Det kunne faktisk ikke blive mere abstrakt. Vi besluttede os for at få et barn. Jeg blev gravid som i nærmest instantly. Sad og stirrede på den der skæbnesvangre streg på graviditetstesten og kunne ikke finde ud af, om jeg skulle vække min kæreste, eller om det var at gøre for meget ud af det. Det var så vildt, at alle – selv lægen – bare troede på mig, når jeg sagde jeg var gravid.
Jeg var glad, men også lidt presset over, hvad det der lille væsen ville komme til at betyde for mit og vores liv. Og mens jeg forsøgte at koble de ekstra kilo på maven (og brysterne og maven og ansigtet) til et lillebitte menneske, der voksede, begyndte jeg også at tænke over, hvad det mon var for et myr, jeg skulle være mor til.
Tænk, hvis det var et grimt barn. Skiløjet. Kalveknæet.
Så blev jeg scannet og pludselig gik det op for mig, at det slet ikke var det, det handlede om. For tænk, hvis barnet manglede et ben, en finger, havde en hjertefejl eller måske en hjerneskade.
På den anden side af de positive nyheder om et sundt og raskt barn, begyndte jeg at værdsætte det gennemsnitlige. Sikke en lettelse at fosteret så ud til at være som børn er flest.
Åh, men hvad så hvis det var et dumt barn. Ikke uintelligent (heller ikke så godt), men bare sådan uinteressant. Hvad nu hvis det blev et ugideligt barn. Initiativløst. Et barn som skulle nødes til alting. Og sådan fortsatte det i samfulde 36 uger indtil Carla blev født.
Nu kan jeg se, at jeg burde havde tænkt helt anderledes. Efter fire år som mor til atomic kid og hendes lillebror havde det vist været mere på sin plads at tænke:
– Bare det ikke bliver et barn med et meget lille søvnbehov, som vågner kl. 5 om morgenen uanset sengetid.
– Bare det ikke bliver et barn, som har meget svært ved at falde i søvn om aftenen.
– Bare det ikke bliver et barn, som sover virkelig dårligt om natten
– Bare det ikke bliver et barn, som er hyperaktivt.
– Bare det ikke bliver et barn, der ikke har tålmodighed til at se fjernsyn.
– Bare det ikke bliver et barn, som har et helt overdrevent temperament.
– Bare det ikke bliver et barn, som snakker konstant.
– Bare det ikke bliver et barn, der spørger alle om alt.
– Bare det ikke bliver et barn, der larmer så man tror man er ved at blive sindssyg.
Indimellem tænker jeg helt ærligt at sådan en lille indadvendt fætter, som kunne sidde og nørkle med noget lego, eller som kun modvilligt lod sig trække væk fra fjernsynet, eller som lige kunne tage en time eller to mere, når han kom ind i forældrenes seng, ville være at foretrække.
Så kunne jeg fx være sådan en, der lød sådan lidt søvndrukken, hvis folk ringede før kl. 10 i weekenden for at spørge om mine børn kunne lege – og jeg kunne sige: “Ved du hvad [gaaab]. Vi sidder lige og spiser morgenmad, må jeg ringe til dig lidt senere, når ungerne er kommet til sig selv.” I stedet for at være hende, der sender smser til de andre forældre kl. 8 om søndag morgen for at høre, om deres børn kan lege snarest.
Jeg er alene, helt alene hjemme, og jeg insisterede på, at børnene ryddede op, inden de tog af sted. Kun med det ene formål, at jeg kunne vinke farvel og derefter kaste mit korpus i sofaen resten af dagen uden at få øje på et eneste stykke legetøj. Synes det der alenetid går allerbedst, hvis man kan bilde sig selv ind at man slet ikke har børn, og det her er sådan mit liv ville være, hvis jeg ikke havde reproduceret mig selv; stille og uendeligt med masser af kager og varm te. Jeg har så ingen kager, så nu spiser jeg børnenes is i stedet.
Kun sandheden 