Da jeg efter 10 år flyttede fra vidunderlige Vesterbro til landsbyen Islands Brygge, savnede jeg mere end noget andet min grøntsagsmand nede på hjørnet. Ofte cyklede jeg en tur til Vesterbro bare for at besøge min gamle mellemøstlige frugt og grøntmand – og også lidt for at få billige tomater, overmodne ananas og et glas lime-gulerods-ingefær-pickles, som jeg aldrig fik spist, men som så godt ud i køleskabet, hvis hele Feldthaus-cirkusset skulle komme forbi og gætte min bolig (as if eftersom jeg hverken er kendt for at kunne synge, danse eller ride dressur – eller for at være kendt overhovedet).
I den del af provinsen, hvor jeg bor nu er der havudsigt, men ingen eksotisk, palæstinensisk-tyrkisk-syrisk- inspireret grøntsagspusher – og en cykeltur til Vesterbro er at betragte som en sommerferie-aktivitet (for cykelentusiaster).
Heldigvis kan jeg indimellem få et lille fix. For bag min arbejdsplads ligger en bazar (og det er ikke et navn, jeg har fundet på), hvor man både kan købe frisk koriander (det kunne man så aldrig hos min connection på Halmtorvet), frosne falafler og kæmpestore caffe latter (I like). Så kan man lige sidde der og drikke kaffe og få et skud af sit gamle liv, inden man skal hjem og smøre madpakker.