Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?
Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.
Endelig. Endelig. Endelig. En reklame for tamponer, der taler lige ud af posen. Til målgruppen (selvom jeg måske synes de er lige det yngste). Og som tør bruge ord som period, menstruation demonstration, og (uh) vagina. Jeg elsker den alene for sætningen: “It’s like Santa – for your vagina.”
Forladte steder genbesøgt, fastholdt og foreviget af fotografer holder aldrig op med at være fascinerende. Den måde tiden står stille, mens forfaldet og naturen tager over. Den måde man fornemmer det der var og alle de spørgsmål og historier der uvilkårligt opstår, når man ser på billederne. I dag faldt jeg over dette fine sted med billeder fra Japan (det første billede).
Mattias Hakers billeder (andet billede) er også cool. De er lidt mere polerede, men stadig lige til at forsvinde ind i.
Og så er der de klassiske billeder fra Detroit (tredje billede), som lige nu er mere aktuelle end nogensinde. Detroit er foreviget af mange, blandt andet disse to franske fotografer. Du kan også komme på en live Google sightseeing rundt til byens forladte bygninger og kvarterer.
Og hvis du ikke har fået nok, eller vil have mere, kan du altid junke Abandonedpornography.com
Jeg har fået lov til at læse med på Sissel-Jo Gazans nye roman Svalernes graf. Et – nogle gange to – kapitler ad gangen. Leveret som hemmelige beskeder i brune konvolutter.
Det sidste kapitel har jeg forlængst læst og nu står jeg hver dag ved postkassen og venter utålmodigt på fortsættelsen… Kom nu med det næste kapitel, Sissel-Jo. Don’t leave me hanging like that!
Bogen udkommer 23. august. Indtil da kan du fornøje dig med noget knap så fornøjeligt, men ikke desto mindre aldeles læseværdigt. De gule fugle af Kevin Powers. En fantastisk, skræmmende og meget fint fortalt roman om krig og krigstraumer, om at leve med sin samvittighed og finde en mening, når det hele er forbi. Meget apropos.
Jeg satte mig ind i et tog og kørte mod syd og bagefter lidt mod øst. Destination: Neukölln, Berlin. Toge er verdens fineste transportmiddel. Virkelig.
I Berlin skulle jeg skrive. Og jeg skrev. På den diæt af kaffe med rigeligt med mælk og croissanter. Måske ikke så tysk, but hey who’s counting.
Det tyrkiske marked ved Maybauschufer er så lokalt at det er svært ikke at føle sig hjemme – og misunde dem, der fylder tasken med friske grøntsager, feta og og blomster i store buketter.
Det særlige, uforklarlige ved Berlin er at alt er pænt. Selv det der ikke er.
Og vaser fyldt med markblomster på toiletterne. Det er også pænt, selvom man selvfølgelig ikke sidder på toilettet og tager billeder af blomster. Det ville jo være sygt på en måde at instagramme sit liv på den måde.
Og kølediskene er pæne med iskolde læskedrikke på snorlige rækker. Jeg er og bliver en Bionade Ingwer-Orange-fan.
Kanalen på grænsen mellem Neukölln og Kreuzberg er en hilsen til Dronning Louises Bro og søerne i Kbh. Jovist, I er smarte, men se lige os. Vi sidder i den stille sol og drikker øl og sludrer (sludrer, ikke råber) og spiller petantaque til langt ud på natten.
Restauranten Sauvage er the place to go hvis man elsker paleo og stenaldermad (same-same). Det gør jeg så ikke, ved jeg nu. Så fint et sted, men jeg kunne bedst lide silden og mindst pannacottaen, der var lavet uden sukker men til gengæld med masser af basilikum. Don’t get it.
Så mange små butikker, der har åbent når de har åbent og lukket når de holder fri. Og gallerier med mærkværdige udstillinger. Og cafeer og isbutikker fulde af mennesker der mødes.
Tempelhof er Berlins gamle lufthavn, som nu er forvandlet til en gigantisk park intakt med landingsbaner under alles. Cool, og godt tænkt af byplanlæggerne og politikerne at overlade så storslået et rum til sine indbyggere.
Og i den ende af parken (eller rettere på et mindre areal i midten af den ene ende af parken) er der 100 små nyttehaver. Sådan helt uorganiseret og vildtvoksende på alle måder.
Det er de mindste ting, småbitte afvigelser fra det normale, der gør Berlin det hele værd
Som en silhuet af en mand, der får selskab af to papirsmænd, og som deler væg med
en farvestrålende, vandret eksplosion af plakater for en sensommerfestival
Og så lige pludselig er det hele forbi, tiden er gået, uret tigger. Der er en kun en kop kaffe og en time at skrive i tilbage. Det er tid til at pakke ned og sige farvel
Og det går man bedst på en af broerne over kanalen, hvor man kan stå og hænge et øjeblik, mens man tænker at den tager sig pæn ud på alle tider af døgnet, men særligt lige inden solen forsvinder helt
Og før man ved af det, sidder man i et tog igen. Man glæder sig over at Danmark tager så pænt imod, at København forsøger at stå distancen, at sommeren viser sig fra sin bedste side. Det gør det lettere at sige farvel. På gensyn. Vi ses. Den perfekte start på sommerferien
Jeg har læst en bog, ikke. Og til sidst kom jeg til at tude. Det var mens jeg sad i flyet hjem fra Berlin. Ved siden af to midaldrende damer, der havde travlt med at brokke sig over servicen på et discountfly. Imens begyndte jeg at tude, sådan rigtig med tårer, der dryppede ned i bogen, og jeg snøftede også lidt for goddamn hvor var det bare den sørgeligste bog, jeg længe har læst. Og jeg tuder ellers aldrig over bøger, heller selvom de er sørgelige. Faktisk er det kun sket to gange før. Da jeg læste Den Uendelig Historie (der hvor hesten drukner) i 1988, og da jeg læste The Time of Our Singing. Det var i 2003, mens jeg skrev speciale i London.
Så hvis du har lyst til at tude lidt i ferien. Eller bare læse en virkelig fin historie om familiehemmeligheder (jeg kunne bedst lide den om Lexie), er The Hand That First Held Mine din partner in crime.
Det ældste barn siger til sin mor: “Jeg kunne godt tænke mig at vi skændes på en anden måde.”
Den yngste siger til sin far: “Det er mærkeligt som hver dag er klemt inde mellem to nætter.”
De ord indfanger i virkeligheden alt om forskellen på de to. Deres fokus. Og deres væren i verden.
’Det er en forstemmende tid for os, der har en stærk tro på, at kunstnere, intellektuelle og almindelige anfægtede borgere har ret til at flytte grænser, påtage sig risici og derved potentielt forandre vort syn på verden.”
I weekenden læste jeg det her tankevækkende essay af Salman Rushdie. Vi lever i en tid, siger Rushdie, hvor “mennesker, der vover at trodse magthavere og dogmer, ikke skal regne med vores sympati.”
Sådan har det ikke altid været, og Rushdie giver masser af eksempler på dem, der i det forrige årtusinde turde gå imod strømmen og som blev anerkendt for deres mod. Men den tid er forbi, for meningers mod er ikke længere en dyd. Tværtimod. Vi har det bedst med enighed. Eller apatisk stilstand, kunne man fristes til at sige. Vi undskylder os med, at verden er blevet så kompleks, men måske handler det om at vi er bange for at vælge side, fordi vi så skal stå på mål for de valg, vi tager.
Vi ser nemlig ikke modstand og uenighed som en mulighed for at blive klogere, for at udfordre grænserne for hvad der er rigtigt og forkert ved den måde, vi har skruet samfundet, det lille og det store, sammen på. Vi hylder status quo, fordi vi ikke tror på, at forandring kan være udvikling. Forandring forringer vilkår, stiller os dårligere, skaber uorden i det velkendte. Eller for at citere gode gamle Halfdans Rasmussens evergreen af et heltekvad:
Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.
Samtidig er vores tiltro til autoriteter og systemer, institutioner og strukturer efterhånden så foruroligende, at jeg frygter at vi ikke – i virkeligheden – har en nedre grænse for, hvad vi vil give køb på. Jo, der er fandme ikke nogen, der skal træde mig over tæerne – eller oh ve, mine unger eller mine nærmeste – så skal du se mig skrive sure læserbreve og smide hundelorte i borgmesterens postkasse. Men fællesskabet, det fælles gode, den sag der ikke kun handler om at maksimere sin egen lykke eller velfærd… Kan vi overhovedet huske, hvordan vi staver til fællesskab?
Vi taler måske nok dårligt om skattetryk og velfærdsstat og dem nede på kommunen, men en ny offentlighedslov, som giver politikerne muligheder for at lukke sig om sig selv og på den måde lukke det demokratiske rum ned, kan kun få særligt ihærdige journalister og de mest pedantiske borgerrettighedstyper op af stolene. 78.356 har i skrivende stund vist deres modstand mod loven ved at skrive under her. 78.356?!?! Hvorfor ikke 2 eller 4 millioner? Vi burde besætte Christiansborg og kræve det åbne demokrati tilbage. Lige nu! (Udråbstegn!)
Der er ingen ideologiske helte tilbage, for vi tror ikke på dem, der tror på noget, og vi smiler overbærende af dem, der stiller sig op på ølkassen og påstår der stadig er noget at kæmpe for. Hold nu kæft, vi sidder lige og griller og synes du ikke Helle Thorning har tabt sig og i næste uge skal vi have lagt vores lån om. De eneste helte vi har tilbage er fallerede realitystjerner og os selv, mig, mig, mig og se mit lille talentefulde afkom.
Så længe vi kan holde skindet på næsen, er der ingen grund til at skabe påstyr – og godt i øvrigt de fik ryddet det hus på Jagtvej. Sikke noget rod med unge mennesker der besætter en gammel garage og hænger et banner op, hvor de beder om billigere boliger. De kunne da bare sende et brev til Borgerrepræsentationen og spørge pænt om, hvor de billige boliger som Ritt Bjerregaard i en ikke så fjern fortid lovede os, egentlig blev af. Man kan da i det mindste spørge pænt.
Men nu skal jeg give dig nogle helte. Og lur mig om ikke du ville synes de havde fået straf som fortjent, hvis jeg sagde til dig det var tre unge fyre… I stedet siger jeg til dig, at det er tre fredsaktivister af den gamle skole – og den ene er i øvrigt nonne, og lige nu står de hver især til 30 års fængsel for deres ugerninger. Det er en fascinerende historie om mod og troen på det fælles bedste.
Deres største forbrydelse er formentlig, at de har udstillet systemets svagheder, og systemet slår hårdt ned på den slags, for det er altid systemet der har magten og dermed får det sidste ord. Er det ikke sådan det er (blevet)? Men hvad nu hvis vi turde insistere på at få noget af den magt tilbage – til fællesskabet, du ved? Kunne vi så gøre andet end at smøre implementeringen af dagpengereformen ud over tre år? Kunne vi så for alvor flytte noget – på den lange bane?
Mens du tænker over det (og formentlig bestemmer dig for at lige der gik jeg over stregen med al den snak om systemer og magt og folket), vil jeg på det varmeste anbefale dig at læse den fantastiske historie om The Prophets of Oak Ridge – du kan jo altid beslutte dig for at de bare nogle gamle tosser (ligesom de uge bare er ballademagere) og så er vi lige gode venner for det. Selvfølgelig.
Nå, men midtvejs i mit liv (statistisk set i hvert fald) er jeg kommet på en liste. Sådan en som i ny og næ hælder en bog i min postkasse. Helt gratis, naturligvis og fint pakket ind. Dealen er, at jeg får bogen, læser den og forhåbentlig giver den et spark ud over rampen i dette lille ydmyge hjørne af verden.
Jeg er en krakilsk læser, egentlig. Jeg læser fx af princip ikke krimier, fordi de allesammen er skåret over samme læst. Og jo, jeg har en gang læst en krimi (Da Vinci-mysteriet, hvis du endelig vil vide det), så jeg ved godt, hvad jeg taler om. Detektivhistorier og mordgåder er bare ikke mig. Jeg læser fx heller ikke bøger, hvor sproget stinker bare fordi historien er fascinerende, fordi verden er fuld af smukke ord, og mit liv er allerede for kort til at nå igennem dem allesammen. Og jo, jeg har en gang læst en bog, hvor sproget var helt håbløst, men historien fascinerende nok til at blive hængende i hvert fald til midtvejs i 2. bind (Fifty Shades, hvis du endelig vil vide det). Og det er her problemet opstår.
For nu befinder jeg mig på en mommy porn-lover-liste ovre hos Forlaget Pretty Ink, selvom jeg egentlig synes jeg burde være på moderforlaget Rosinantes Josefine Klougart-Dennis Gade Kofod-Christina Hessesholdt-liste. Hvis det var et valg jeg havde altså (ahem…).
Det er ikke, fordi jeg er snobbet (eller måske er jeg både temmelig krakilsk og snobbet, når det handler om litteratur – jeg læser ikke lokumslitteratur, heller ikke når jeg sidder på toilettet. Seriously. Du er velkommen til at tjekke min toilethylde, hvis du tror jeg er igang med at polere facaden). Så ok, så er jeg snobbet og derfor har jeg det lidt svært med den bog, jeg fik ind ad døren i sidste uge.
Den var pænt pakket ind i håbefuldt grønt papir, på forsiden lokker den med, at historien “kommer hele vejen rundt i følelsesregistret” OG det er en New York Times Bestseller.
Så jeg lovede mig selv, at jeg ville give den en chance (for jeg var jo virkelig underholdt af 1. bind af Fifty Shades), og måske skal jeg også bare lade være med at være så fordomsfuld over for krimier og mommy porn. Så jeg lavede en aftale med mig selv: Læs den som du spiser en chokoladeskildpadde: Sug det bedste af fyldet ud og lad resten ligge (eller det er måske bare mig, der spiser chokoladeskildpadder på den måde, fordi jeg altid glemmer, at jeg faktisk ikke kan lide chokoladen).
Men jeg kan ikke. Kan ikke. Kan ikke. For hvis ikke den her bestsellerdame har læst Fifty Shades og så besluttet sig for at skrive en variation over temaet, så ved jeg ikke. Eller også findes der kun det ene tema i moderne erotisk litteratur (ligesom med krimier).
Mommy porn-temaet går så vidt jeg kan udlede i store træk ud på følgende: Yngre, hovedrig mand med hjørnekontor, glasfacade, privatfly og -chauffør fatter interesse for forbuden frugt aka endnu yngre, lidt forbeholden men dog smuk og meget sexet kvinde. Han har en kontrakt liggende i skuffen for han ønsker at hun skal underkaste sig ham. Det giver ham jern på bare han tænker på det oppe i hjørnekontoret (det står altså i bogen). Hun er selvfølgelig forbeholden for hun har aldrig prøvet noget lignende og havde slet ikke forestillet sig at hun skulle falde i armene på en rig mand. Men hey, de giver det en chance, fordi de begge to har megameget lyst til at knalde og med tiden ender de nok med at blive forelskede, og det var jo slet ikke meningen [hej bind 2 og 3].
Nå, men dybest set ved jeg slet ikke hvad der sker for jeg har kun læst til side 50, men det går ikke. Tænk, hvis jeg døde i nat og så var det her de sidste ord jeg læste i denne verden:
“Han rakte ud efter hendes hånd, og da han havde lukket fingerene om hendes, trak han hende ned på sit skød. Hun landede akavet, men han rettede sig op og rykkede sig lidt, så hun sad puttet ind mod siden af hans brystkasse. Med sin frie hånd stak han fingrene ind i hendes hår og viklede lokkerne rundt om knoerne, mens han holdt fast i hendes hånd med den anden. “Det forhold, jeg foreslår, er ikke traditionelt,” sagde han.”
Jeg ville gerne være mindre fordomsfuld, men jeg har desværre ikke tid. Heller ikke selvom jeg virkelig gerne ville vinde det spa-ophold, som forlaget udlover til alle os på mommy porn-listen, hvis vi skriver om bogen på bloggen. Til gengæld vil jeg love dig, at jeg sender dig bogen med glæde, hvis du er mere tålmodig end jeg (eller bare ude efter et ordentligt skrald i maj).
Kun sandheden 