Altså det føles lidt som, når jeg har besluttet sig for at vente med oprydning efter 2 x atomic kids og lige har sat mig sofaen i mine tyndslidte joggingbukser med knæ og en plettet t-shirt og taget den første bid af en mellemgod købepizza for at se Baronessen flytter ind og så ringer det på døren. Jeg når lige at slukke for fjernsynet (som så i øvrigt kan ses fra gaden) og prøver febrilsk (og forgæves) at ligne en million. Jeg sparker vasketøjet ind under bænken og forsøger at dække for den blepose, jeg heller ikke fik ekspederet videre ud i skraldespanden, mens jeg åbner døren… og selvfølgelig er det ikke en af de der venner man har kendt i tusind år, selvfølgelig er det ham faren fra institutionen der lige ville aflevere… eller en fjern tante, der lige ville kigge forbi, når nu de endelig er på de kanter…
Bare for at sige at sådan har jeg haft det, siden Maren linkede til min blog. Tak af hjertet for de søde ord, Maren – og velkommen til alle de uventede gæster. Jeg havde bagt en kage, hvis jeg havde vist I kom. Håber vi ses igen.
Kun sandheden 