med mindre altså det er lidt street art full of loooove. 
Fandt den her på trappen i morges – bitte lille og gemt væk i et hjørne mellem to trin.
Synes den fortjener at falde for bagatelgrænsen og blive siddende som et lille minde om et barn, der godt kan lide at være her (eller lægger jeg nu for meget i sådan et 4½-årigt hjerte?).
Dejlig jul, gode gaver, masser af veltilberedt svin og søde mennesker (som ikke var tilberedte, men bare var). Og hyggelig nytårsaften, som var præcis så kaotisk som sådan en aften er, når man både skal høre nytårstale, servere mad for syv børn mellem 0 og fire år, indtage fire retter mad, putte børn, høre rådhusklokkerne ringe og kysse sin kæreste alt imens man forsøger at blive en lille smule tipsy og fortrænge nattens fremskredne tidspunkt.
Desværre har det ikke været Miss Carlas jul. Efter et giga sammenbrud på en rasteplads mellem København og hjem, faldt det mig ind, at hun slet ikke har fået den ferie, hun havde brug for. For allerede inden jul var et tydeligt, at hun havde brug for ro og for at være sammen med os, hendes far og mor og lillebror. Ikke mere end det.
Og selvom hun hygger sig, når vi er ude, er det lige præcis i perioder som disse så tydeligt for os, der kender hende allerbedst, at der også er en grad af overlevelse i hendes sociale begejstring. Den store gåde er (ikke længere) hendes sammenbrud, som nok er blevet færre, men bestemt ikke mindre dramatiske. Gåden er derimod, hvorfor vi, hendes forældre, er så dårlige til at se, hvor det bærer hen. Hvorfor vi hver gang bilder os ind, at lige præcis det sammenbrud hun havde juleaften eller 1. juledag eller nytårsaften eller i går ved sengetid eller nu i dag på en rasteplads var en enlig svale. Når nu sammenhængen er så tydelig. Alt for mange indtryk. Alt for mange mennesker. Alt for meget uregelmæssighed.
Stakkels lille sensitive pige, som aldrig fik den ferie hun måske havde allermest brug for – og i morgen begynder hverdagen igen. Det er jo lige til at få dårlig samvittighed af.
I det mindste glæder jeg mig over, at højtiderne er fejret i familie og venners selskab. De er søde og forstående og kræver knap så mange forklaringer, når ens datter råber fra badeværelset: Slip mig, du kvæler min tissekone!
I dag har været den smukkeste frostklare dag med knitrende rimfrost på træerne. En usædvanligt stille dag. En dag på kanten af det nye år, og en dag, hvor en rigtig god ven tog afsked med sin mor, der kun lige lærte sit lille nye barnebarn at kende, før hun forlod alle dem, der elskede hende.
Jeg kendte ikke hans mor særlig godt, men jeg holder af ham, der mistede – og derfor sad jeg i kirken for at vise min medfølelse. Og jeg holdt ekstra godt fast i min kæreste for det er sådan en dag, man bliver mindet om, hvor sårbart livet er. Det er så banalt det med kærligheden, men det gælder jo i bund og grund om at elske, mens man kan. For livet er flygtigt og det enestående ved kærligheden får hverdagen alt for let gjort kål på.
Det er sådan en dag, hvor man forstår, at når man mister, flytter sorgen ind. Nogle dage føles tabet måske ikke helt så tydeligt, men bunden på den lille kasse med savn truer hele tiden med at falde ud. Sorgen bliver ens nye ven, som man er nødt til at tage imod med åbne arme, hvis livet stadig skal give mening.
Det er sådan en dag, hvor man kysser sine børn en ekstra gang, og føler sig meget privilligeret over at være elsket og at have nogen at elske.
Kære Gud!
I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?
Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.
Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.
Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.
Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.
Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.
Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.
Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.
Kærlig hilsen
En mor
Tænk, hvis ens børn forstod, hvor meget goodwill de opbygger med det her:
Tænk, hvis de vidste, hvor meget sjovere en mor, jeg ville være, hvis de altid sov hurtigere og længere.
Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.
Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!
Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).
Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.
I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?
Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?
Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.
Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.
Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!
Når nu det hele gør lidt ondt, og der er alt for lang tid til nye eventyr, og man allerede savner de gamle, er det så dejligt at lukke øjnene og lade verdens bedste film kører på replay.
Ren harakiri – og så har du jo ikke en gang set de 2.000 billeder af børn, der smiler og bader og griner og spiser is og krammer og leger og elsker at være på tur.
Heldigvis er der også andre billeder i kameraet fx lidt dokumentation af tysk fastfood. Og egentlig savner jeg jo hverken silde- eller laksesandwich med rå løg og syltede agurker. Så er frikadeller trods alt at foretrække.
Post-orlov dag 1. Jeg føler mig nødsaget til at tvinge mig selv ind i lidt sund zen a la Skyggebjerg, hvis der skal være mening med galskaben. Så i dag har været en god dag, fordi:
1. Vi kunne stå op, da børnene vågnede i stedet for at forsøge at lokke dem til at sove lidt længere, som vi har gjort de sidste fire måneder.
2. Kollegaerne var glade for at se mig igen. Nogen endda så søde, at de spurgte om jeg bare var på besøg. You wish!
3. Yndlingsbageren er ikke lukket, men bare flyttet over på den anden side af gaden og serverer nu også en habil latte.
Se selv. Det er da slet ikke så slemt med hverdag, når man på 20 minutter lige kan ryste sådan tre dejlige oplevelser ud af ærmet. Jeg tar sgu en tur mere i morgen. Følg med. Det blir total cliff-hanger…
(Og så er det måske på sin plads at tilføje, at jeg ikke forsøger at drive plat på Madame Skyggebjergs daglige nedslag. Tværtimod ville jeg faktisk af et ganske oprigtigt hjerte ønske, at jeg var lige så god til at værdsætte de små stjerneskud, som livet byder på.)
Kun sandheden 