Tag Archives: begejstring

Instant Berlin

Så lad os opsummere, inden turen går videre til Nürnberg i morgen. Altså jeg vidste jo godt i forvejen at Berlin er let at elske, men vi taler altså win-win-win-win-win i en lang uendelig cirkel. Selv Miss Carla er ikke i tvivl. “Berlin er en fantastisk by,” sagde hun i morges (da hun var holdt op med at hikste efter sit fit ved parken).

Her den korteste opskrift på storbyferie, som du kun turde drømme om med børn:

  • Cafe Kiezkind, Helmholtzplatz, Prenzlauer Berg. Cafe og giga legeplads og fri wifi, gir ligesom ret god start på dagen er min erfaringer.
  • Kinderbad Monbijou, Oranienburger Strasse, Mitte. Friluftsbad for børn – tag madpakke med mindre du elsker den tyske cowboytoast; hotdogs varmet i mikroovn.
  • Machmit, Senefelder Strasse, Prenzlauer Berg. Det sejeste museum for børn i en nedlagt kirke. Rigtig gode aktiviteter og (selvfølgelig fordi det er byens varemærke) en cafe med god kaffe.
  • Kauf Dich Glücklick, Oderbergerstrasse, Prenzlauer Berg. Cool cafe med sandkasse til børnene.

Og så husk at leje en lejlighed, så er det næsten som at være hjemme.

God tur!

med emneordet , , , , ,

5 grunde til at elske Berlin

Cafeer, der forstår deres målgruppe – kæmpe legeplads, friskpresset juice, varm kaffe og helt og aldeles laid back stemning. Tror nok lige det er en god start på dagen.

Legetøjsbutikker, som ikke tager sig selv alt for seriøst. Jo, jo, der var da en hylde fuld af dejlig og aldeles politisk korrekt legetøj, men altså også en væg med lidt blandet udstyr til børn og øh… voksne?!

Grøn er den nye sort, og Berlin er fuld af træer, parker og blomster og blomster og blomster på den mindste trappeafsat, på stilladser, på fortove, på den lidt autonome, tilfælde måde som er så langt fra de danske kommunale parkanlæg med polerede blomsterbede i alle regnbuens farver.

Og glade Berlin, hvor selv grafittien pynter og har et formål. Supertrash, supercool, superfroh.

Sovende børn, varm te, stearinlys og VM-semifinalefest uden for (og ja, hvor ser det hyggeligt ud… men du kan selvfølgelig heller ikke se, at det tog børnene det meste af 1½ time at falde i søvn, og jeg skældte ud mere end en gang undervejs…)

We ♥ Berlin

med emneordet , , ,

Og noget andet der holder

Sommer. Lækker latte. Valrhona chokolade. En god veninde. Tagterrasse. Solnedgang over Københavns tage.

Og bagefter dyb og uforstyrret nattesøvn…

med emneordet , , , , ,

Fuldkommen fantastisk

For nogle år siden købte jeg digtsamlingen Morfeus på bogudsalg, og siden har jeg været fan af Niels Lyngsøe. Morfeus er den smukkeste samling af digte – ikke bare smuk på ord, men også smuk i sin helhed. Der er endda lavet en film om Morfeus-digtene, og digtene i al deres fuldkommenhed, kan du se et par stykker af her:

med emneordet , , ,

En dag tilbage

Om 18 timer går jeg ud af døren på arbejdet og kommer først tilbage, når alle begynder at glæde sig til efterårsferien. Når man kommer på den anden side af vågne nætter, amning og babygråd føles det egentlig ret priviligeret at kunne holde en hel sommer fri med sine familie – og endda med lidt barselsgoder (cool cash) i tasken.

Så kom bare med sommeren, for de næste 14 dage skal jeg kun lave én ting; nemlig ikke at gå på arbejde, og når jeg er færdig med det, tager vi toget syd på til landet, hvor madpakkerne ikke findes. Der skal vi sidde med fødderne i alle Centraleuropas små søer, og om aftenen, når børnene sover veltilfredse i deres køjer, skal vi sidde i olielampens skær og læse alle de bøger, vi ikke har tid til hverdag.

Lyder det paradisk? Det blir det helt sikkert også – hvis altså bare der ikke blir for mange morgener som i morges, hvor über-a barnet vågnede 04.43 og kastede sig utålmodigt rundt i min seng en times tid, inden hun slog flik-flak af hysteri en times tid. Sådan nogle morgener kommer jeg nok til at savne mit arbejde og børnehaven en lille smule.

med emneordet , , , , , , , ,

Den der ting omkring din hals

Tjek lige den her bogforside. Hvis ikke jeg havde et hjem fuldt af små fedtede børnehænder, skulle jeg have sådan et tjekket sofabord (i stedet for det klassiske kvadrate Ikea-bord til 35 kr.), hvor jeg kunne flashe flotte bøger som den her.

I stedet ligger den nu og udvikler æselører i min taske – og lur mig om ikke, der også er en der lige når at skrive sit navn med krøllede bogstaver eller klippe en sommerfugl ud, inden jeg er færdig.

med emneordet , ,

Supersøndag

En af de søndage, der går over i historien. Sov længe. God stemning i hjemmet. Af sted til hyggelig kaffeslabarads med min gamle fødselsforberedelsesgruppe sammen med Carla. Købe ind på vejen hjem. Hjem til sød mand og dreng. Glade børn. Af sted igen til super grill-kaos-arrangement hos familie, der er mere børneramt end os. Lige en søndag efter min smag.

Men den, der har nydt det allermest er lille Carla, som er mere tynget af den sociale arv end hun aner. For allerede fra morgenstunden var hun i strålende humør, hvilket alene skyldtes udsigten til en dag med masser af arrangementer på programmet. Det barn elsker at være gæst og have gæster. Jo flere, jo bedre.

Kun en enkelt krise i dag; nemlig da barnet undrede sig over, hvorfor vi mon nu på den ugentlige storindkøbstur havde købt så mange flasker vin, og jeg fortalte hende, at vi skulle holde fest i weekenden. Hun smilede fra øre til øre ved tanken om alle de dejlige mennesker, der så invaderer vores hjem – altså indtil jeg fortalte hende at det er en strictly voksenfest, og hun skal holde fest med sin farmor. Det fik selvfølgelig Miss Social til at bryde grædende sammen: “Jeg vil også have der  skal være mange mennesker hos farmor.”

Måske jeg skulle genoplive den gamle drøm om et kæmpe kollektiv. Anyone?

med emneordet , , , ,

iHype

Jeg er ikke sur – føler mig ikke udenfor, hægtet af eller tabt bag en vogn. Højst en smule forsmået. For jeg har ikke nogen iPhone. Heller ikke nogen iMac. Kun iGoogle. Men det er jo så ikke helt det samme. Og nu taler alle om iPad (og den nye iPhone). Mens jeg stadig sidder med min gamle Nokia, som går ud, hvis der er en anden, der ringer til den, jeg taler med.

Og hvis der er noget, der kan gøre forsmåede mennesker glade, så er det at høre, at det, de ikke kan få fingre i, alligevel bare er et stort scam. Formentlig er det derfor, jeg nu elsker Charlie Brooker, som ikke holder sig tilbage med at dele kindheste ud til det nye lille mirakel, Ipaden (skildpadden).

Så her til alle iForsmåede: iPad therefore iWant? Probably. Why? iDunno

med emneordet , , ,

Så er den gal igen

Det er tirsdag – need I say more? Fejrer dagen med Armadillo, latte grande og venindesladder. Et godt gammelkendt koncept, man aldrig går fejl af. Goddamn, de tirsdage er guld. Kommer måske til at savne dem en lillebitte smule i autocamperen. Bare lidt. Måske.

med emneordet , , , , ,

En sikker vinder – hver gang

Kim Fupz Aakeson. Husk det navn, og du vil aldrig mere være i tvivl om, hvad du skal læse for dine børn. Du kan da også godt læse alt muligt andet, men du kommer til at vende tilbage til Kim. Med sikkerhed. For manden er mindst genial.

arbejde
Der skal to til at lave et barn, det er klart, man ikke gøre det alene. For mens den ene sørger for armene og benene og lungerne og ribennene og den slags, kan den anden finde tændstikkerne og tænde glimtet i øjenene.

røvkanon
Der findes ord der ikke er blevet brugt endnu, ord der har ligget og ventet på at nogen ville tage dem i munden og råbe dem i modvind, eller i bussen eller hviske dem på en sengekant, som godnatord. Røvkanon for eksempel, røvkanon har ventet i hundrede år på det her. Er du så tilfreds, røvkanon?

hvisken
Døden er en luskebuks, der altid ligger i buskadset, sniger sig ind på os og snapper os, lige når vi har fået dragen op i den helt rigtige vind.

Døden er en skrap dame med plastikforklæde, hun hiver os i ørerne og siger: Hvad er den af!? Har du ikke fået dine sko på endnu? Afgang!!

Døden er en bedstefar, sådan en rar én med tørre hænder der smiler og løfter os op når vi er blevet rigtig trætte, mumler enkelt i vores snørklede ører: Skal vi ikke se at komme hjemad?

To helt stille børn under godnatlæsningen er den bedste anbefaling. Tjek lige den ordbog ud – du kan jo smuglæse resten selv bagefter. Det gør jeg.

med emneordet , ,