Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.
Der er skabt 700, ikke 40.000 jobs. 800.000 er på offentlig forsørgelse. Under 1000 kr. om måneden får en kontakthjælpsmodtager ud af at tage et arbejde. Derfor skal de have en job-bonus på 1.500 kr. om måneden. 15. mia. mere til sundhedsvæsenet. Ikke en krone mere til udviklingsbistand- det bliver der ikke råd til. Og hvad betyder egentlig det der nulvækst, i virkeligheden, helt konkret?
700 lyder jo ikke af ret meget. 40.000 på den anden side, er det mange jobs? Selv Detektor måtte give op, fordi det er umuligt at sammenligne den ene jobstatistik med den anden. Og hvis det virkelig er sandt, at den gennemsnitlige kontanthjælpsmodtager ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig, nytter det så at stikke dem 1.500 kr. om måneden i bonus, hvis de alligevel kommer i arbejde? Gør 15 mia. kr. en forskel i sundhedsvæsenet? Og hvorfor kan der ikke blive råd til at hæve udviklingsbistanden, vores bidrag til verdens fattigste, hvis vi kan finde 15-20 mia. til en ny motorvej i Jylland.
Valgkampen er fuld af tal – og ikke mindst diskussioner om tal. Og jeg kan ikke følge med. Kan du?
Kampen om tallene er en kamp mellem politikerne. Det er et forsøg på at være konkret, give løfter som man kan forstå, men problemet er, at vi ikke har en jordisk chance for at forstå tallene. Og for at være helt ærlig, så interesserer tallene, de konkrete mia., mig ikke stort.
Jeg er interesseret i visionerne, værdierne. Hvor vil I bringe Danmark hen? Hvilket land skal vi være om 10-15-20-50 år? Hvad skal der til for at nå derhen? Jeg tror ikke 15 mia. kommer til at gøre en forskel i sundhedsvæsenet overhovedet, fordi det dybest set ikke handler om penge, men om et system, der har spillet fallit. Om et år er de 15 mia. forsvundet ned i et stort sort hul uden der reelt er sket en skid med de strukturer, der sluger pengene, de ansatte og patienterne.
Det er jo ikke fordi der ligefrem mangler eksempler på, hvor store problemer der er med sundhedsvæsenet – patienter, der cykler rundt i systemet, læger, der ikke taler sammen, sygeplejersker, der pisker rundt mellem patienterne indtil de falder om af stress. Sygeplejerskerne forstås, patienterne ligger allerede ned.
Jeg tror ikke, det er lægerne skyld – eller sygeplejerskernes for den sags skyld. For jeg tror faktisk på, at langt de fleste af os går på arbejde for at gøre en forskel. Jeg tror det er systemets skyld, hele den måde vi har indrettet sundhedsvæsenet på, jeg tror systemet er vokset os over hovedet, systemet har besejret os, og derfor er 15 mia. en dråbe i havet. Ligegyldige, for systemet sluger pengene, og bagefter er problemerne de samme, fordi vi ikke har taget kampen op med de grundlæggende strukturer, som gør systemet sygt i sig selv. Og det gælder sådan set hele vejen rundt.
Velfærdssystemet er et system først og fremmest. Vi lapper og lapper og ingen – i hvert fald ikke jeg – forstår, hvor pengene bliver af, når vi samtidig skal effektivisere og vi ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er en jordemoder at få, når man skal føde sit barn – ikke en ærlig, uddannet pædagog at møde i, når man afleverer sit barn før klokken ni – ikke en støttelærer i syne, når der er 58 børn fordelt på to klasser og krav om inklusion og ekstra læseindsats.
Så kære politiker, du kan kaste om dig med penge og tal herfra og til den 18. juni, men jeg kan ikke høre, hvad du siger, jeg kan ikke forstå, hvad du vil. For det jeg er optaget af, det jeg allerhelst vil vide er, hvad det er for et Danmark du vil skabe. Hvad er det største du kan forestille dig? Hvordan vil du tage livtag med systemerne? Hvilke store, vigtige reformer vil du skabe? Rigtig reformer. Dem, der stadig står om 100 år, fordi de var vigtige og nødvendige? Jeg er færdig med det Danmark, jeg kender. Jeg er færdig med lappeløsninger. Og jeg er så færdig med narresutter.
Jeg har endnu til gode at høre den politiker, der virkelig vil noget – med det her fællesskab, med det her land, med den her verden. Hele den her valgkamp er så visionsløs. 1.500 kr. til kontanthjælpsmodtagere, der finder et arbejde. Økonomisk straf til forældre, hvis deres børn mobber andre børn. Retten til at spise en pålægschokolademad på hvidt brød. Seriøst?!?! Det føles jo som om I tager pis på mig?
Hvor er den modige, fremsynede politiker, der vil dele sin vision om en bedre verden med mig? Hvor er den politiker, der tør hæve barren, udvide horisonten, provokere os til at gøre det, vi ikke tør alene? Hvis du er derude, lytter jeg hellere end gerne. Og jeg har på fornemmelsen, jeg ikke er den eneste.
5 bøger til valget. Lav en kop kaffe. Eller to. Læs. Og stem.
1. Lone Aburas: Politisk roman. Om hvor svært det kan være at være fuld af gode intentioner. Samfundssatire på den gode måde.
2. Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel. Børn har brug for voksne, der ser dem og tager sig af dem – særligt når de voksne, der allertættest på, ikke kan. Børn har brug for for tryghed, ikke fængsler.
3. George Orwell: 1984. Nogle gange er gange er fremtiden tættere på en du tror. 1984 er stadig en forrygende roman – læs den om ikke andet for at blive mindet om, hvad et overvågningssamfund kan føre til.
4. Frank Kafka: Processen. Når systemet har ret, fordi systemet er … systemet.
5. Naomi Klein: This Changes Everything. Hvorfor klimaforandringer er den største udfordring vi står over for, overhovedet. Og hvorfor kapitalismen spænder ben for at skabe de reformer, der er brug for. Læs We need hope and fear in equal measures
Lars Løkke lover et nyt håndværkerfradrag. LA vil af med registreringsafgifter på biler. Regeringen fremlægger en børnepakke, hvor der er afsat 1,25 mia over tre år til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft af det pædagogiske personale og lederne på området. Til sammenligning koster en ny såkaldt vækstmotorvej op gennem Jylland 20 mia. kr. 20 mia.!?!
Håndværkerfradraget er en joke. Det samme er LA’s 00’er-kampagne: Alle børnefamilier har ret til en stor bil (sic!). Og Børnepakken er præcis så uambitiøs, som man kunne frygte. Er der overhovedet nogen, der har regnet ud, hvor mange (få) pædagoger man kan få for 1,25 mia. kr.?
Vi kan forestille os motorveje. Flere biler. Større biler. Vækst. Men vi kan ikke forestille os, hvordan vi for alvor kan organisere os anderledes. Vi er villige til lovgive os ud af alting, undtagen hvor mange voksne der skal være i institutionerne, og det til trods for, at der ikke ligefrem mangler eksempler på, hvor grelt det efterhånden står til. Det til trods for, at vi ved, at hvis vi skal rykke ved den sociale arv, hvis vi skal gøre alle børn til livsduelige voksne, så er det de første seks år af barnets liv, der for alvor tæller.
Debatten om en familiepolitik er reelt ikke vildt revolutionerende. De fleste ønsker er allerede prøvet af (med succes tilmed) i andre lande – og endda lande, vi normalt sammenligner os med.
Men hvad med væksten, spørger du nu. For vi må jo ikke glemme væksten. Den gode nyhed er, at når vi skaber bedre og mere fleksible rammer omkring familierne, stiger fødselsraten. Folk får simpelthen flere børn, og vi har brug for flere børn i Danmark for at holde hjulene igang. Velfærdsstaten er jo blandt andet under pres, fordi der bliver flere ældre og meget færre børn. Det er næsten nemmere end at bygge en motorvej tværs gennem Jylland. Og helt sikkert langt mere meningsfuldt.
Ok. Så lad os tale om det valg. Jeg er politisk hjemløs, helt og aldeles. Jeg orker end ikke at tænke på valgdebatter. Slogans. Løfter. Sukken. Himmelvendte øjne. Politikere, der overgår hinanden i, hvor mange byggepladser, sygehuse og plejehjem, de har besøgt. Hvor mange sosu-assistenter og stilladsarbejdere, de har talt med. Rigtige mennesker uden i den virkelige verden, forstås. Jeg gider ikke høre på det mere. Jeg er færdig. Helt færdig. Og vi er først lige begyndt. Det starter nu. Det store valgcirkus. Kampen om taburetterne. Om magten. Om retten til at vide bedre.
Jeg orker slet ikke at tænke på, hvor vi ender bagefter. Jeg gør mig ingen forestillinger om, at et valg kan gøre et forskel. Det er lige meget, hvor den stemme lander for vi er allerede forsmåede, lukkede om os selv, selvtilstrækkelige i en grad som klæder ingen. Politikerne henter legitimitet i en virkelighed, de ikke lever i og taler til frygten, det mindste i os.
Der er ikke noget fællesskab at tale til, for enhver må svare sit og dem der ligger ned, er nok selv ude om det. Vi kan jo ikke holde hånden under alle. Nogen (de andre) må tage sig sammen. Velfærdssamfundet er under pres, og nogen må jo sige det. Så det gør vi. Siger det igen og igen. Tag dig sammen. Det er jo ikke vores skyld OG SLET IKKE VORES ANSVAR, at du ligger der og roder rundt uden uddannelse, uden arbejde, uden mening for enden af udkantsmotorvejen. Socialt udsat er ikke længere noget, man er, men noget man vælger. Se, bare på alle mønsterbryderne. De kan jo godt, fordi de vil. Det handler om vilje først og fremmest.
Vi træder vande. Vi hylder væksten. Nu kommer opsvinget. Og vi hylder new public management i en naiv tro på, at kontrol kan forandre verden. Mere kontrol. Flere mekanismer, der skal skille fårene for bukkene. Mistro til hinanden, det er det vi bygger fremtiden på.
Og det selvom alle ved, at vi burde hæve blikket og tale om elefanten i rummet, som snart er så stor at den ikke kan være nogen steder. Vi burde tale om klima, KLIMA. KLIMA FOR FANDEN! Eller rettere vi burde holde op med at tale og handle i stedet. Gå forrest. Gøre noget. Noget virkelig stort.
Vi burde tale om reformer. Store reformer. Omkalfaltrende reformer. Forandringer, der ikke er bundet op på vækst og opsving. Stramninger, påbud, flere regler og en ny kræftpakke. Det er – ja, undskyld mig – som at skide i havet, når vi burde forestille os det umulige og stræbe efter det. Når vi burde være ambitiøse på verdens vegne, på fællesskabets vegne, på vores børns vegne.
Men nu kommer valget, og så drukner det hele i skåltaler og pegen fingre og valgplakater, hvor velmenende mennesker smiler ned til os fra lygtepæle. Ned til os, folket. Til mig, som føler mig repræsenteret af ingen. Til dig, der har trykket hånd med en rigtig politiker i Bilka eller fået en kop kaffe og valgløfter trykt på papir stukket i hånden på stationen af en ‘kampagnemedarbejder’. Det er det, vi kalder valgkamp. Det er det vi kalder at møde folket. Det er det vi kalder samtalen. Det er det vi kalder repræsentation. Nu kommer valget, og jeg har aldrig været mere desillussioneret på demokratiet og fremtidens vegne. Jeg stemmer på … ingen.
Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.
Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.
Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.
Mødet med middelmådigheden
Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.
Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.
Hej krise
I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.
Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.
Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.
Kollektiv psykose
Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).
Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?
Dygtige dig
Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.
De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.
Slap af!
Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.
Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.
Så er det i dag det sker. 100.000 romaner tager på rejse landet rundt – det er det bedste initiativ i mands minde, og jeg håber du møder en af de 5000 boguddelere, som har lommerne fulde af bøger. Jeg har stadig en stak tilbage – og en af dem – den formidable novellesamling Bavian af Naja Maria Aidt – trækker jeg lod om her.
Novellesamling, siger du så. Hvem læser overhovedet noveller? Det gør du. Lige om lidt. Læs bare en og sig så til mig igen, at det ikke er noget for dig.
Senere i dag tager jeg til Aarhus, og jeg har resten af bøgerne med i toget. Du kan sige, at det er en gestus til DSB, for de sidste 10 år har jeg læst stort set alle mine bøger i toget. Der er stort set ikke noget andet sted i hverdagen, hvor du kan sætte dig ned med en bog uden at føle, at du burde lave noget andet i stedet. Toget er det oplagte helle. Sir det bare.
Som en ekstra bonus kan du downloade de fem bøger, der er udvalgt til Danmark Læser kvit og frit – som e-bog og lydbog. Seriøst, det er en gave, du ikke kan sige nej til.
Nå, men det var lodtrækningen, vi kom fra. Læg en kommentar herunder, så trækker jeg lod på søndag. Den heldige vinder får Naja Maria Aidts Bavian med posten – klar til forlænget forårsferie i næste uge. Alt godt.
Vanen tror slog jeg et stort brød op, da jeg til en middag i januar annoncerede, at i 2015 vil jeg læse 100 bøger (åh, hahaha … but why). Jeg synes selv det lød ret realistisk, fordi jeg jo (næsten) hver aften læser for mine børn, og gode børnebøger tæller mindst ligeså meget som voksenbøger. Desværre skete der nærmest umiddelbart efter det, at vi begyndte at læse Harry Potter. Så nu er der kun mig og mine egne bøger tilbage.
Efter 3½ måned er jeg på 19/100 (?!?!). Her er de tre seneste – som jeg i øvrigt vil anbefale til alle.
Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er helt ny og meget, meget fin. Jeg er ellers helt og aldeles færdig med 2. Verdenskrig. Ikke flere film. Ikke flere historier. Done. Over and out. Men Alt det lys vi ikke ser (som Doerr har skrevet på i 10 år!) er både en bog om 2. Verdenskrig og så slet ikke. For den er måske mest af alt en bog om børn og deres drømme. En blind pige, der ser verden – og dermed krigen – i farver. Og forældreløse Werner, der elsker radioer, og tror han har fundet en genvej til lykken, da han bliver optaget på en af værnemagtens drengeskoler. Virkeligheden er både bitter og barsk, som enhver der er blevet voksen og kynisk jo allerede ved.
Det er ikke en historisk roman i traditionel forstand, og jeg elsker, at bogen ikke bare er fortælling, men også sprog, som man kan dvæle ved undervejs. Som fx sætningen ‘Far ryger så mange cigarettter, at han til sidst selv bliver til aske.’
Inden jeg læste Alt det lys vi ikke ser græd jeg til Monster af Patrick Ness. Det er vist egentlig en ungdomsbog, men hey, sorg og den vrede, der følger i halen på sorgen, behøver man ikke være unge for at forstå. Det er en tænderskærende historie om en dreng, der oplever ensomhed, sorg og vrede, som tre uadskillelige følgesvende, og om voksne, der tror de skåner barnet, som allerede ved mere end dem. Der skal et monster til at vise ham vej gennem virvarret, og den der ikke græder til sidst har et hjerte af sten. OBS! Tegninger i bogen er fantastiske – også selvom du slet ikke er sådan en der læser tegneserier.
Og i går slugte jeg så Felicia forsvandt af Felicia Feldt. Bogen blev kaldt et usentimentalt karaktermord på en af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgreen. Da bogen udkom i 2011 nægtede Wahlgreen alt – og jeg forstår hvorfor efter at have læst hendes datters erindringsnedslag. For hvis bare en brøkdel af den barndom, Felicia husker, er sand, er det så gruopvækkende, at jeg slet ikke forstår, at Wahlgreen kan leve med sig selv, og det hun har udsat sine seks børn for. Det giver sig selv, at det ikke er opløftende læsning, men Felicia Feldt skriver godt og viser med sine spring i tid, hvordan oplevelser fra barndommen sætter spor længe, længe efter – og at uanset overgrebene er det svært at give helt slip på kærligheden til sin mor.
Og nu, tilbage til bøgerne, der er ikke et sekund at spilde. En bog hver 3. dag fra nu af, og så er jeg i mål.
De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?
Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.
Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.
De rette foranstaltninger
Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.
Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.
Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.
Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.
Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.
Ansvaret er vores
80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.
Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.
Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.
Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015
Kun sandheden 
