Jeg har læst en bog, ikke. Og til sidst kom jeg til at tude. Det var mens jeg sad i flyet hjem fra Berlin. Ved siden af to midaldrende damer, der havde travlt med at brokke sig over servicen på et discountfly. Imens begyndte jeg at tude, sådan rigtig med tårer, der dryppede ned i bogen, og jeg snøftede også lidt for goddamn hvor var det bare den sørgeligste bog, jeg længe har læst. Og jeg tuder ellers aldrig over bøger, heller selvom de er sørgelige. Faktisk er det kun sket to gange før. Da jeg læste Den Uendelig Historie (der hvor hesten drukner) i 1988, og da jeg læste The Time of Our Singing. Det var i 2003, mens jeg skrev speciale i London.
Så hvis du har lyst til at tude lidt i ferien. Eller bare læse en virkelig fin historie om familiehemmeligheder (jeg kunne bedst lide den om Lexie), er The Hand That First Held Mine din partner in crime.
Kun sandheden 