- At din første barsel var piece of cake, og at du skulle have benyttet dig af det i tide. Nu er der mest af alt dømt arbejdslejr.
- At du kommer til at tælle minutterne til din kæreste kommer hjem og afløser dig.
- At det kommer til at føles som en ferie at være alene med kun et barn.
- At du kommer til at indføre milimeter-diktatur i dit parhold a la hvis jeg skal vækkes 100 gange om natten, så skal min kæreste også – også selvom han ikke kan amme.
- At antallet af rynker stiger eksponentielt med, hvor mange timers søvnunderskud du er i.
- At du kommer til at servere flere fryseretter, pasta med ketchup og havregryn til dit første barn end du havde drømt om – for overhovedet at kunne få hverdagen til at hænge sammen.
- At du er for træt til at tabe dig – mest fordi du har fortjent så meget chokolade for at stå anstrengelserne igennem.
- At du indimellem har lyst til at løbe hjemmefra – bare for at få en lille flig af dit gamle liv tilbage.
- At du får dårlig samvittighed over, hvor god nr. 2 barn er til at underholde sig selv, og hvor dårlig 2’eren er til at lægge puslespil og svømme og tælle, fordi du aldrig har tid til at lægge puslespil en hel eftermiddag.
- At du ikke kommer til at fortryde beslutningen om at få et barn mere, fordi du er for træt til at reflektere over dit liv, mens du er på barsel 2. gang.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: begyndelse
En dag tilbage
Om 18 timer går jeg ud af døren på arbejdet og kommer først tilbage, når alle begynder at glæde sig til efterårsferien. Når man kommer på den anden side af vågne nætter, amning og babygråd føles det egentlig ret priviligeret at kunne holde en hel sommer fri med sine familie – og endda med lidt barselsgoder (cool cash) i tasken.
Så kom bare med sommeren, for de næste 14 dage skal jeg kun lave én ting; nemlig ikke at gå på arbejde, og når jeg er færdig med det, tager vi toget syd på til landet, hvor madpakkerne ikke findes. Der skal vi sidde med fødderne i alle Centraleuropas små søer, og om aftenen, når børnene sover veltilfredse i deres køjer, skal vi sidde i olielampens skær og læse alle de bøger, vi ikke har tid til hverdag.
Lyder det paradisk? Det blir det helt sikkert også – hvis altså bare der ikke blir for mange morgener som i morges, hvor über-a barnet vågnede 04.43 og kastede sig utålmodigt rundt i min seng en times tid, inden hun slog flik-flak af hysteri en times tid. Sådan nogle morgener kommer jeg nok til at savne mit arbejde og børnehaven en lille smule.
Dampfabrikken
Mandag morgen kl. 06.25 – jeg lærer aldrig at forstå de ungers energiniveau
En plads i solen
Hvis du går på Google Earth lige nu og zommer ind på en by i provinsen, kan du se mig. Det er mig, der sidder i havestolen og forsøger at lære min krop at solbade igen. Mig, der mest af alt ligner en russisk prinsesse (ok, aldrende dronning) med mit kridhvide korpus. For det er fem år siden, min krop og jeg sidst lå på stranden. Ikke var ved stranden, men lå på stranden.
Heldigvis lavede jeg ikke så meget andet i sommeren 2005 end at mødes med veninder på Islands Brygge. Så lå vi der og lå en hel sommer fra morgen til aften. Måske rejste vi os og gik ned og badede lidt. Måske gik vi over gaden og købte en is. Eller i Fakta efter slik og kolde sodavand. Men det var vist også det.
Siden har jeg ikke haft lejlighed til at kaste mit korpus på et fugtigt håndklæde og vågne med savl i den ene mundvig efter at være faldet i søvn i solen. For med børn har man jo lige som i det mindste en forpligtelse til at holde øje med at de ikke drukner, og det meste af tiden står man så i øvrigt i vand til knæene og samler sten op fra bunden. Og lige i den situation, mor-situationen, har jeg så ikke lige følt mig så bikini-agtig.
Så i eftermiddag har jeg så forsøgt at overtale min krop til at tage nænsomt imod solen vel vidende, at det er en udfordring med et maveskind, der stort set ikke har set solen i et halvt årti. Vi starter stille op i haven for måske – måske – bliver der tid til solbadning, når orloven bringer os ud i Europa, og så er det godt at være forberedt.
Spørgsmålet du ved må komme
Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.
Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.
– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?
– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.
– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?
Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.
Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.
Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.
God-goddamn-morgen
Der var engang, hvor jeg stod op kl. 7 for at møde på arbejdet kl. 8. Nu møder jeg på arbejdet kl. 7, altså jeg er jo oppe alligevel. Ligesom. Til gengæld skinner solen, og Baresso serverer tidlig morgenkaffe, så jeg kan næste bilde mig selv ind, at det er helt normalt.
Ska jeg læse en bog for dig?
Gid den her ferie aldrig fik ende – og godt der kun er 2½ måned til evighedsferien.
Ikke bare en enkelt morgen, men hver morgen har vi sovet til kl. 7+ – hvilket er to timer mere end vi er vant til, bare hvis du stadig synes det er tidligt.
Og hver morgen tilbyder Carla at læse en bog for Halfdan. Så lægger de sig med deres dyner i hendes seng og læser og snakker og griner…
På et tidspunkt ender det selvfølgelig med pudekamp, råb og ballade. Men når man har fået en ½ time ekstra til at vågne og ligge i ske med sin kæreste, er det lidt lettere at undertrykke den sure mor, lidt lettere at bære over med spildt mælk i sofaen, lidt lettere grine af børnene, når de hellere vil lege gemme end have tøj på. Ferie holder hundrede.
Et projekt efter min smag
Lad os nu glemme, hvor længe jeg har haft det lille møblement og dåsen med lilla spraymaling liggende. Lad os i stedet fokusere på lige nu. Og se så hvor flot. Total opdateret arrangement fra dengang mor var dreng.
Lige et projekt efter min smag. Malingen tørrer lynhurtigt. Ikke noget fedteri med sandpapir, pensler and what not.
Nu skal det bare hænges op på Carla interimistiske værelse – nå ja, og så mangler der selvfølgelig et par knager, men hey med alle de helligdage, der er inden for rækkevidde burde det vel også kunne lade sig gøre før sommerferien. Så langt så godt.
Solskinsdag
Hvis denne lørdag er en forsmag på min påskeferie, kan jeg bare sige, at jeg har nogle geniale dage i vente (glemt er allerede 05.15 og med al min kendskab til Nemesis’ lunefulde humør har jeg jo allerede spændt ben for mig selv med dette indlæg, hvilket må siges at være ret dumt, når jeg skal være alene med begge børn i morgen).
Dejlig brunch, lang forårsgåtur i skoven og en idyllisk eftermiddag med børn så søde, som man ellers kun tør drømme om.
Carla og jeg lavede fødselsdagsinvitationer – mønsterbarnet valgte selv motivet til kortet og klippede koncentreret fredstegn ud i et væk – se det er jo et barn efter sin mors smag. Så cyklede vi efter frimærker og sendte invitationerne af sted. Og da vi bagefter stod og skar kartofler ud sammen ved køkkenbordet, lignede vi formentlig en af de der stylede familier omgivet af lutter harmoni og blød, blød candyfloss.
Og nu er idyllen dokumenteret, så jeg har et sted at finde trøst, hvis resten af ferien bliver en lang konflikt og lort med lort på…
05.15
Vi har været vågne i snart tre timer og er nu i gang med perleplader og modelervoks.
Er liige lidt panisk angst over at skulle begynde dagene så tidligt, når vi om tre måneder holder orlov og skal tilbringe 10 uger i en autocamper. Hvordan er det lige man aktiverer/pascificerer atomic kid på så få kvadrameter uden at vække hele campingpladsen? Jeg forudser, at vi kommer til at flytte campingplads mange, mange gange…
Kun sandheden 