23. januar 2012
1 kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

med emneordet , , ,
19. januar 2012
3 kommentarer
As if

Det dobbelte land (sig igen, at der ikke er fattige i Danmark)

Jeg ønsker mig en ny mælkeskummer og et spisebord. Jeg gad altså også virkelig godt på en storby-veninde-tur til foråret. Og så kunne det jo være ret så fint med en ny terasse, en havebruser og den slags… Sådan er der så meget.

Forleden drømte jeg om at flytte til Orø og tilbragte det meste af dagen på Boligsiden. Og så gik det op for mig, at man kan købe huse til 200.000 kr. alle mulige steder i Danmark. Så måske man skulle have sig et sommer-lege-jeg-keder-mig-lidt-i-provinsen-hus?

Jeg klikkede lidt rundt, optændt af min indre tilbudsjæger og den hellige forbrugsild, men efterhånden begyndte jeg at få en ret dårlig smag i munden.

For Boligsiden dokumenterer det vi godt ved, men ikke må sige: Udkantsdanmark findes. Det samme gør de marginaliserede. Og de fattige (jo, de gør så!).

De bor lige her:

Alle billeder er fra virkelige boligannoncer. Det billigste hus koster 165.000.

med emneordet , , , ,
18. januar 2012
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,
16. januar 2012
2 kommentarer
As if, Sandheden

Problemet med Speltland

Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
  • For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
  • For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
  • For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
  • For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.

Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.

Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?

med emneordet , , ,
15. januar 2012
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,
12. januar 2012
3 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Mig sagde hunden

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,
11. januar 2012
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg har været på charterferie

Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.

Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der  er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?

Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.

Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:

  • Kufferten kom tilbage og vi fik 500 gode danske kroner for ulejligheden.
  • Børnene debuterede i poolen, og jeg lagde mig til rette i solstolen.
  • Damp-barnet opdagede børneklubben, og der tilbragte hun det meste af ferien med spil og perleplader og skattejagt.
  • Det andet barn boede enten under vandet i poolen eller under  et håndklæde på solstolen med Angry Birds som et værdigt underholdningstilbud.
  • Der var gratis is og frokost til børnene, og på den måde slap vi lige for restaurant-jeg-kan-ikke-lide-maden-helvede der midt på dagen.
  • De fik to legekammerater og det gik rigtig godt (hvis vi lige glemmer den scene på trampolinen, hvor min søn kastede sig  over sin nye ven og gav ham en ordentlig omgang prygl, så jeg måtte mase mig gennem det mikroskopiske hul i nettet og hive mit barn ud ved benet og undskylde mange gange over for hans mor, som jeg på det tidspunkt ikke en gang vidste, hvad hed. Nice!).

Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.

Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.

med emneordet , , ,
10. januar 2012
2 kommentarer
Chancen

De findes faktisk i virkeligheden

Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin  gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?

– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.

– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?

– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.

– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.

– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?

– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?

– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?

– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.

Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?

– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.

Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?

– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.

Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?

med emneordet , ,
30. december 2011
2 kommentarer
As if

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

med emneordet , ,
29. december 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →