Selvom man er syg og falder hen i feberdøs, sker der nok ikke noget ved at følge de klassiske råd om solcreme og skygge mellem frokost og tre. I hvert fald kan det godt være lidt svært at forklare, hvorfor man kommer tilbage på arbejdet og er helt rød i skalden.
Jeg lover jeg var syg, men det ser sgu ærlig talt mere ud, som jeg har været på en weekendtur til Costa del Sol
Allerede når man ser de positive streger (eller er det kun en?) på graviditetstesten, åbnes det center i hjernen, der dagligt sender beskeder om alle de farer, ens barn kan blive udsat for.
Man begynder at bekymre sig om, at barnet bliver ramt af alverdens perifere sygdomme eller bare en slem omgang feber. Så bliver man nervøs for, om de udvikler sig normalt og bliver sygeligt stolt bare nogen sådan lidt en passant nævner, at de er særligt dygtige eller hurtige. Så holder man øje med om de er gode til at få venner og begå sig i vuggestuen og børnehaven og langsomt begynder man at få tics over, hvordan det skal gå i skolen.
I glimt dukker der også tanker op om, hvordan de kommer godt gennem teenageårerne uden at blive forældre som 16-årige, stofmisbrugere eller voldsofre.
Men altså lige nu er der en ting, jeg frygter mere end noget andet, og det er at Miss Carla pludselig får lyst til at springe ud som pigegarder. Musik er godt, men march-musik… og så i uniformer så korte, at moralister under normale omstændigheder ville mene, at det er helt uhørt at lade små piger gå rundt i den slags.
Det er vel kun hjemmeværnet, der kunne være værre, og det er hun trods alt for ung til, men jeg frygter selvfølgelig at hun får smag for det uniformerede fællesskab.
Og hvordan skulle hun komme på den vanvittige ide, tænker du måske. Svaret ligger tættere på end du tror, for den lokale garder-kaserne ligger klods op ad børnehaven og hele sommeren kan vi høre dem spille op til march. Så nu handler det virkelig om at få sat fokus på sunde interesser som rulleskøjteløb, golf og perlearmbåndsproduktion inden hun falder i kløerne på Landsgardeforeningens udsendte.
Jeg gentager lige: Alle jer, der er så trætte af, den nationale madpakkeordning i dagsinstitutionerne og hellere vil smøre jeres egne madpakker, altså I burde sådan set smøre mine madpakker også, så børnene kunne få frokost, der var tilberedt med varmt hjerte og kærlighed frem for selvmedlidenhed og tunge suk.
Men inden I kaster jer ud i næste uges rugbrødscirkus, så tjek lige hende der Gwyneth Paltrows nyhedsbrev for hun har nogle ret crispy frokosttips, der giver leverpostejen baghjul:
Day after day, it stares up at you, challenging you in ways you never thought possible, begging for originality: the lunchbox! This week we bring you ideas to change things up with some healthy options that kids love including contributions from two other foodie moms…Tamra Davis and Joni from Joni’s in Montauk.
Du kan læse hele det lækre lunch-box nyhedsbrev her – og så må vi bare håbe at mine børn synes den der rødebededip smager bedre end tomatmakrellen… (og at jeg gider finde blenderen frem søndag aften).
I sidste uge var det Mathilde, der stod højest på ønskelisten over kommende legekammerater. Før det var det Lærke – altså både Lærke H og Lærke W. Og i denne uge har navnesøster Karla så sprængt listen.
The atomic kid er også über social og udsigten til at opleve noget nyt med nogle nye mennesker er en attraktion i sig selv (jo tak, det gen tror jeg nok jeg kender).
Jeg påtager mig rollen som den tøvende, lidt tilbageholdende mor, for jeg ved knap hvem de piger er, og præferencerne skifter øjensynligt lidt hurtigt (sådan er de unge vist) – og nogle af dem er måske også vel store til, at jeg helt kan forestille mig, at de gider lege med en, der lige er fyldt fire.
Og så er det godt (altså for barnet, for jeg synes nok det kan være lidt grænseoverskridende), at barnet altid er klar til at tage sagen i egen hånd.
– Jeg vil gerne lege med Karla.
– Har du talt med hende om det?
– Jeg har spurgt hendes mor, og så sagde hun, at de ville lægge en seddel.
– Hvor gammel er Karla?
– Hun er fire år… tror jeg… jeg må lige huske at spørge hende…
– Men leger du overhovedet med Karla?
– Nej, men vi ved det jo ikke, mor [overbærende, himmelvendte øjne]. Vi må prøve at se om vi kan blive bedste venner. Vi ved det jo ikke endnu. Nu må vi prøve at se.
Det hedder vist livsduelighed det der.
Jeg arbejder hjemme, altså som i arbejder, mens jeg sender lange blikke ud i haven, hvor solen skinner og alt er et inferno af forår. Der lugter af nyslået græs, fuglene synger, og det føles faktisk en lille smule lunt.
Så man skal formentlig ikke være professor i arbejdsmoral for at forudse, hvor Excel-ark og tusindvis af små fedtede noter befinder sig på listen over mest attraktive gøremål mandag eftermiddag kl. 15.
Prøver at dulme abstinenserne med India Arie (sikker vinder hver gang), mens jeg laver en kande te mere og taster og taster, så klokken snart bliver fire… Tik. Tik. Tik.
I nat kaldte Halfdan på mig, rimelig insisterende. Normalt plejer det at være sutten, der er blevet væk, og derfor er jeg ret omhyggelig med at placere en hel horde af sutter i sengen, så han (eller undtagelsesvis jeg) ikke kan undgå at støde på en.
Efterhånden kan jeg gå fra min seng og ind til børneværelset uden tænde lyset, åbne øjnene eller træde på de gulvbrædder, der knirker. Og i nat var ingen undtagelse, så jeg kørte resolut hånden rundt i sengen for at finde sutten. En anden gang tænder jeg måske alligevel lyset og åbner øjnene for så havde jeg undgået at rodet hånden rundt i drengens opkast, inden jeg fandt sutten.
Jeg ved ikke. Jeg har nogle ret vidde grænser efter at have betalt det meste af mit forbrug i studietiden med plejehjemsvagter. Altså når man først har tørret 100-vis af gamle mennesker i røven og derefter taget hånd om to blebørn, hvoraf den ene ikke ligefrem kan siges at have problemer med fordøjelsen, skal der altså ret meget til at tage appetitten fra mig.
Og ja, han ser da fredelig ud, når han sover, men alene tanken om, at han når som helst kan vågne op og levere den næste pakke, giver mig så meget kvalme, at jeg ikke kan finde ud af om jeg selv er ved at blive syg eller bare er hysterisk.
Er vi ikke bare i udgangspunktet enige om, at det er for vildt, hvor mange gaver børn får, når de har fødselsdag? Helt ærligt, børnene er jo ligeglade. Og hvor mange af os har ikke oplevet, at børnene flår papiret af alle gaverne og derefter giver sig til at lege med gavebåndet eller spørger, hvornår vi skal have kage.
Endnu værre ville det være, hvis alle familier blev bedt om at redegøre for, hvor meget af den samlede legetøjspark, børnene rent faktisk leger med? Hvis de nu kun have de to, ok så siger vi fire ting, som er deres favoritter, ville vi også slippe for hver dag at skulle rydde op (hos leger vi at børnene hjælper – HAHAHAHA!) efter en mindre atomkrig.
I dag rundede Miss Carla så fire år, og allerede i lørdags fik hun flere gaver, end hun kunne overskue. Så guderne må vide, hvorfor vi (eller det var måske i virkeligheden mest mig) mente, at det var strengt nødvendigt at give hende
Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening…
Og nu 12 timer senere er vi allerede mange erfaringer rigere fx at det er dumt at forære et par inline-rulleskøjter til en 4-årig, fordi hun nu hele tiden plager sine forældre om hjælp til at komme ud at prøve gaven. Eller at det er vildt irriterende, at hun ikke har værdiget den meget fine undertrøje, jeg nøje havde udvalgt, et blik. Eller at Halfdan er blevet meget, meget glad for guldskoene. Han fik i øvrigt også en lille gave. Jeg synes ikke han skulle snydes, ligesom…
Lyserøde piger og lyseblå drenge, jeg kan ikke tage det. Det provokerer i den grad min indre indre (og ydre) feminist, at børn skal vokse i kønsstereotype miljøer. Jeg er med på, at reaktion avler modreaktion, men hvordan er det gået til, at vi efter 70’ernes ligemageri har kastet alle vores forestillinger om, hvad drenge og piger er, kan og gør i grams?
Jeg håber – og beder til – at Hello Kitty-hysteriet og alt hvad der følger af lyserødt tyl og glitter bare er hvad det ligner: Looks.
At vi husker at lære de seje Spidermen-drenge og de pyntede prinsessepiger, at de kan og må meget mere end det, de traditionelle roller giver dem lov til.
Jeg kunne selvfølgelig have valgt den samme model som det svenske par, der holdt deres barns køn hemmeligt for at give det mulighed for at vokse op uden andres forventninger til, hvad en pige eller en dreng er.
I stedet forsøger jeg med en mere moderat model og insisterer på at give begge børn dukker og togbaner. Men allerede sidste år da Miss Carla startede i børnehaven, begyndte mit projekt at skride for hun har ikke andet i hovedet end lyserødt tingeltangel.
I dag måtte jeg så kapitulere endeligt for i det fine (lyserøde) gavepapir lå Hello Kitty-sengetøj, prinsessekjoler og glitrende, glimtende barbiedukker, og barnet hyperventilerede af glæde og begejstring. Heldigvis var det fætteren, der havde været med til at vælge kjolen, som derfor blev, ja blå selvfølgelig.
Jeg har lige spist det meste (og jeg mener det meste) af en plade chokolade. “Spis chokolade med en høj kakaoprocent, så har du kun brug for et lille stykke.” Crap! Som sagt jeg har spist det meste af en plade. 86 procent. Uden problemer.
Indrømmer jeg har en lille smule kvalme, men goddamn jeg har fortjent det. Er rimelig godt tilfreds med min dag. Du ved en af dem, hvor man lige overskrider en af de der magiske grænser, som man ikke troede muligt. Så selvom jeg var alene hjemme, sagde jeg ja til at tage Carlas bedsteven med hjem fra børnehaven og putte ham her, mens hans forældre var ude. Lyder måske ikke så vildt, hvis du allerede har tre børn, men jeg synes altså det var rimelig angstprovokerende. Men det gik jo fint – så kom I bare frit frem med alle jeres unger, så skal jeg sørge for at de får noget at spise, får børstet tænder og læst godnathistorie.
Til gengæld mangler jeg stadig at smøre madpakker. Det er jeg knap så tilfreds med, men hvis nu jeg spiser resten af chokoladen imens, kan jeg lige nå at kaste op inden jeg går i seng.
Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening. Promise. Kun det bedste er godt nok til mine børn. Det siger sig selv. Selvfølgelig har de små genier fortjent creme de la creme i alle livets forhold. Næsten ingen slik. Slet, slet ingen sodavand – onde, onde sodavand. Parabener? I think not. Og øko-alt muligt, ja det gir sig selv.
Ok, jeg indrømmer, at jeg ikke har tjekket op på alting. En del beslutninger tages jo også ud fra min uovertrufne moder-intuition og fingerspitzgefühl. I min alder og med fire år som mor har jeg trods alt også en del erfaring at trække på.
Så jeg har selvfølgelig ikke det mindste imod de årlige kontrol besøg hos læger og tandlæger. Mig? Præmie-moren? Hvad skulle jeg frygte?
Indtil i dag hos tandlægen – Halfdans første besøg. Sååå dygtig, kravlede op i stolen, åbnede munden. Alt var perfekt inkl. sutteoverbidet. Skyndte mig selvfølgelig at sige (hvad sandt var, for jeg kunne ikke finde på at lyve over for myndighederne), at han selvfølgelig kun bruger sut, når han skal sove eller er meget ked af det (og når han ser fjernsyn, og når han leger ovenpå hvor sutterne ligger og når forældrene er lidt trætte, men der er jo ingen grund til at gå i detaljer – pointen er at han stort set ikke bruger den sut).
Bagefter fik han en ballon, en tandbørste og en lille tube Zendium tandpasta.
– Bruger I børnetandpasta derhjemme, spurgte tandlægen.
– Ja, det gør vi selvfølgelig, og det er sådan en øko-en, svarede jeg selvsikkert.
– Uden flour!
– Ja!, nu totalt selvsikker for flour kan vi ikke lide.
Sur – nej, måske snarere skuffet tandlægemund.
– Ja, de er jo blevet utrolige populære de seneste år. Desværre ser vi også, at børn, som ellers får sund kost, kommer og har utrolig mange huller. Og det er altså fordi de bruger tandpasta uden flour.
Slemme, slemme mor, som nu ikke kan finde ud af om øko-valg går forud for farverig Postmand Per-tandpasta med wunder-nul-huller-middel…
Kun sandheden 