Dejlig weekend, tror jeg nok lige. Koncert med store fadøl og pommes frites på vejen hjem. Brunch med alle de gode venner, vi ser alt for sjældent. Verdens længste gåtur med tømmermænd gennem København.
Ret præcis beskrivelse af den fysiske følelse af tømmermænd... creepy Copenhagen
En obskur lille udstilling på et undseeligt galleri på Vesterbro. Hjem og lure den et par timer på hotellet. Dejlig mad på Le Le. God film i Vester Vov Vov. Og så sove, sove, sove, sove. Søndag nåede vi lige kaffe og gennemtrawling af BÅDE søndagspolitiken – og berlingeren, inden vi kom hjem til glade børn og bedsteforældre.
Åhr, hvor man elsker sine børn efter sådan en tur i drømmeland. Og åhr, hvor man elsker sine forældre, når det viser sig, at Halfdan både har kastet op og haft den onde diarrhea og stort set været vågen hele natten sammen med morfar.
I går aftes kastede Carla så op, inden hun gik i seng. Værst tænkelige tidspunkt – for er hun så mon syg i morgen? Og hvor hurtigt efter hun er stået op, kan man beslutte sig for om hun skal blive hjemme eller skal af sted?
Da Halfdan havde fortalt den første historie om en bænkebidder, der hopper højt op i luften og vupti så spiser den mig, var vi enige om, at han var fit for fight til vuggestue.
Carla sov længe nok til at vi burde overveje om hun skulle af sted. Ligbleg så hun ud, da hun endelig kom ned. Og vi forsøgte at diagnosticere os ud af situationen på engelsk for ikke at vække frøkenens drama queen.
Så vi blev enige om, at hun vist ikke helt var sig selv, men udsigten til en hjemmedag og et besøg på farens arbejde gav straks betydeligt mere farve i kinderne og hendes selvtilfredse smil, da lillebror blev skippet af sted til institutionen, slog vist ligesom fast, at hun nok hverken var voldsomt plaget af feber eller maveonde… men så var det ligesom for sent. For det går jo ikke at aflevere et barn i børnehave, som meget vel kunne finde på at åbenbare, at hun faktisk var for syg til at være der.
Kun sandheden 