Tag Archives: familie

7. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Alle elsker Selma

Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.

Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.

Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.

Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?

med emneordet , , , , , ,
29. april 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Nåhr, en baby

Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).

Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke,  at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…

Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.

Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…

med emneordet , , , , ,
26. april 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Farmorbørn, Gaver, Orlov

Giv mig den nu tilbage

Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.

Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.

I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.

Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.

Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…

med emneordet , , , , , ,
21. april 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Fødselsdags- og fridagseufori

I et anfald af begejstring over fødselsdagsglade børn, der spontant krammer hinanden, og jeg-har-fri-og-fortrænger-at-madpakkerne-venter-forude fandt jeg den store krea-kasse frem. Og eftersom jeg køber et par diy-accessories om ugen, men har problemer med talenter og tålmodighed, særligt når det involverer BÅDE mig og mine børn, er der virkelig tale om en rimelig velassorteret filial af Pandoro.

Jeg havde set de fineste dream catchers ovre hos Minimega og se det er overskudsmor efter min smag, for der er plads til et par skæve vinkler, dovne sakse og lette løsninger. Så vi kastede os ud i det…

Jeg kom vist til at skælde ud et par gange undervejs, men det er sgu da også fordi børn skal pille i alting og trække i tråde, der endnu ikke er fæstnet.

Bagefter fortalte jeg, at det fine ved dream catchers er, at de tager de onde drømme, hvilket selvfølgelig straks fik den spørgelystne fødselar til at undre sig. For hvor lægger drømmefangeren de onde drømme hen? Ehm, man kan jo ikke så godt svare, at den holder fast på dem, for så ender de jo med at have et helt horror-drømmebibliotek hængende over deres senge. Så det blev et af de der sludre-vrøvle-se-hvor-fin-den-er-blevet-svar.

Og så snakker vi ikke mere om det. Hvornår lærer de unger at være taknemmelige for deres forældres uventede overskud i stedet for at pille koncepterne fra hinanden.

med emneordet , ,
15. april 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Der var du

Og spørg mig om jeg har savnet dig alle de lange, mørke vinteraftenener, hvor gryderne stod og simrede på komfuret. Men nu står barometeret på forår, og så er det tid til at kaste alle forbehold overbords for nu skal der serveres koldskål.

Spædet op med havregryn kan det vist godt gå an som aftensmad fra nu af og de næste mange måneder, altså ikke hver dag selvfølgelig – bare sådan et par gange om ugen.

Den første liter blev budt velkommen med friske jordbær – det kommer nok ikke til at ske igen. Ligesom jeg heller ikke kommer til at stå og rode med kærnemælk, æg og what not. Koldskål handler ikke om gør det selv, men om gør det nemt.

Mig? Nej, jeg skal ikke nyde noget. Jeg blev stopfodret med det stads hele min barndom og synes ikke det har noget som helst med aftensmad at gøre…

med emneordet , ,
6. april 2010
2 kommentarer
Farmorbørn

Skrid Dan Turell

Det kan godt være, at Dan Turell var så skide begejstret for hverdagen, men lur mig om han stod op kl. 6 hver morgen og tryllede makrel, leverpostej og figenpålæg om til nogenlunde forsvarlige madpakker.

Tror nok jeg også ville være fan af hverdagen, hvis jeg skulle sidde og skrive digte med kaffe på kanden, en smøg i mundvigen og nylakerede negle.

med emneordet , ,
5. april 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Ska jeg læse en bog for dig?

Gid den her ferie aldrig fik ende – og godt der kun er 2½ måned til evighedsferien.

Ikke bare en enkelt morgen, men hver morgen har vi sovet til kl. 7+ – hvilket er to timer mere end vi er vant til, bare hvis du stadig synes det er tidligt.

Og hver morgen tilbyder Carla at læse en bog for Halfdan. Så lægger de sig med deres dyner i hendes seng og læser og snakker og griner…

På et tidspunkt ender det selvfølgelig med pudekamp, råb og ballade. Men når man har fået en ½ time ekstra til at vågne og ligge i ske med sin kæreste, er det lidt lettere at undertrykke den sure mor, lidt lettere at bære over med spildt mælk i sofaen, lidt lettere grine af børnene, når de hellere vil lege gemme end have tøj på. Ferie holder hundrede.

med emneordet , , , ,
3. april 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Orlov

Vejen til paradis

Så er ruten for årets forlængede sommerferie – fik jeg sagt, at det er tre måneder – ved at være lagt.

En uge i Berlin og derefter videre til Nürnberg og hente et monster af en autocamper, som ingen af os er sikre på, at vi kan køre…

Den stiplede linie ind over Tjekkiet er tidsoptimistens (mig) rute. Den anden mere direkte rute er skeptikerens (min kæreste). Så der er basis for en god diskussion om, hvorvidt vi skal køre lige ud eller dreje til højre allerede, når vi har hentet bilen.

Den tværgående rute mod vest og over vand er Halfdans…

med emneordet , , ,
30. marts 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Pyha!

Efter tre – eller var det fire – dage med totalt eksemplariske børn, som svarede med et smil, når jeg bad dem lade være med at kravle op i vindueskarmen eller ikke gad at lægge puslespil, som spiste deres aftensmad med begejstring (mmm, der er også champignoner i) og som sov både middagslur og lige til kl. 7 om morgenen, er vi nu heldigvis tilbage i normaltilstanden. Og gudskelov for det – det andet gør mig sgu både nervøs og stresset.

Altså nu har jeg endelig lært at navigere efter børn, der brokker sig, når aftensmaden kommer på bordet (pizza  og pasta undtaget), børn, der bliver uvenner når deres lege (helt forudsigeligt) bliver alt for vilde, børn, der kaster sig ned på gulvet med hysteriske skrig som afrikanske kvinder ved en begravelse, når de får nej. Det er ikke fordi, det er nemt, men det er forudsigeligt – hvorimod det andet… jeg blir rastløs og rundtosset af det, for når jeg ikke skal irettesætte, trøste eller henslæbe lørdagen i zombietilstand efter alt for lidt søvn, hvad er det så lige jeg skal. Hvad er det så for en forældre jeg skal være – en der bager kage? En der bygger ridderborge? En der bare ligger og læser på sofaen, mens børnene leger?

Så jeg fik næsten lyst til at kramme børnene efter de havde haft den første konflikt i dag – alt er ved det gamle, og jeg blir ikke arbejds- eller identitetsløs lige med det samme. Pyha!

med emneordet , , ,
27. marts 2010
2 kommentarer
Farmorbørn

Solskinsdag

Hvis denne lørdag er en forsmag på min påskeferie, kan jeg bare sige, at jeg har nogle geniale dage i vente (glemt er allerede 05.15 og med al min kendskab til Nemesis’ lunefulde humør har jeg jo allerede spændt ben for mig selv med dette indlæg, hvilket må siges at være ret dumt, når jeg skal være alene med begge børn i morgen).

Dejlig brunch, lang forårsgåtur i skoven og en idyllisk eftermiddag med børn så søde, som man ellers kun tør drømme om.

Carla og jeg lavede fødselsdagsinvitationer – mønsterbarnet valgte selv motivet til kortet og klippede koncentreret fredstegn ud i et væk – se det er jo et barn efter sin mors smag. Så cyklede vi efter frimærker og sendte invitationerne af sted. Og da vi bagefter stod og skar kartofler ud sammen ved køkkenbordet, lignede vi formentlig en af de der stylede familier omgivet af lutter harmoni og blød, blød candyfloss.

Og nu er idyllen dokumenteret, så jeg har et sted at finde trøst, hvis resten af ferien bliver en lang konflikt og lort med lort på…

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →