Endnu en grund til at være træt

Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.

Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…

Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen

Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.

I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.

”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.

Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:

”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”

med emneordet , , , ,

I bedste fald bliver jeg bare træt

Lige nu er der New Media Days, som er for journalister, hvad Cannes er for film eller VL-grupperne er for rigtige businessfolk. Eller noget.

I år har arrangørerne valgt at hædre nogle af de lysende medietalenter, der findes derude – og som juryen mener vil være med til at udvikle mediebranchen i de kommende år.

Og hold kæft, hvor blev jeg træt, da jeg så den liste. For det er det samme gamle spil – så sørgeligt forudsigeligt: Ud af 38 talenter er de fire (FIRE!) kvinder. Ah-men, tror vi virkelig på, at der ikke er flere talentfulde kvinder i den fagre nye medieverden? Er det kun de unge mænd, der kan finde ud af det der med udvikling og innovation? Jeg fatter det ikke – eller rettere jeg tror simpelthen ikke på, at den liste af kaospiloter, ITU- og CBS-studerende unge mænd er fyldestgørende… Døm selv

En velkomst du aldrig glemmer

Tjek lige den her flash mob-film fra T-Mobile. Ret cool velkomst (og reklamestunt)…

med emneordet , , ,

Se, hvor de danser

Slap lige af en forestilling. Seks kroppe badet i lys og lyd. Jeg ved noget om teater, men ingenting om dans. Men altså den der forestilling, Frost, har så rigeligt fortjent sin Reumert.  Goddamn, det var smukt og overraskende og aldeles anbefalelsesværdigt.

Og ved du hvad? De der dansekroppe… hvem der bare havde den overarm eller den mave eller den smidighed eller de proportioner. Smukke, smukke mennesker. Stramme, stramme numser.

med emneordet , , ,

Det er bare mig…

Kender du de der folk, der udbryder: “Aih, du skal ikke tage dig af mig – det er bare mig, der er skør!” Efterfulgt at lidt for up-beat latter?

Helt ærligt. Hvor tit har du nogensinde mødt en af de selvbestaltede skøre, som du virkelig synes var vildt crazy? Bare en tanke.

 

 

med emneordet , , ,

Jeg sku aldrig ha købt den krop

Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.

I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…

med emneordet , ,

Sandheden gone mad

I lørdags sad jeg på Nørrebro og broderede og spiste guldkugler – hele dagen. Mest mærkværdigt var det med broderiet, fordi jeg ikke er en brodeuse at all. Men jeg fik sgu smag for det – jeg siger det bare. Mest som en advarsel, hvis det her nu skulle gå hen og blive en hel lille brodeributik.

Guldkuglerne (med chokolade og lakrids og nej, det var ikke spor mærkeligt) var ligesom meget mere mig fra starten – der sidst på dagen, hvor vi toppede guldkugle no. 100 med et stykke kage fra La Glace, var jeg da et øjeblik ved at nå kvalmegrænsen, men altså min sukker-tærskel er faktisk forbavsende høj. Ved jeg nu.

I mens talte jeg med kloge og sjove kvinder og hørte mærkelige og inspirerende oplæg i en lind strøm. Det var alt sammen lutter idyl, inspiration og helt igennem genialt. Og hvis en Geek Girl også er brodeuse, så er det det jeg er!

med emneordet , , , ,

Udhvilet

04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…

I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.

I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.

I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.

Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…

med emneordet , , , ,

F***ing vintertid

Det er godt denne her uge ikke faldt sammen med min zen-uge, for så havde jeg været tvunget ud i dumme begejstrede banaliteter a la Hvor dejligt at stå tidligt op og have god tid sammen med familien.

HA! Nu kan jeg i stedet nøjes med at sige: Hvor latterligt at blive vækket kl. 04.30 efter mindre end fem timers søvn og så bruge to tåbelige timer på at få et sommertidsudhvilet barn til at sove! Hvor langt ude-tåbeligt at kaste med puder og bamser i desperation over at få sin skønhedssøvn ødelagt! Hvor skingrende belastende at skulle se sig selv i spejlet kl. lort i lagkage og få det bedste ud af det syn!

Jeg er så træt, at jeg ikke engang gider at belemre jer med, hvordan det føles. Og jeg har for længst prøvet med kaffe – og nougatmandler fra Summerbird. Hjælper ikke en skid.

Heldigvis – og thank god for shopping – kan Amazon, Liebe og Perch’s holde mig kørende et par timer inden jeg langsomt glider ned ad stolen og spredes i atomer ud over sofaen.

Yndlingsbambus-te, ny favoritkop (det er den aller-aller-sidste, promise, Casper), en smuk, smuk bog, som fortjener selvstændig omtale af en med større overskud (glæd dig), to sjove og en hemmelig bog (afsløring følger inden længe uh-h cliffhanger!) – og en australsk ko, der ikke måtte komme i børnehave…

Aih, der var også noget andet, mere vigtigt jeg ville sige. Noget med en film, jeg har set. Tror jeg. Af hende den smukke Sophia Coppola. Ret fantastisk. Og stille. Vist nok. Måske. Nå ja, og så at jeg synes vintertid er noget crap – og at alle de voksne skal holde op med at tale om, at der fik vi nok lige en time forærende. Det føles sgu mildest talt ikke som en foræring, skulle jeg hilse og sige. Og nu begynder jeg også snart at kaste puder på mig selv, hvis jeg ikke tier stille. Sure kælling! There, I said it! Gadonk!

med emneordet , ,

1. advarsel mod at holde orlov

Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.

Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.

Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!

med emneordet , , , ,