, at min bogklub er seks år gammel, men ellers er det lige efter bogen med den læseklub (so to speak)

– Frivilligt arbejde: Laver selvfølgelig også liiiige noget frivilligt arbejde sammen med alle de andre

– Orlov med hele familien. Lige om lidt holder vi orlov – eller for at være mere præcis, vi holder den her orlov for selvfølgelig kom vi bare op med en anden populær plan, efter vi med overbærende suk havde skippet turen til Thailand.

–  Vi er i øvrigt også nogle af de der forældre, der inddrager vores børn i alt for mange beslutninger. Fx har jeg længe insisteret på, at Carla selv skal finde tøj frem om morgenen (mit argument er, at jo mere selvhjulpen hun er, jo mere kan jeg ligge på sofaen og læse bøger til mit næste bogklubmøde, og jo mindre er det mig, der skal ringe til SU-styrelsen for hende når hun er flyttet hjemmefra). Men processen har selvfølgelig smittet af på barnet, der tænker: “Inddragelse er godt. Mere inddragelse er bedre.” Så derfor indgår lillebroren nu også i udvælgelsen af lille trøje 1 fremfor lilla trøje 2 og lilla gamacher alene eller sammen med lilla kjole, hvilket har gjort morgenseancen til et veritabelt mareridt.

Fordelen ved, at vi åbenbart er en generation af lemminger, opvejer jo så langt skuffelsen over ikke at være firstmover. For goddamn, det er jo så dejligt at blive bekræftet i at jeg ikke er den eneste mor i universet, der indimellem synes det er lidt synd for mig, at jeg er den voksne…

med emneordet , , , ,