Ord er vist overflødige… men hvis du er i tvivl om, hvad der foregår, kan du løæse forklaringen her
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: børn
It’s all about looks
Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.
Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.
Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.
Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.
Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?
Nogen indvendinger?
Hvorfor er det vigtigt at vinke?
En lille replik til i går. Jeg er med på, at vi allesammen er en generation af forældre, som næsten ikke kan få nok at vores eget afkom, og som er ved at dø ved tanken om, at de ikke allerede fra fødslen bliver udfordret, stimuleret og får mulighed for at udvikle deres fulde potentiale. Nogle mere end andre – jeg synes ikke selv, jeg er så slem, men sådan har vi det nok allesammen.
Så hvorfor betyder det så noget, at vi kan vinke farvel om morgen, at der nogen, der kan tørre røv på børnene, eller at der nogen, der læser en bog med børnene? Hvorfor er det så slemt, at de skal hjælpes ad, eller ikke altid kan komme i første række? Hvorfor råber vi op bare, fordi institutionslivet ikke er state of the art? Fordi vi er forkælede?
Nej, jeg forsøger at lave en lille smule ballade, fordi jeg oplever, at det mere eller mindre er jungleloven, der hersker i børnenes hverdag. Og ja, en del af problemerne kunne da sikkert løses, hvis hverdagen i institutionerne blev organiseret anderledes, men en hel del handler også om ressourcer, om 3.000 pædagoger, der pludselig mangler i institutionerne – om udhuling af et tilbud, som gerne skulle give børnene en god start på livet. Som gerne skulle lære dem sociale kompetencer. Som gerne skulle give dem en stimulering og et samvær med voksne, som ikke alle børn er sikre på at få, når de kommer hjem.
Jo, jeg synes da forældrenes fortællinger fra institutioner rundt om i landet er skræmmende. Helt vildt, fordi det skred, der er sket, har fundet sted over så kort tid. Men jeg synes faktisk det er endnu mere skræmmende, at forskningen bakker mine værste formodninger op; nemlig at hvis ikke vi giver børnene et godt liv de første seks år af deres liv, så er det temmelig meget op ad bakke resten af livet. Undersøgelser viser, at et godt institutionsliv giver børnene bedre uddannelser og højere indtægter, kønsforskellene udlignes, og den sociale arv brydes.
Og helt alvorligt, det er altså ikke mine egne børn, jeg frygter for. For jeg er jo en af dem, der er i fare for at overstimulere snarere end at understimulere mine børn. Dem, jeg synes, vi skal bekymre os om er alle de børn, der ikke ligner vores. Dem, som nogle kalder Hold-kæft-familierne, hvor der ikke er meget samtale om middagsbordet, og hvor børnene bliver lidt for gode til at underholde sig selv. De børn, hvor det med de sproglige færdigheder måske ikke ligger lige for. De børn, der ikke altid ved, hvilket ben de skal stå på – og som ikke kan finde ud af råbe op, når de bliver trådt over tæerne af mine børn. Det er sgu dem, vi skylder at give et indholdsrigt og trygt liv i institutionen, så de er rustet til de liv og de forventninger, der venter uden for legepladsen. Både fordi det betaler sig på lang sigt, og fordi det, vi tilbyder vores børn lige nu, er uanstændigt. Ganske enkelt.
Om at kaste guld på gaden
Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.
Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]
Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?
Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.
Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?
Alt kan købes for penge…
Også kærlighed… Og for 40 kr. er der direkte adgang til min søns ridderhjerte. Efter jeg overrakte ham to bæreposer med playmobilguld fra det lokale loppemarked, har det ikke skortet på komplimenter som Du er den bedste mor, og Du er flot, mor, meget flot! Ah… hvad to gyldne mønter ikke kan gøre for idyllen sådan en smuk forårsdag.
Amalie is in the house #2
Nå, men hun er jo en stædig stodder, min datter. Så det kan godt være jeg lykkedes med at tie hendes kommende deltagelse i MGP ihjel, men måske har jeg virkeligheden virkelig skudt mig selv i foden, for nu plager hun så i stedet om:
- Noget musik, hvor det kun er Medina, der synger.
- At tjene penge til en Nintendo ved at stille sig op og synge ude på fortovet.
Som den wanne-be økomor, jeg er, anerkender jeg selvfølgelig, at det er utrolig flot, at min datter arbejder på at blive økonomisk uafhængig. Jeg er bare meget i tvivl om, jeg som det helt lille bitte mennesker jeg i virkeligheden er, kan rumme at det skal foregå i umiddelbar nærhed af min bopæl.
Hvad børn gør ved en
Der er sgu mange ting, der er underligt ved at få børn. Jeg forstår stadig ikke, at jeg på en gang kan længes så vildt meget efter tid alene, og så samtidig savne terroristerne så afsindigt, når de ikke er her. Som nu i går fx. Så ligger man der i sin kæmpestore seng helt alene – ikke så meget som et lillebitte åndedræt kan man høre. Der er bare stille. Helt stille. Nærmest angstprovokerende stille.
Der er også det der med deres små varme kroppe, som jeg hele tiden har lyst til at kramme. Og abstinenserne, når jeg ikke kan stikke næsen ned i deres hår og dufte til dem. Og deres smil når de kigger på mig og næsten snubler over ordene, fordi der er så meget at fortælle fra det sidste døgn.
Der er selvfølgelig også det forunderlige i at have glædet sig så meget til, de kommer hjem og så starte med at skælde ud. Bare ligesom for at komme ind i gængen igen. Og det helt fantastiske i, at de altid kan trække en tilbage til rimeligheden, når de kigger på en og siger: Du må ikke skælde mig ud med den høje stemme, for så er det ligesom om jeg græder lidt inde i hovedet.
En af putningens naturlove
Lige efter aftensmaden leger børnene rigtig godt. Faktisk det bedste tidspunkt på dagen. Det er så hyggeligt – altså indtil det kammer over, og de begynder at lege jorden er giftig i reolen eller hoppe trampolinspring fra spisebordet. Det er startsignalet til, at det er tid til nattøj og tandbørstning. Så lader vi som om børnene rydder deres legetøj op inden de skal i seng.
Og så går vi op – halvvejs oppe af trappen, kommer vi i tanke om at de skal tisse, og at vi har glemt bamserne, og at vi skal have vand med op. Ned igen. Anden gang på trappen begynder børnene at skændes om, hvis tur det er til at bestemme, hvilken bog vi skal læse – og hvor vi skal sidde og læse.
Så læser vi, og så putter vi og drikker vand og udleverer bamser og siger godnat og bytter bøger og finder riddere og drikker mere vand og siger godnat igen og tænder lys og bytter bøger og slukker lys og åbner døre og siger godnat for sidste gang.
Og når jeg kommer ned, er kl. halv otte, og jeg tænker at det faktisk er ok. Mens jeg sætter vand over til te, begynder det ene eller det andet barn at råbe. Først ignorerer jeg det, men til sidst er jeg alligevel nødt til at gå op af trappen for tredje gang for at give vand og udlevere bamser og sige godnat og bytte bøger og finde riddere og give mere vand og sige godnat igen og tænde lys og bytte bøger og slukke lys og åbne døre og sige et sidste sammenbidt godnat.
Når jeg kommer ned, er kl. 10 minutter i otte, og så gik der endnu en gang en time med at få børnene til at sove, tevandet er blevet koldt, og der er krimier i tv igen.
Jeg er her stadig, ik?
Nå, men det der arbejde sluger altså ret mange af mine ord. Synes ikke, der er så mange tilbage, når dagen er slut. Og den slutter i øvrigt ret tidligt for tiden, fordi Carla har fået smag for den gode gamle vane med at vågne meget tidligt – og selvom vi leger “Det er nat, og alle sover”, så sover jeg så alligevel ikke så meget, fordi jeg deler dyne med et barn, der fordriver ventetiden med at synge Mama Barbiegirl (også kendt som I’m a Barbiegirl), mens hun i vandret position udfører bevægelser, der kunne forveksles med en form for dansetrin. På den måde ender man også selv med at længes efter, at klokken bliver seks.
Amalie is in the house
– Vi skal ringe til MGP på lørdag, sagde Miss Carla til mig forleden.
Hvorefter jeg pædagogisk gik i gang med at forklare, at MGP er en enkeltstående event, som afholdes en gang om året. Man kan naturligvis ikke bare ringe til dem om lørdagen.
– Hvis du vil stemme på dem, der synger, skal du ringe, når de optræder. Så det må vi vente med til næste år.
– Nej. Det er ikke det. De siger på Ramasjang, at man skal ringe til dem, hvis man vil være med i MGP. Og det vil jeg gerne!
Kære Gud, giv mig styrke. Til ikke at sende mit tonedøve barn videre til statsradiofonien. Til ikke at ende som Amalies lidt for friske mor.
Kun sandheden 