Her er noget andet, som der ikke var nogen (systemet, jordmoderen, sundhedsplejersken eller bare andre mødre), der havde fortalt mig: At ens børn får indopereret en magnet i kroppen, når de bliver født, som betyder, at man konstant har en hale af børn efter sig (længden afhænger selvfølgelig af, hvor mange børn man har anskaffet sig).
For et øjeblik siden forsøgte jeg fx lige at snige mig ud i køkkenet for at bage en kage, og før jeg vidste af det havde jeg et barns hoved nede i skålen, fingre i melet og snottede næser ud over det hele.
Og når jeg forsøger at sætte mig i sofaen med avisen, kan jeg være ret sikker på, at jeg sætter mig på det barn, der af uransaglige årsager kendte mine planer før jeg selv, og derfor allerede har sat sit i sofaen.
Jeg har forlængst opgivet at tage bad og sidde på toilettet uden deltagelse fra resten af familien. Det har nemlig vist sig, at det netop er i de 10 min., jeg er i bad, at livet store dilemmaer a la hvor er mine guldsko eller Carla har taget min guitar skal afklares.
Men det største selvmål af alle anskaffelser her i huset er skamlen. For skamlen betyder, at hver gang jeg forsøger at smøre en mad, lave en kop te eller snige mig til et stykke kage, dukker der et lille barnehoved op over kanten på køkkenbordet. “Hvad laver du?” spørger hun og kigger på mig som en sulten labrador, der venter på en godbid. Og bag mig kan jeg høre endnu et sæt fødder på vej mod køkkenet, for den ene magnet har selvfølgelig straks sendt signaler til den anden om, at modermagneten er i nærheden. Jeg har efterhånden lært ikke at flygte ud af køkkenet, for jeg ved, at så snart jeg vender mig rundt, snubler jeg over en lille fyr og hans guitar.
Egentlig synes jeg det kunne være fint, hvis livet var lidt mere Matrix-agtigt, så jeg kunne lægge min magnet fra mig indimellem fx i et hemmeligt rum i skamlen, så kunne de sidde på den en dags tid, mens jeg smurte min frokost uden inkvisitoriske spørgsmål eller små fedtede barnehænder i leverpostejen.
Kun sandheden 