Vil jeg bare sige, at min vurdering er, at patienten kommer sig hurtigt efter brokoperationen. Status 22 timer efter barnet blev lagt i narkose, tog sig således ud:
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: børn
En hurtig diagnose
Søndag eftermiddag. En af de dage. Hvor barnet er en firkant og moren er en syvkant, og uanset hvor meget de forsøger, kan de ikke rigtig få formerne til at passe. Indtil de bager pandekager. Sammen. Så står de der bøjet over den varme pande, og moren krammer barnet og forsøger at sige undskyld: Jeg håber ikke, du synes jeg har skældt for meget ud. Jeg ved godt jeg har virket ret sur i dag. Og barnet stikker paletkniven ind under pandekagen, løfter den op i luften og lader den glide ned på tallerkenen ved siden, inden hun siger, tørt: Nej, nej, du har bare virket sådan lidt presset i det. Touché!
Hvad der sker når man møder den rigtige far
Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.
Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.
Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med…
2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.
Hjerte rimer på smerte – og mor
Nogle gange kan man godt savne sin mor. Rigtig meget endda. Faktisk så meget at det gør temmelig ondt i et lille 6-årigt hjerte. Nuhr…
Om at blive arbejdsløs
Når nu den 6-årige insisterer på at rydde op efter aftensmaden. Helt alene. “Sæt jer bare ind i stuen. Jeg skal nok klare det. Det er meget sjovere end at dække bord.” Hvad er det så jeg, moren, laver mellem aftensmad og puttetid?
Den uformelle Pisa-undersøgelse
Kl. er 19.20, and it goes like this:
Miss C (mens hun leder efter en bog til godnatlæsning): Der er nogen, der knalder oppe i skolen.
Mig: Hvad betyder at knalde?
Miss C: At man kysser med tissemanden og tissekonen!
Mig: Har de tøj på?
Miss C (med det der hvad-snakker-du-om-blik): Ja, selvfølgelig.
Mig: Er de kærester, de to der knalder?
Miss C (nu med virkelig overbærende blik): Nej, man kan da sagtens knalde uden at være kærester.
P.S. I efterårsferien læste vi en bog fra skolebiblioteket. Den handlede om mænd, der har dårlig sæd, og derfor må låne sæd fra en anden mand for at få børn. Og om lesbiske, som gerne vil have børn sammen, men jo ikke selv har noget sæd, og som derfor også må låne af en anden mand. Der var også et par, hvor lægerne var nødt til at tage sæden fra manden og skyde det op i kvinden, fordi sædcellerne ikke selv kunne finde vej. Det hele foregik på et babyslot.
Så alt i alt føler jeg egentlig vi er kommet meget godt fra start med seksualundervisningen, selvom det måske var et par år før forventet.
P.P.S Hvad skal de børn egentlig lave i 7. klasse?
Du må godt lave en Pisaundersøgelse på mit barn
Dem, der siger, at børnene ikke lærer noget i folkeskolen lyver. Miss Carla har været i gang i seks uger, og i morges tegnede hun en jordklode med kontinenter og blåt hav. Og en ked af det-stjerne, der var blevet drillet af en lidt hoverende stjerne.
Forleden spurgte hun mig, om jeg ville have en kinesisk forlomme (huh?), og hun vil aldrig med hjem, når jeg henter hende i SFO’en, hvor hun laver hønsestrik, tæsker Kalaha eller spiller Ost (huh?) med de store fra 2. og 3. klasse.
I børnehaven spiste hun 6-8 halve rugbrødsmadder. Nu spiser hun to halve – på en god dag. Der er simpelthen ikke tid til at interessere sig for madpakker. Hun folder bøger og æsker og konvolutter i stakkevis og lægger tal sammen og forsøger at få bogstaverne til at matche alle de nye og gamle ord, hun har inde i hovedet.
I morges viste hun mig et stykke papir. Kan du se, hvad der står, spurgte hun. Jeg kiggede på ordene: SNEMN. Blank – eller det er jo fordi jeg gik i skole, mens et ord var noget fra retskrivningsordbogen og ikke noget man selv fandt på. Men da hun fortalte mig, at der stod snemand, kunne jeg alligevel godt følge hende. SNEMN -> snemand. Soleklart.
Muligvis er det bare, fordi jeg er hendes mor, at jeg er nem at begejstre, og mit hjerte svulmer hvergang hun erobrer nyt land. Men altså seks uger, ikke? Så mange nye input. Det fortsætter ikke i samme tempo, vel?
Nogle gange burde man lave en liste
Der er dage, som bare forsvinder mellem hænderne på en. Mandage fx. Og netop sådan en dag er i dag. Jeg burde virkelig skrive en artikel mere, inden jeg går i seng, bare sådan for at få ro i sjælen og for at føle, at jeg faktisk har nået noget. Men så på den anden side. På netop dage som i dag var det måske på sin plads med en liste over, hvad der rent faktisk er foregået i de 15 timer, jeg nu har været vågen. Så here goes:
- Morgenritual (the usual: Morgenmad, finde tøj, finde dimsedutter der er blevet væk, samle Ninjago-figurer, pakker tasker. Den slags)
- Aflevere barn i skole
- Lave mere kaffe og bestille 15 bøger på biblioteket
- Læse blogs og nyheder og chatte på Facebook. Overspringshandlinger en masse.
- Spise lagkage.
- Samle æbler og slå græs
- Lægge vasketøj sammen og på plads i skabene (her uddeles en pris for at gøre begge dele i en handling)
- Skrive to artikler
- Skrive udkast til et læserbrev om, hvorfor folkeskolen er på skideren
- Svare på mails og snakke i telefon (til dels overspringshandlinger)
- Bage boller til fødselsdag i børnehaven i morgen
- Hente barn i børnehave og arrangere legeaftale
- Hente barn i SFO og købe ind på vejen hjem
- Lave aftensmad og smøre madpakker og simultant folde æsker og konvolutter og stave til saks og kat og kaffe
- Spille to gange Kalaha (en vundet, en tabt)
- Spise aftensmad og aflede opmærksomheden fra, at ingen af børnene kan lide maden
- Rydde op efter aftensmaden og i det hele taget
- Pakke biblioteksbøger i skoletasken og få børn op af sofaen ud omkring tandbørsten og op ad trappen
- Læse godnathistorie
- Sige godnat og finde bogmærker og fordele de rigtige Peter Pedalbøger i de rigtige senge
- Sende artikler til kilder og lave mødeaftaler
Egentlig, ikke? Jeg skal ikke have nogen pris eller skulderklap, for jeg gætter på din dag ligner min. I store træk. Fuck, det der hverdagsliv er en crazy karrusel.
Fri mig fra de nøgne
»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.
Med venlig hilsen, Dine Naboer.«
Åh ja, vi er blevet så bange for de nøgne kroppe, at vi ikke engang må gå rundt i vores egne haver uden tøj på, for hvis naboen kigger ud af vinduet og ser os og føler sig krænket, så er det vores ansvar, at de synes det ser ulækkert ud, selvom det bare er… en krop.
Vi går linen ud og forbyder drenge over seks år at være i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen for, vi kan ikke lide at de kigger på os. Vi har seksualiseret alt der er nøgent og bilder os ind at selv børn kigger på os ikke som mennesker, men som seksuelle væsener.
Mens vi peger fingre af Paradis Hotel og anklager netop reality-tv for at skabe et forkvaklet og unuanceret billede af, hvordan piger og drenge ser ud i virkeligheden, så forhindrer vi dem i at stå i badet i svømmehallen og se, at der findes store og små tissemænd, lette og tunge bryster, tynde og tykke maver og ranke og skæve kroppe – og oh ve, kroppe med hår.
Informations Karen Syberg har skrevet en rigtig fin artikel om en bonert nation, der ser krænkelser alle vegne. Læs den og gør så dit barn en tjeneste og gå i svømmehallen bagefter
Jeg tilstår: Det var mig, der introducerede p-ordet
Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)
Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)
I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.
– Hvad står der, spurgte hun.
– Lige på pikken, svarede jeg.
Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.
– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.
– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?
Forleden havde mine børn så denne samtale:
H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?
C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?
H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.
C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.
H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.
C: Jeg siger til mor, at du siger pik.
H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.
C: Moar, Halfdan siger pik.
Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.
P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)
Kun sandheden 