Bazarkaffe

Da jeg efter 10 år flyttede fra vidunderlige Vesterbro til landsbyen Islands Brygge, savnede jeg mere end noget andet min grøntsagsmand nede på hjørnet. Ofte cyklede jeg en tur til Vesterbro bare for at besøge min gamle mellemøstlige frugt og grøntmand – og også lidt for at få billige tomater, overmodne ananas og et glas lime-gulerods-ingefær-pickles, som jeg aldrig fik spist, men som så godt ud i køleskabet, hvis hele Feldthaus-cirkusset skulle komme forbi og gætte min bolig (as if eftersom jeg hverken er kendt for at kunne synge, danse eller ride dressur – eller for at være kendt overhovedet).

I den del af provinsen, hvor jeg bor nu er der havudsigt, men ingen eksotisk, palæstinensisk-tyrkisk-syrisk- inspireret grøntsagspusher – og en cykeltur til Vesterbro er at betragte som en sommerferie-aktivitet (for cykelentusiaster).

Heldigvis kan jeg indimellem få et lille fix. For bag min arbejdsplads ligger en bazar (og det er ikke et navn, jeg har fundet på), hvor man både kan købe frisk koriander (det kunne man så aldrig hos min connection på Halmtorvet), frosne falafler og kæmpestore caffe latter (I like). Så kan man lige sidde der og drikke kaffe og få et skud af sit gamle liv, inden man skal hjem og smøre madpakker.

med emneordet , ,

Hovedpuden som x-factor

Miss Carla er faldet i søvn på min mave efter Disneysjov og jeg kan ikke nå fjernbetjeningen så nu er jeg nødt til at se x-factor – bare hvis du ser mit navn blandt de andre 2 mio.

med emneordet ,

Perlerække

Så så man lige mig til møde med en leverandør iført den meget fine OG meget spraglede perlekæde, som jeg fik overrakt af Miss Carla i børnehaven i morges og i et begejstret øjeblik straks iklædte mig som tak.

med emneordet

og nu vi er ved det praktiske

så må jeg straks bestille en ny digital signatur. Nåede aldrig at forny den gamle inden den udløb (hvad er nu også det for noget, som om det var en marmelade og ikke en underskrift), så jeg lever i lykkelig uvidenhed om ubetalte regninger i min e-boks, skattelettelser og (gulp) upcoming restskat. Faktisk ligeså dejligt som at glemme koden til netbank.

Der begynder at tegne sig et mønster om en kvinde fra generationen, der ikke ville være voksen. Living life on the edge?!?!

med emneordet ,

Om at være mor for et hus

I 4 år har vi været parcelister, og allerede dengang vi fik købsaftalen burde jeg havde anet uråd. Måske burde der ligefrem være sådan en statslig instans, der vurderede og godkendte en som potentiel huskøber på linie med folk, der vil adoptere. Ikke bare gældsætter man sig for livet, men man får også ansvaret for et monstrum af mursten og tegl, som kræver opmærksomhed og omsorg (og en vognpark af devices til hækkeklipning, græsslåning, sneskrabning and what not).

Nå, men det begyndte ellers meget godt, når jeg selv skal sige det. Jeg forsøgte virkelig at læse købsaftalen, det gjorde jeg, men den var fuld af mærkelige ord og tal. Så kom mødet med banken og snak om rentesatser og kurser. Jeg tror, jeg forstod hvad det gik ud på dengang, men har glemt det igen og har ikke den fjerneste ide om, hvorfor, hvornår og hvordan man konverterer sine lån – kun at at mange snakker om det og at folk (de andre) har sparet flere penge end jeg tjener om året, og det er noget man burde forholde sig til.

Og jeg indrømmer at jeg har sådan lidt barnlig følelse af trods mod at blive revet med ned i parcelistdyndet – og barnligt er lige, hvad det har udviklet sig til, for hver gang der er problemer – hvoraf langt de fleste på mystisk vis handler om vand – ringer jeg til min far. Når vandet pludselig driver ned ad væggen i stuen, fordi vi ikke lige har fået repareret et hul tagrenden og det så lige valgte at blive den vådeste november i mands minde. Når vandet, der kommer ud af vandhanden er 70 grader varmt, og vi ikke kan finde ud af at skrue ned for temperaturen. Når vandet løber i en lind strøm ud af køleskabet og ned på gulvet, og vi er på vej ud for at bruge 5.000 kr på et nyt (det viste sig så at være en brødkrumme, der sad fast i afløbet). Eller når går op for os, at vi efter 4 år i vores eget hus ikke aner, hvor vandmåleren sidder – og i øvrigt får følgende besked, da jeg indberettede forbruget på nettet: “Din indberetning afviger meget fra vores estimerede forbrug. Er du sikker på, at indberetningen er korrekt?”

Jeg håber sgu jeg er en bedre mor for mine børn end jeg er for mit hus for ellers vi kan vist ligeså godt sende bud efter de sociale myndigheder med det samme…

med emneordet , ,

Te-tosse

Jeg mødte engang en næsten jævnaldrende kvinde, der altid først målte temperaturen med sit lille termometer for at sikre sig, at hendes fine te fra Perchs ikke blev udsat for mere end de anbefalede 85 grader, når vandet blev hældt over. Derefter satte hun sit æggeur, så teen aldrig trak mere end de 6-8 min. der stod på posen… Den slags pedanter har jeg ikke så meget til overs for – laissez faire er ligesom lidt mere cool.

Desværre har jeg fået en ny elkoger, som viser temperaturen på vandet. Så nu står jeg og vogter over vandet for at kunne tage det af lige når det rammer de magiske 85 grader. Og det værste er at det er gået hen og blevet en besættelse, så i dag måtte jeg lige varme det kun 79 grader varme vand lidt op igen, inden jeg hældte det over min elskede Bambus-te fra Perchs…

Og nu vil jeg se filmen om Nelson Mandela på DR2 – mig og Sydafrika, we go back a long time (og goddamn, jeg elsker deres accent), og Mandela, ak ja, hvis vi alle bare kunne være som ham. Skål i te

med emneordet

Bodyguard

Nu er det jo ikke ligefrem go stil at opfordre eller -muntre sine børn til at slå, men det kan være svært at ignorere al den kærlighed, der strømmer ud fra sådan en lille 2½-årig dreng, som griber sit sværd og siger til storesøster Carla, der lige har haft en konflikt med farmand: “Jeg skal nok slå din dumme far, Tarla.” Hvorefter han sætter kursen mod far, leverer et dask over låret med sværdet og vender tilbage til søster med et tilfreds: “Sådan!”

De ska sgu nok klare sig i skolegården, de to trolde.

med emneordet

Min store græske tur

I mit ærefulde bi-erhverv som lektør (sådan en der skriver anmeldelser, som bibliotekarer bruger til at beslutte om de skal købe det ene eller det andet materiale – altså i hvert fald hvis der ikke er tale om den nye Dan Brown-krimi eller En shopaholics bekendelser, som intet bibliotek kan/må være foruden) får jeg penge for at se film, hvilket er noget af en win-win.

Undtaget fra fornøjelsen har været Præriens Eventyr Fortsætter (dilettantisk film om Laura Ingalls som voksen) og Vesten Vildkatte (fransk western-komedie fra ’71, says it all) og nu nok sandsynligvis også Min store græske tur, som ligger og venter på mig i min postkasse. Se lige hvor romantisk det ser ud med den skønne Georgia og den græske gud (som måske også hedder Georgia). Der er vist lagt op til en udfordrende aften i sofaen…

med emneordet

Så er den tid forbi

Så sidder man der i sengen og føler sig mindst lige så træt som barnet (der så i parentes bemærket måske næsten virker mindre træt i det øjeblik), og selvfølgelig er det dumt at spørge: Hvilken bog vil du læse? Når nu jeg allerede ved, at jeg ikke gider læse 1000 nye ord, Thomas Togs tællebog eller min gamle Disneyudgave af Pinocchio.

Vi taler opdragelse for begyndere her: Spørg ikke, hvad dit barn har lyst til. Manipuler det i stedet til at have lyst til det samme som dig. Nå, men hvilken bog vil du læse? Og vi får os forhandlet frem til en Vitellobog, som der kan siges mange gode ting om – den dårlige er at det er en af de bøger, der varsler en ny tid, hvor der er mere tekst og færre billeder i bøger aka mere arbejde til forældrene.

Heldigvis kan man altid ty til det gode gamle trick og lige vende et par sider ad gangen – indtil igår. “Hov, du glemte jo den der side…” sagde Miss Carla og stoppede straks læsningen og bladrede tilbage til den glemte side.

Ahr, jeg ved ikke. Jeg troede måske bare det kneb var gangbart indtil skolealderen eller noget…

med emneordet ,

Oh my God!

Altså det føles lidt som, når jeg har besluttet sig for at vente med oprydning efter 2 x atomic kids og lige har sat mig sofaen i mine tyndslidte joggingbukser med knæ og en plettet t-shirt og taget den første bid af en mellemgod købepizza for at se Baronessen flytter ind og så ringer det på døren. Jeg når lige at slukke for fjernsynet (som så i øvrigt kan ses fra gaden) og prøver febrilsk (og forgæves) at ligne en million. Jeg sparker vasketøjet ind under bænken og forsøger at dække for den blepose, jeg heller ikke fik ekspederet videre ud i skraldespanden, mens jeg åbner døren… og selvfølgelig er det ikke en af de der venner man har kendt i tusind år, selvfølgelig er det ham faren fra institutionen der lige ville aflevere… eller en fjern tante, der lige ville kigge forbi, når nu de endelig er på de kanter…

Bare for at sige at sådan har jeg haft det, siden Maren linkede til min blog. Tak af hjertet for de søde ord, Maren – og velkommen til alle de uventede gæster. Jeg havde bagt en kage, hvis jeg havde vist I kom. Håber vi ses igen.

med emneordet , ,