Også kærlighed… Og for 40 kr. er der direkte adgang til min søns ridderhjerte. Efter jeg overrakte ham to bæreposer med playmobilguld fra det lokale loppemarked, har det ikke skortet på komplimenter som Du er den bedste mor, og Du er flot, mor, meget flot! Ah… hvad to gyldne mønter ikke kan gøre for idyllen sådan en smuk forårsdag.
Nå, men hun er jo en stædig stodder, min datter. Så det kan godt være jeg lykkedes med at tie hendes kommende deltagelse i MGP ihjel, men måske har jeg virkeligheden virkelig skudt mig selv i foden, for nu plager hun så i stedet om:
Som den wanne-be økomor, jeg er, anerkender jeg selvfølgelig, at det er utrolig flot, at min datter arbejder på at blive økonomisk uafhængig. Jeg er bare meget i tvivl om, jeg som det helt lille bitte mennesker jeg i virkeligheden er, kan rumme at det skal foregå i umiddelbar nærhed af min bopæl.
Der er sgu mange ting, der er underligt ved at få børn. Jeg forstår stadig ikke, at jeg på en gang kan længes så vildt meget efter tid alene, og så samtidig savne terroristerne så afsindigt, når de ikke er her. Som nu i går fx. Så ligger man der i sin kæmpestore seng helt alene – ikke så meget som et lillebitte åndedræt kan man høre. Der er bare stille. Helt stille. Nærmest angstprovokerende stille.
Der er også det der med deres små varme kroppe, som jeg hele tiden har lyst til at kramme. Og abstinenserne, når jeg ikke kan stikke næsen ned i deres hår og dufte til dem. Og deres smil når de kigger på mig og næsten snubler over ordene, fordi der er så meget at fortælle fra det sidste døgn.
Der er selvfølgelig også det forunderlige i at have glædet sig så meget til, de kommer hjem og så starte med at skælde ud. Bare ligesom for at komme ind i gængen igen. Og det helt fantastiske i, at de altid kan trække en tilbage til rimeligheden, når de kigger på en og siger: Du må ikke skælde mig ud med den høje stemme, for så er det ligesom om jeg græder lidt inde i hovedet.
Siden kl. to i eftermidddags har jeg set:
Det bedste ved den første var musikken, og ellers kan man godt blive lidt træt af Anders W. Bertelsen og Paprika Steen som Anders W. Bertelsen og Paprika Steen. Egentlig ikke så morsomt.
Det bedste ved den anden var, at den var skruet gedigent godt sammen – og at den holdt, selv med 64 år på bagen.
Det bedste ved den sidste var, at der ikke er nogen i den historie, der er lykkelige. Meget rørende, selvom jeg ikke synes det holdt, at Heath Ledger døde per postkort.
Fælles for dem er, at alle tre film handler om mænd, der drømmer om et liv, de ikke kan få. Muligvis fordi jeg ikke har andet at gå op i, men det var da en lille kuriøsitet, at der ligefrem og tilfældigvis var et fælles tema.
Og lad mig så i øvrigt tilføje. at sidst jeg så tre film i streg, var i det forrige årtusinde. Dengang vi gik i kiosken efter film og movieboks og lå i sengen hele dagen og spiste chips og drak cola og røg smøger for at få bugt med tømmermændene. Dengang hvor vi sprang friske ud af sengen 23.13, når de sidste rulletekster løb over skærmen for at tage et bad og gå i byen – igen.
Nu drikker jeg danskvand (med tranebærsmag, bevares), mens jeg halvsover til genudsendelser i tv og overvejer at gå i seng uden at børste tænder. 23.13 er langt over min sengetid.
Lige efter aftensmaden leger børnene rigtig godt. Faktisk det bedste tidspunkt på dagen. Det er så hyggeligt – altså indtil det kammer over, og de begynder at lege jorden er giftig i reolen eller hoppe trampolinspring fra spisebordet. Det er startsignalet til, at det er tid til nattøj og tandbørstning. Så lader vi som om børnene rydder deres legetøj op inden de skal i seng.
Og så går vi op – halvvejs oppe af trappen, kommer vi i tanke om at de skal tisse, og at vi har glemt bamserne, og at vi skal have vand med op. Ned igen. Anden gang på trappen begynder børnene at skændes om, hvis tur det er til at bestemme, hvilken bog vi skal læse – og hvor vi skal sidde og læse.
Så læser vi, og så putter vi og drikker vand og udleverer bamser og siger godnat og bytter bøger og finder riddere og drikker mere vand og siger godnat igen og tænder lys og bytter bøger og slukker lys og åbner døre og siger godnat for sidste gang.
Og når jeg kommer ned, er kl. halv otte, og jeg tænker at det faktisk er ok. Mens jeg sætter vand over til te, begynder det ene eller det andet barn at råbe. Først ignorerer jeg det, men til sidst er jeg alligevel nødt til at gå op af trappen for tredje gang for at give vand og udlevere bamser og sige godnat og bytte bøger og finde riddere og give mere vand og sige godnat igen og tænde lys og bytte bøger og slukke lys og åbne døre og sige et sidste sammenbidt godnat.
Når jeg kommer ned, er kl. 10 minutter i otte, og så gik der endnu en gang en time med at få børnene til at sove, tevandet er blevet koldt, og der er krimier i tv igen.
Nå, men det der arbejde sluger altså ret mange af mine ord. Synes ikke, der er så mange tilbage, når dagen er slut. Og den slutter i øvrigt ret tidligt for tiden, fordi Carla har fået smag for den gode gamle vane med at vågne meget tidligt – og selvom vi leger “Det er nat, og alle sover”, så sover jeg så alligevel ikke så meget, fordi jeg deler dyne med et barn, der fordriver ventetiden med at synge Mama Barbiegirl (også kendt som I’m a Barbiegirl), mens hun i vandret position udfører bevægelser, der kunne forveksles med en form for dansetrin. På den måde ender man også selv med at længes efter, at klokken bliver seks.
Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.
Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.
Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”
Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”
Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?
– Vi skal ringe til MGP på lørdag, sagde Miss Carla til mig forleden.
Hvorefter jeg pædagogisk gik i gang med at forklare, at MGP er en enkeltstående event, som afholdes en gang om året. Man kan naturligvis ikke bare ringe til dem om lørdagen.
– Hvis du vil stemme på dem, der synger, skal du ringe, når de optræder. Så det må vi vente med til næste år.
– Nej. Det er ikke det. De siger på Ramasjang, at man skal ringe til dem, hvis man vil være med i MGP. Og det vil jeg gerne!
Kære Gud, giv mig styrke. Til ikke at sende mit tonedøve barn videre til statsradiofonien. Til ikke at ende som Amalies lidt for friske mor.
Egentlig har jeg bare lyst til at sige det samme som sidste år, fordi det stadig er sandt. Også selvom det nu også er synd for mændene. I det hele taget er det vist bare synd for os alle sammen. Mændene. Kvinder. Børnene. Familierne. Og alle dem, der er uden for.
Måske er det finanskrisen skyld. Jeg ved det ikke, men jeg synes det mudrer billedet noget, at vi synes det er så synd for mændene, at vi ikke længere skal tale om, hvor mange kvinder rundt om i verden, der dagligt bliver udsat for overgreb af den ækleste art. Alene fordi de er kvinder.
Ligesom de blå er trætte af at det er elitens kvinder, der råber højest om kvinders ret, så er jeg så træt, så træt af at de blå ikke kan se ud over deres egne hornbriller. Fordi du og jeg føler os dejligt befriet og ligestillet. Og fordi alle vi kender har det på samme måde. Så er det jo ikke det samme som at alle kvinder har lige ret og adgang og respekt. Det mindste vi kan gøre er da i det mindste at give en lille smule af vores overskud til dem, der ikke har den samme stemme som os.
Så skinner solen endelig. Og vi har været ude at cykle, for der er så dejligt ude på landet. Også selvom det støver.
Og Miss Carla måtte have hagebeskytter på for ikke at slå knæene mod hagen, hver gang hun træder i pedalerne. Hun skal virkelig have en ny cykel. Så nu starter det. Ny sæson, nye indkøb. Cykel, cykelhjelm, regntøj, gummistøvler, sandaler – just to name a few. Og nå ja, så ønsker hun sig selvfølge en Nitendo, for sådan en kan man jo ikke leve uden, når man er næsten fem år. Vel?
Jeg kan bare mærke, at jeg får lyst til at flytte i halmhus med lokum i haven og mellemvarmt vand i bruseren. Et sted, hvor man går i gummistøvler, hullede bukser og en gammel fleece. Hvor det at rede sit hår er en næsten unødvendig gestus over for de andre. Et sted, hvor børnene er så trætte af at have luget hele dagen mellem pastinakker og grønkål, at deres små tykke fingre slet ikke kan holde fast om andet end deres gamle slidte bamse, som de krammer inden de falder i søvn. Et sted, hvor man ikke kan plage om boller i Føtex eller hvine over Hello Kitty-klodser og Buzz Lightyear-kostumer. Et sted, hvor penge ikke findes, og hvor kærlighed og hårdt arbejde er det eneste, der tæller.
For det er sgu da for langt ude, at ens barn skal have ny cykel og elektronisk tidsfordriv for flere tusinde kroner. Bare fordi solen skinner, og man snart bliver fem år. Og fordi man har råd. Det er også langt ude.
Jeg har kun en bekymring med halmhuset, kærligheden og det hårde arbejde – for det betyder vel også at jeg må vinke farvel til min smartphone, som jeg på overraskende kort tid er kommet til at elske virkelig højt. Er der nogen, der vil minde mig om, hvorfor det nu er så vigtigt, at de voksne går foran med et godt eksempel?
P.S. Er også i tvivl om man kan lave en hæderlig latte på kornkaffe og soyamælk?
Kun sandheden 