Kun sandheden

Efter tre – eller var det fire – dage med totalt eksemplariske børn, som svarede med et smil, når jeg bad dem lade være med at kravle op i vindueskarmen eller ikke gad at lægge puslespil, som spiste deres aftensmad med begejstring (mmm, der er også champignoner i) og som sov både middagslur og lige til kl. 7 om morgenen, er vi nu heldigvis tilbage i normaltilstanden. Og gudskelov for det – det andet gør mig sgu både nervøs og stresset.

Altså nu har jeg endelig lært at navigere efter børn, der brokker sig, når aftensmaden kommer på bordet (pizza  og pasta undtaget), børn, der bliver uvenner når deres lege (helt forudsigeligt) bliver alt for vilde, børn, der kaster sig ned på gulvet med hysteriske skrig som afrikanske kvinder ved en begravelse, når de får nej. Det er ikke fordi, det er nemt, men det er forudsigeligt – hvorimod det andet… jeg blir rastløs og rundtosset af det, for når jeg ikke skal irettesætte, trøste eller henslæbe lørdagen i zombietilstand efter alt for lidt søvn, hvad er det så lige jeg skal. Hvad er det så for en forældre jeg skal være – en der bager kage? En der bygger ridderborge? En der bare ligger og læser på sofaen, mens børnene leger?

Så jeg fik næsten lyst til at kramme børnene efter de havde haft den første konflikt i dag – alt er ved det gamle, og jeg blir ikke arbejds- eller identitetsløs lige med det samme. Pyha!