Kære Gud!
I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?
Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.
Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.
Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.
Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.
Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.
Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.
Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.
Kærlig hilsen
En mor
Kun sandheden 
