Tag Archives: familie

Hvis du overvejer at blive skilt…

Jeg sir bare, at det spreder sig som ringe i vandet, det der med at gå fra hinanden, og det er både meget, meget sørgeligt og freaking scary. Det minder sgu ret meget om svineinfluenzaen; ingen kan vide sig sikre, alle kan blive smittet – og der findes ingen vaccine…

Og så netop i går efter en uge med lidt for mange af de lidt for kedelige meddelelser, sendte P1 et helt forrygende program om skilsmisser fra før verden gik helt af lave; nemlig fra de gode gamle efterkrigsdage.

Der var flere fantastiske bemærkninger, som fx denne dialog mellem den svært belærende radiovært og en ung kvinde, der er kommet i ulykkelige omstændigheder og nu lever et relativt lykkeligt liv som enlig mor:

– Vidste De ikke, hvad der kan ske, når en mand og en kvinde har samvær?

– Jo.

– Hvem havde fortalt Dem det?

– Min mor.

– Hvornår fortalte Deres mor Dem, hvad der kan ske, hvis en kvinde ikke passer på sig selv?

– Efter jeg var blevet gravid.

Eller denne lille huskekage til alle de vildfarende sjæle, der smider deres ægtefælle på porten:

De tror, de vågner op i baronens seng, men snart finder de ud af, at de ligger alene på møddingen!

Så kan I lære det!

Tjek udsendelsen ud

med emneordet , , , ,

Social arv

Hvad siger det om mig, at mit barn siger ting som:

“Skal vi ikke lige sætte os ned og finde ud af, hvad vi skal lave i dag?”

“Skal vi ikke sætte os og drikke en kop te.”

“Skal vi ikke bage en kage?”

“Hvornår skal vi i gang med det der projekt, hvor vi samler penge ind til Afrika?”

med emneordet , ,

Om at sige farvel – og at elske

I dag har været den smukkeste frostklare dag med knitrende rimfrost på træerne. En usædvanligt stille dag. En dag på kanten af det nye år, og en dag, hvor en rigtig god ven tog afsked med sin mor, der kun lige lærte sit lille nye barnebarn at kende, før hun forlod alle dem, der elskede hende.

Jeg kendte ikke hans mor særlig godt, men jeg holder af ham, der mistede – og derfor sad jeg i kirken for at vise min medfølelse. Og jeg holdt ekstra godt fast i min kæreste for det er sådan en dag, man bliver mindet om, hvor sårbart livet er.  Det er så banalt det med kærligheden, men det gælder jo i bund og grund om at elske, mens man kan. For livet er flygtigt og det enestående ved kærligheden får hverdagen alt for let gjort kål på.

Det er sådan en dag, hvor man forstår, at når man mister, flytter sorgen ind. Nogle dage føles tabet måske ikke helt så tydeligt, men bunden på den lille kasse med savn truer hele tiden med at falde ud. Sorgen bliver ens nye ven, som man er nødt til at tage imod med åbne arme, hvis livet stadig skal give mening.

Det er sådan en dag, hvor man kysser sine børn en ekstra gang, og føler sig meget privilligeret over at være elsket og at have nogen at elske.

med emneordet , , , ,

Og det vil jeg selvfølgelig gerne beklage

Og hvordan får en småbørnsmor så tid til at sidde og skrive blogindlæg kl. lidt i aftensmad og madpakker? Mens det ene barn er i bad, og det andet piver sig ud af den urimelige opgave det er selv at finde et par rene underbukser?

Ak ja, meget kan lade sig gøre, når begge forældre ved et tilfælde (eller en fejl?) er hjemme på samme tid. Ikke ligefrem en model, vi normalt dyrker alt for meget her på matriklen, men det er sgu egentlig helt hyggeligt – og gir faktisk ligefrem sådan en lidt kernefamilie-agtigt følelse. Som klart kan anbefales. Bare et tip fra en forældre til en anden…

med emneordet , , ,

*************

Jeg har ondt i halsen. Men det er ikke det værste. Heller ikke, at jeg hoster og hoster. Det værste er derimod, at jeg har mistet stemmen. Er I klar over, hvor svært det er at være mor en hel søndag, når man hvisker?

Alene det at få børnene til at være stille nok til at de kan høre, at jeg rent faktisk forsøger at få dem til at holde op med at hoppe i sofaen eller stikke sværd i øjnene på hinanden eller spise alle pebernødderne (så der ikke er nogen til mig nu, hvor jeg holder sofapause, mens resten af familien er i svømmehallen)…

Nogen, der har erfaringer med at mime godnathistorier?

med emneordet , ,

Vil du have en mavepuster?

”De refererede for hinanden samtaler som de havde haft med andre forældre, og forsikrede stakåndet hinanden om at det blev nemmere om et års tid, om to år, når den mindste blev tre, når de begge var over fem, når ingen af dem brugte ble, når de var i skolealderen…”

Er det en samtale I har haft derhjemme? Bare lidt?

Eller hvad med det her:

”Med samme skæve smil forholdt de sig til de efterhånden allestedsnærværende populærvidenskabelige håndbøger om ernæring og trivsel i familien, som Rune og Anna med en vis selvrespekt kunne proklamere, at de aldrig kunne finde på at købe, men som alligevel fandt vej til deres lejlighed […] og de talte om at det var hysterisk, kvasireligiøst og potentielt farligt, men endte alligevel med bagest i hovedet at lagre nogle af de vejledende ideer og gode råd og måske afprøve en madopskrift eller to.”

Nu kom jeg så til at sige, at den måske ikke var så god, men i mellemtiden har jeg så rent faktisk læst Nikolaj Zeuthens bog Verdensmestre, og jeg har knap fået vejret endnu. Egentlig er det en ret nøgtern beskrivelse af livet , som det former sig for parret Anna og Rune og deres to små ønskebørn, men skal jeg love for, at han får hængt alle os, der er børn af 70’erne og blev forældre i 00’erne, til tørre. Eller i hvert fald mig og så mange i min omgangskreds, at det begynder at ligne en tanke, en form for et fænomen, en generationsting.

Siger det her dig noget:

”Et gennemgående problem som især viste sig med den treårige Emma, var at barnets eget velbefindende og trivsel var det eneste pejlemærke for hvor vellykket projektet var. Rune og Annas valg førte langt fra altid tilbage til et fastforankret sæt af ideer og overbevisninger, men indgik snarere som indimellem ganske flagrende dele af en hele tiden igangværende proces hvor målet var at fremelske bestemte egenskaber i datteren, og hvor det derfor var hendes adfærd der var evalueringsrapporten hvori man kunne læse hvor godt eller dårligt målsætningen var lykkedes.”

For ikke at forglemme det evige dilemma:

”De kunne således godt på en lørdagsudflugt i en snæver vending give Emma en hotdog i en pølsevogn, men mens hun stod der med maden i sine små hænder og smilende lod den forsvinde ned i sit sarte og letpåvirkelige fordøjelsessystem, gjorde de sig begge mere eller mindre abstrakte, diagrammatiske forestillinger om hvordan farvestofferne og de øvrige E-numre trængte ind i mavesækken og tarmene og hjernen, hvordan de små giftpartikler satte sig i Emmas væv, hvordan fedtet og ketchuppen og remuladen og de ristede løg helt givet ville virke på Emma i retning af mathed og følelsesmæssige udsving, og i mange timer efterfølgende ville den røde pølse være et negativt pejlemærke for Rune og Annas forståelse af Emmas adfærd og humør.”

Det er ikke særlig sindsoprivende og sine steder både forudsigeligt, kedeligt og temmelig gennemsnitlig. Præcist som mit liv. Læs den, hvis du tør.

med emneordet , , , ,

Hjemmegående mænd er nogle vatpikke

Ahem, var det ikke konklusionen på gårsdagens afsnit af Borgen? Jeg indrømmer, jeg havde kvalme inden programmet begyndte, og at jeg fik tiltagende feber undervejs, men det var ligesom han visnede lidt, ham lækkermusen af en mand, som Fru Statsministeren har gående derhjemme, ikke? Altså i starten var der nærmest ikke ende på alle de tilnærmelser de to kunne nå i løbet af et almindeligt 24 timers døgn. Næsten så jeg blev en smule forpustet over min egen middelmådighed.

Men så skal jeg love for at patienten døde. Efter 2.000 år ved kødgryderne, var der nogle kvinder der begyndte at hviske noget om, at de da også godt kunne tænke sig at tjekke livet ud på den anden side af matriklen. Det forsøger vi sådan set stadig at gøre noget ved her 40 år+ down the line.

Men mænd – jamen, det går slet ikke, vel. De er jo jægere for pokker. De skal ud og spille med musklerne. Ud og vise hvad de dur til, for der er sgu ikke meget anerkendelse at hente hjemme ved opvaskemaskinen (selvom Statsministerens mand næsten ikke laver andet i Borgen) eller i at være far for sine børn. Alt det nitty-gritty hjemmegående what-not, det er sgu da lige til at blive muggen og impotent af. Tell me about it! Så er der da ikke noget at sige til, at han er nødt til at gå efter den der toplederstilling, vel? Så han kan tage sin kone på køkkenbordet, for hvis der er noget, der kan få den op at stå hos mænd, så er det magt. Og indflydelse. Og penge.

Ja, det er ikke noget jeg har fundet på. Det var bare en fornemmelse jeg sad tilbage med i går aftes. But then again. På det tidspunkt havde jeg både kvalme, feber og hovedpine….

med emneordet , , ,

Den bedste kur mod savn

Når nu det hele gør lidt ondt, og der er alt for lang tid til nye eventyr, og man allerede savner de gamle, er det så dejligt at lukke øjnene og lade verdens bedste film kører på replay.

Ren harakiri – og så har du jo ikke en gang set de 2.000 billeder af børn, der smiler og bader og griner og spiser is og krammer og leger og elsker at være på tur.

Heldigvis er der også andre billeder i kameraet fx lidt dokumentation af tysk fastfood. Og egentlig savner jeg jo hverken silde- eller laksesandwich med rå løg og syltede agurker. Så er frikadeller trods alt at foretrække.

med emneordet , , , ,

Farvel zen

Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.

Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.

Og ellers er der bare at glæde sig over:

– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.

– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.

– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.

Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.

med emneordet , , , , ,

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,