Tag Archives: begejstring

Tak sommertid

Der var engang, hvor overgangen til vintertid nærmest var den fedeste tid på året. Helt gratis fik man foræret en ekstra times søvn. Knap så attraktivt når über a-barn vågner kl. 5 for så er klokken jo sådan set kun midt om natten, og den ekstra time er ikke en gave, men et unødvendigt tillæg til døgnet, som får dagen til at virke uendelig.

Nej, så er der sgu noget ved sommertid. Ah, at vågne 7.30 (ok, den var faktisk kun 6.15 i real time, men altså hvis man runder op, er vi jo meget tæt på halv otte i sommertid), og så gør det altså ikke noget, at jeg ikke har sovet mere end normalt.

med emneordet , ,

Et pragteksemplar

Hvad er det lige for et center, der bliver aktiveret så snart folk roser ens barn som fx når min kæreste ringer til mig, efter han har været til kontrol med familiens (nu officielt tidligere) ørebarn?

For det var ikke bare gået fint, faktisk havde lægen aldrig set nogle ører, der var blevet så flotte efter en periode med mellemørebetændelse og dræn – og hvor var det bare utroligt, at han var kommet igennem vinteren uden problemer. Lød jo nærmest som om her var et fortilfælde, som burde publiceres i Nature eller hvor læger nu gør af deres groundbreaking resultater.

Der er noget tragikomisk over den stolthed, som får en til at koge over af begejstring over at have skænket verden så stor en gave – uanset om det handler om barnets evner med saks og papir eller som nu to trommehinder.

med emneordet , ,

It’s the little things…

Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”

Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.

med emneordet , , , , ,

Håndholdt weekend

Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.

Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…

med emneordet , , , ,

Det er det, man skal bruge et hus til

Efter en vinter med utætte tagrender og snerydning i de tidlige morgentimer kom jeg pludselig i dag i tanke om, hvorfor i alverden det nu er at jeg en gang var så begejstret for tanken om fast ejendom – det er jo hverken de røde mursten eller tag over hovedet, der tæller, men det her – lige uden for vinduerne i MIN have.

med emneordet , ,

Hole-in-one

Yes! Golf-sæsonen er skudt i gang! Spiller jeg golf? Næh, men jeg er gift med en der gør – og som elsker det, og som glæder sig til at traske rundt på alverdens græsplæner med sine to unger.

Og hvorfor er det så, jeg ikke spiller golf?

  • Synes der er noget angstprovokerende over at dyrke fælles hobby med sin livsledsager – i hvert fald hvis man skal være iført lyserød poloshirt og hvide pigsko imens.
  • Har et eminent dårligt boldøje – i Sydafrika travede jeg med rundt på flere golfbaner for at holde golfspilleren med selskab og måtte efter hvert slag sande, at jeg ikke havde nogen ide om, hvor bolden blev af efter den ramte himlen. Og så egner jeg mig virkelig eminent dårlig til at være stille så længe ad gangen.
  • Men vigtigst af alt: Er I klar over, hvor mange søndage på solsengen (lover jeg lægger mig i skyggen) jeg har udsigt til, mens resten af familien er på golf-outing?

Nå, men indtil videre passer jeg jo så børn, mens Casper spiller golf, og jeg gør det med glæde, fordi jeg endelig kan betale noget af min gæld tilbage for alle de cafe-, bio-, teater- og mødeaftaler, jeg har været væk til i løbet af vinteren – og fordi han kommer revitaliseret hjem klar til at ordne vasketøj, madpakker og godnatlæsning, mens jeg ligger på sofaen og bader lidt i min egen selvtilstrækkelighed over at have brugt søndagen på at passe børn, bage kage, have legekammerater på besøg og lave aftensmad.

For selvom forhold med børn jo for alt i verden ikke er et regnskab, så er der sgu alligevel meget rart, når man i det stille kan konstatere, at der er en rimelig ligelig fordeling mellem indtægter og udgifter – særligt når man kan mærke, at alle bliver lidt gladere af at være tæt på break even.

med emneordet ,

Dobbeltspejl

Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…

med emneordet , , ,

Aih, I er sgu søde

5.127 gæster på bare to måneder. Helt ærligt. Hvad faen ska vi med gækkebreve, julehilsner and what not, når man i stedet kan hælde sin ord ud over så mange mennesker på en gang – og samtidig spare portoen.

Hvis nu jeg var en af der seje håndarbejdsdamer, havde jeg straks kvitteret for jeres tilbagevendende opmærksomhed med et trendy stykke broderi eller noget. Nå, men det er jeg jo så som bekendt ikke.

Desværre har jeg ikke andet at kaste i grams end friskbagt rugbrød og en 10 år gammel historiebog om Thailand (hvilket jeg minder mig om, at den skal jeg nok have pillet af mit cv ved lejlighed – svarer jo efterhånden til at skrive at man sad i elevrådet i 9. klasse).

Så for ikke at tvinge jer ud i et gaveræs, som I dybest set ikke er interesseret i, lover jeg jer til gengæld more of the same. Ord, ord, ord. Stay tuned for more news on nothing…

med emneordet , , ,

Livet ved 101

Jeg kender en mand på 101, og han er den sejeste mand, jeg kender. Jeg har kendt ham siden jeg var to. Det var dengang i 70’erne, min mor og jeg gik rundt derhjemme, og nogle gange var det sgu helt rart med lidt luftforandring. Så løb jeg gennem hullet i hækken ind til naboen og spiste friske jordbær med fløde (sommer var det jo af en eller anden grund altid i ens barndom). Eller spiste chokolade og drak gule sodavand. Og da vi flyttede, kom jeg på sommerferie, og han blev en slags reservebedstefar. Så sad jeg i vindueskarmen, mens han lavede mad eller bagte verdens bedste kringle. Og vi spillede 500 om og om igen. Og vi kørte ture i sommerlandet og spiste is ved vandet. Han lavede et klædeskab til mit dukketøj og en køjeseng til min søster og jeg. Og da mine forældre var på røven i de stride 80’ere, betalte han min konfirmationskjole. Han har aldrig været sentimental, men han blev rørt da jeg fortalte ham, at jeg var blevet gift (rådhuset fredag formiddag, Bilka bagefter – no shit), og han kalder mine børn for sine papoldebørn.

Da han var 85 og havde været alene i 25 år, fik han en kæreste. De solgte deres huse og flyttede ind i hver deres lejlighed dør om dør, og de drak kaffe sammen, læste avis sammen og skålede nytåret ind sammen – i 16 år. Forrige år fejrede han sin 100 års fødselsdag – den sidste for nu er han for træt til at holde fest, siger han. Og siden er hans kæreste flyttet på plejehjem. Men han holder ud, besøger hende når han kan og har modvilligt ladet sig skrive op til en plejehjemsplads, men jeg er sgu for gammel til at flytte, siger han. Og kommunen siger ikke han er for gammel, men for frisk, så indtil videre blir han, hvor han er. Laver sin mad, går sine ture og hører nyheder i radioen.

Vi spiser jævnligt frokost sammen – og han insisterer altid på at lave maden. Jordbærgrød med fløde til dessert er en selvfølge. Så sidder vi der og snakker og snakker og snakker – om mig, om ham, om hvad der sker i verden, og om gamle dage, og der er sgu noget fascinerende over historier om bal i forsamlingshuset i 30’erne med trækbasuner og en halv flaske brændevin – kendt som dødens overmand, go home Bacardi Breezer.

Men det mest fascinerende ved ham er han er til stede i verden. Tænk, at man kan stå så tæt på livets afslutning uden at resignere. Tænk, at man overhovedet gider sætte sig ind i den nye regerings ministre. Tænk, at man gider mene noget om den økonomiske krise. Tænk, at man gider forstå hvad internettet er. Og tænk, at man gider købe et spritnyt fjernsyn, en fladskærm, 37 tommer.

med emneordet ,

Oh salige tirsdag

Om et øjeblik slukker jeg computeren, køber en latte i Baresso, stempler mit togkort og sætter mig ind i toget. Så fisker jeg min bog op af tasken og lukker verden ude, indtil jeg lander på Østerport St.

Jeg tager rulletrappen op, håber på, at solen holder helt til Kbh og nyder larmen af storby og udsigten over søerne, mens jeg går op mod Århusgade, hvor jeg skal mødes med en veninde. Vi spiser mad, drikker kaffe og snakker og snakker og snakker lidt om børn og en masse om alt det vi gerne vil med vores liv og så lidt om børn igen. Senere går vi op til Øster Fælled Torv til teatret Republique og håber på, at det stykke, vi bestilte billetter til i september, er tiden værd.

Sent, sent i aften tager jeg toget hjem og i morgen er jeg pissetræt, fordi jeg har sovet for lidt når vækkeuret ringer klokken seks. Til gengæld har jeg fået tanket op på den sociale konto, og det er hele den efterfølgende lange onsdag værd.

Der er to hemmeligheder bag den dag; nemlig  den uundværlige og uvurderlige tirsdagaftale og et teaterabonnement med billetter til en hel sæson. Åh gud, hvor jeg elsker det koncept.

med emneordet , ,