Et pragteksemplar

Hvad er det lige for et center, der bliver aktiveret så snart folk roser ens barn som fx når min kæreste ringer til mig, efter han har været til kontrol med familiens (nu officielt tidligere) ørebarn?

For det var ikke bare gået fint, faktisk havde lægen aldrig set nogle ører, der var blevet så flotte efter en periode med mellemørebetændelse og dræn – og hvor var det bare utroligt, at han var kommet igennem vinteren uden problemer. Lød jo nærmest som om her var et fortilfælde, som burde publiceres i Nature eller hvor læger nu gør af deres groundbreaking resultater.

Der er noget tragikomisk over den stolthed, som får en til at koge over af begejstring over at have skænket verden så stor en gave – uanset om det handler om barnets evner med saks og papir eller som nu to trommehinder.

med emneordet , ,

Ude af øje, ude af sind

I går så jeg en brystpumpe på apoteket og så kom det alt sammen tilbage til mig. Overspændte bryster, ammeindlæg og endeløse timer i sofaen med et barn, der bare spiste og spiste og spiste. Sværest synes jeg det var 2. gang, fordi jeg allerede havde glemt, at i starten går den ene amning nærmest over i den anden – og det der med at sidde og læse imens blev aldrig til noget, for i starten gjorde det så ondt, at jeg måtte tage mig en dyb indånding og med tårer i øjnene virkelig, virkelig tro på, at det her om ikke andet var til barnets bedste, og senere spiste de så hurtigt, at jeg nærmest ikke nåede at sætte mig til rette.

Dengang føltes det helt naturligt at sidde og hive sine fordele frem over for venner, familie, kollegaer og folk, man aldrig havde mødt – på cafeer, i toget, til middage. Og nu kan jeg nærmest ikke forestille mig noget grænseoverskridende end at flashe mine kvindelige atributter (faktisk havde jeg lagt et ammebillede af mig selv på, men ahr, jeg synes sgu alligevel det blir for meget af det gode…).

Og da jeg så brystpumpen gik det op for mig, hvor hurtigt man lægger alt bag sig. Jeg har for længst glemt, hvornår børnene begyndte at sove igennem om natten. Jeg kan ikke længere mærke, hvordan det var at blive vækket hver time natten igennem for at amme. Jeg kan kun svagt huske de mange aftener, hvor jeg gik rundt med et utrøsteligt barn på armen og følte mig snydt, fordi netop jeg havde fået det barn. Og smerterne fra fødslen…  seriøst, det eneste jeg kan huske er, at jeg  anden gang blev nærmest panisk angst, da jeg fik veer, fordi jeg havde glemt at det gjorde SÅ ondt.

Måske er det derfor man godt kan blive sådan lidt kynisk over for nybagte forældres trængsler – helt ærligt det går jo over (forlængst har man glemt, at man bare gerne vil høre, at det man oplever er helt normalt). Og samtidig ved jeg jo, at det med sikkerhed må være tiden der har lagt et slør ud over hukommelsen, når min mor hævder, at jeg sov igennem lige fra vi kom hjem fra hospitalet.  Lidt ligesom det allerede – 4 år efter – er lykkedes mig at konstruere en historie om, at jeg var tilbage på min normalvægt fem dage efter jeg havde født?!?!

med emneordet , ,

Når jeg bliver 40

Jeg kan godt lide det tal, 40, og jeg kan særligt godt lide dem, jeg kender, der er trådt ind i det næste årti – mest fordi det får mig til at føle mig så ung, så ung.

Herregud, jeg er jo stadig kun midt i 30’erne, en ren vårunge og stadig i betragtelig afstand fra 40 års krisen. Eller dvs. det troede jeg, indtil jeg læste Gunilla Bergenstens dagbog om året op til hun fylder 40. For måske er det ikke en krise, men tilstand.

Det er virkelig sjovt og ret skræmmende på den der genkendelige måde, og så har hun endda været så venlig at gøre bogen tilgængelig for forældre til små børn. Hvert kapitel er max 1½ side langt, hvilket var kort nok til at jeg lige kunne nå at skimte de sidste ord gennem tågerne, inden jeg faldt i søvn om aftenen.

Jeg er en stor fan af Gunilla Bergensten – og det har jeg sådan set været siden jeg læste Familiens projektleder siger op. Altså hvis ikke det er en bibel… dog med det forbehold at man ikke nødvendigvis bliver en sjovere kæreste af det, altså på kort sigt. Til gengæld sparer man tid og kræfter på lang sigt, lidt ligesom dem, der tror på paradis vel også forestiller sig at dette livs trængsler betaler sig på den anden side – eller i det næste liv, hvis man er med på den vogn.

med emneordet , ,

Aiiih, hvor piiinligt

Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.

Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.

Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.

Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave.  Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.

Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…

Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.

Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.

Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.

Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.

med emneordet , , ,

It’s the little things…

Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”

Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.

med emneordet , , , , ,

Skønhedsidealer

“Aih, hvor er de smukke, de piger.”

I går zappede jeg forbi Paradise Hotel og blev hængende på samme måde, som når man hører nogen skændes på gaden, og man begynder at stå og rodde i en kasse med hundehalsbånd på trods af man ikke har dyr, bare for at høre miseren til ende – eller det er måske bare mig?!

Miss Carla nåede altså også lige at få et glimt af tidens køns- og ungdomsstereotyper – og selvfølgelig elskede hun de smukke, unge mennesker i al deres plastic-fantastic-glimmer-glans.

Så nu skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg udfordrer de der barbie-skønhedsidealer uden det bliver alt for fodformet, selvom det er fristende…

med emneordet ,

Er du syg?

Dejlig weekend, tror jeg nok lige. Koncert med store fadøl og pommes frites på vejen hjem. Brunch med alle de gode venner, vi ser alt for sjældent. Verdens længste gåtur med tømmermænd gennem København.

Ret præcis beskrivelse af den fysiske følelse af tømmermænd... creepy Copenhagen

En obskur lille udstilling på et undseeligt galleri på Vesterbro. Hjem og lure den et par timer på hotellet. Dejlig mad på Le Le. God film i Vester Vov Vov. Og så sove, sove, sove, sove. Søndag nåede vi lige kaffe og gennemtrawling af BÅDE søndagspolitiken – og berlingeren, inden vi kom hjem til glade børn og bedsteforældre.

Åhr, hvor man elsker sine børn efter sådan en tur i drømmeland. Og åhr, hvor man elsker sine forældre, når det viser sig, at Halfdan både har kastet op og haft den onde diarrhea og stort set været vågen hele natten sammen med morfar.

I går aftes kastede Carla så op, inden hun gik i seng. Værst tænkelige tidspunkt – for er  hun så mon syg i morgen? Og hvor hurtigt efter hun er stået op, kan man beslutte sig for om hun skal blive hjemme eller skal af sted?

Da Halfdan havde fortalt den første historie om en bænkebidder, der hopper højt op i luften og vupti så spiser den mig, var vi enige om, at han var fit for fight til vuggestue.

Carla sov længe nok til at vi burde overveje om hun skulle af sted. Ligbleg så hun ud, da hun endelig kom ned. Og vi forsøgte at diagnosticere os ud af situationen på engelsk for ikke at vække frøkenens drama queen.

Så vi blev enige om, at hun vist ikke helt var sig selv, men udsigten til en hjemmedag og et besøg på farens arbejde gav straks betydeligt mere farve i kinderne og hendes selvtilfredse smil, da lillebror blev skippet af sted til institutionen, slog vist ligesom fast, at hun nok hverken var voldsomt plaget af feber eller maveonde… men så var det ligesom for sent. For det går jo ikke at aflevere et barn i børnehave, som meget vel kunne finde på at åbenbare, at hun faktisk var for syg til at være der.

med emneordet ,

Håndholdt weekend

Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.

Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…

med emneordet , , , ,

Lækker lady

Jeg blir bare aldrig, som i nogensinde, træt af det her musik

med emneordet , ,

Det er det, man skal bruge et hus til

Efter en vinter med utætte tagrender og snerydning i de tidlige morgentimer kom jeg pludselig i dag i tanke om, hvorfor i alverden det nu er at jeg en gang var så begejstret for tanken om fast ejendom – det er jo hverken de røde mursten eller tag over hovedet, der tæller, men det her – lige uden for vinduerne i MIN have.

med emneordet , ,