Category Archives: Sandheden

5. april 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

It’s all about looks

Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.

Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.

Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.

Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.

Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?

Nogen indvendinger?

med emneordet , , ,
26. marts 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden, SOmeone to love, The kids

Alt kan købes for penge…

Også kærlighed… Og for 40 kr. er der direkte adgang til min søns ridderhjerte. Efter jeg overrakte ham to bæreposer med playmobilguld fra det lokale loppemarked, har det ikke skortet på komplimenter som Du er den bedste mor, og Du er flot, mor, meget flot! Ah… hvad to gyldne mønter ikke kan gøre for idyllen sådan en smuk forårsdag.

image

image

image

med emneordet , ,
21. februar 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Sandheden

Hjemmearbejde

Kan vi ikke bare blive enige om at det holder at arbejde hjemme i stor varm sweater m te på kanden og Miles Davis på anlægget.Når man så ligefrem kan komme i audiens hos den danske ambassadør i Zambia så er livet sgu godt.

image

Det er billedet ikke, altså godt, men hey, jeg lever jo nok heller ikke af at være fotograf, ligesom!

med emneordet ,
11. februar 2011
4 kommentarer
Brokkekassen, Sandheden, The kids

Om at passe ned i en kasse

Dagens anekdote fra det danske institutionsliv:

Carla: Jeg synes det er meget sjovere at være hjemme end at være i børnehave.

Mig: Hvorfor?

Carla: Det er fordi når man er hjemme så må man gøre det man gerne vil. Hvis jeg blir sulten, så spørger jeg bare om jeg må få noget at spise, og så siger I ja. Men hvis jeg er sulten i børnehaven, så må jeg ikke tage noget at spise, før vi allesammen skal spise!

Eller hvad med denne her:

Mor: Har du haft en god dag i børnehaven?

Carla: Ja, men der var ikke nogen voksne. De var allesammen syge, så der var kun en sammen med os og en sammen med de andre…

Ah-hem. Kunne vi ikke godt snart holde op med at diskutere efterløn og begynde at interessere os for 1) hvad det er for en hverdag vi tilbyder vores børn i et land, hvor børn tilbringer mere tid i institutioner end noget andet sted i verden, og 2) hvordan vi skruer det her samfund sammen, så der var lidt mere tid til bare at være familie?

Hvorfor er der ingen, INGEN, der tager de her spørgsmål alvorligt? Hvorfor er vi allesammen så trætte, at vi ikke kan råbe højt nok til, at nogen hører os og gør noget. Hvorfor accepterer vi, at alt for mange børn parkeres på alt for lidt plads med alt for få voksne? Hvorfor prøver vi at optimere vores liv i alle mulige økologiske retninger, men lige derhenne i institutionen, der må de sgu bare hutle sig igennem og få det bedste ud af det og håbe, at de er stærke nok til at overleve.

Der må sgu da være en nedre grænse for, hvad vi byder de unger – og en mellemvej mellem 45 timers institutionsuge og en hjemmegående mor/far. Og det kunne være fint, hvis vi løste den opgave i fællesskab i stedet for at tørre lorten og den dårlige samvittighed af på dig og mig og en endeløs række af frie valg. Argh!

med emneordet , , , ,
2. februar 2011
3 kommentarer
Sandheden, The kids

Det er derfor man kan føle sig lidt fladmast

I går sagde Halfdan til mig, at han aldrig vil være voksen. Han siger så meget, den dreng. Det meste af det handler om ridder og røvere og ræve, og om hvordan man slår drager ihjel, og om hvem der skal reddes, og hvorfor elefanten går baglæns, og hvad Robin Hood elsker at spise.

Som den ansvarlige mor, jeg er, taler jeg selvfølgelig med mit barn. Og fordi han nu alligvel kører rundt i samme ridder-røver-ræve-rille, kan nå, hvad gjorde du så og ja, det kan jeg godt se – det ser ret vildt ud og sikke noget og det er godt nok en skør ridder/røver/elefant, den der og ja, det ser meget vildt ud gå til det meste. Og den slags optimering er slet ikke dårlig både mandag morgen og tirsdag eftermiddag.

Da Ridder Halfdan i går bedyrede sin kærlighed til barndommen eller i hvert fald bare sin modvilje mod voksenlivet – forstod jeg ham sådan set godt, for det er unægtelig nogle lidt andre drager, man kæmper med når de værste ridder-tåger har lagt sig, og man i stedet bliver overmandet af almindelig sund fornuft. Og måske var det det, han havde på fornemmelsen, da han sagde: Det er fordi, når jeg bliver voksen, så taber jeg al luften.

Kunstigt åndedræt? Anyone?

med emneordet , ,
24. januar 2011
Skriv en kommentar
As if, Sandheden, The kids

Hvornår begyndte vi at snakke om Gud?

Åh, alle de principper til ingen verdens nytte. Allerede da jeg fandt ud af at mit første barn var en pige, gik jeg ind i kampen mod det lyserøde og kjolerne med hud og hår. Noget med at jeg gerne lære mit barn, at det at være pige er andet end at være lyserød og forklædt som Hello Kitty. Men så kiggede jeg væk et lille bitte øjeblik og pludselig kunne Miss Carla ikke iklædes andet end lilla og lyserød og kjoler, og stor var glæden da 3/4 af hendes julegaver var prydet af den lille japanske killing, der giver mig mareridt, fordi den dukker op alle vegne. Og også på voksne kvinders nattøj. Come on! Så søde er vi da heller ikke…

Nå, men siden jeg tabte kampen mod det lyserøde, har det bare været en lang deroute, hvor jeg også har måtte opgivet mine ret håndfaste holdninger til børn og slik, børn og Disney Sjov, børn og legelande. Bare for at nævne et par stykker.

Mine børn er heller ikke døbt. Fordi seriøst, jeg ville ikke stå og love den præst, at jeg ville opdrage mit barn i den kristne tro. Ikke fordi jeg forsager Jesus og alt hans væsen, men fordi det måske alligevel var et lige lovligt stort løfte for en, der de seneste mange år kun er kommet i kirken for at holde forfest til bryllupper. Men nu er selv den (anti)religiøse bastion faldet, efter jeg i dag hørte følgende ordveksling mellem mine børn, der for tiden er sygeligt optaget af død og sjæl og den højeste retfærdighed.

Carla: Du må ikke snyde. Snyder du?

Halfdan: Nej, nej, jeg snyder ikke.

Carla: Hvis du snyder, Halfdan, så kommer din sjæl op i himlen for at snakke med ham, der har lavet jorden. Han hedder Gud, og han vil ikke have at du snyder.

I give up! Amen!

med emneordet , ,
7. januar 2011
Skriv en kommentar
Sandheden

Er det et digt?

Himlen trækker sig væk fra mig
med diffuse juninatlys.
Selvlysende streger fra
ende til den anden.

Er du der? Kan du se skoven?
Kan du høre tomheden? Nej,
først kommer længsel.

Lyset flimrer. Sitrer. Og nu
raslen fra ny-udsprungne blade.
Hører du? Lige nedenunder
skærsommernats drøm.

Jeg er det træ
der læner sig op ad evigheden.
Som en mørk skygge
mod orange og blå.

Jeg er  den afbrydelse
i horisonten.

22. december 2010
8 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

Når jeg får en baby

Af en eller anden grund har det ligesom udviklet sig til det ultimative trumfkort hjemme hos os. Det med at true med en baby. Og det er (for en gangs skyld) ikke de voksne, der truer børnene. Men derimod børnene, der truer de voksne.

Som nu fx Halfdan, der efter at have imiteret hund i det meste af 1½ år, oplever et personligt gennembrud, der seriøst må kunne bruges til en afhandling om projektioner. Det er nemlig gået op for ham, at han ikke er en hund, fordi han er en hund, men fordi han ønsker sig en hund.

Så nu terroriserer han sin meget lidt dyreinteresserede mor med daglige bud på, hvor meget han ønsker sig en hund. Ustandselige spørgsmål til, hvornår han kan få en hund. Gentagne krav om at vi straks kører ud og køber en hund. Og endeløse løfter om at hunden nok skal lære at bruge toilettet (fordi jeg forsøgte at skræmme ham med alle de hundelorte haven ville blive fuld af). Men lige meget hjælper det, og i morges trak han så baby-kortet: Når jeg bliver en far, skal jeg have en baby, og så skal den ha en hund at lege med! Hm!

med emneordet , ,
13. december 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden, The kids

Mandagsnedslag

Virkeligheden. Hvaffor en vil du se? Denne her:

Nåhr, hvor er de søde. Se, den lille Carla, der tegner et spøgelse på sin elskede lillebrors hånd. Åhr, hvor de hygger sådan en mandag eftermiddag.

Eller vil du hellere se denne her virkelighed:

http://www.flickr.com/photos/boston_public_library/4901555337/

Moren, der glæder sig til at hente sine børn. Børnene, der bogstavelig talt flipper ud i børnehaven, så moren må gå hjem med det ene barn, som slår og river i hår, sætte det i en klapvogn og gå tilbage til det andet barn, der skriger: Jeg går aldrig med dig hjem!

Og som skriger endnu højere, da de kommer hjem, og moren siger, at de ikke kan se julekalender (som en patetisk tak for den lille optræden i børnehaven). Og som skændes som ind i helvede den næste time. Eller ikke skændes, men bare kører den subtile stil med et lille skub eller et stilfærdigt: Du kommer aldrig til at læse i den her bog og Jeg vil aldrig tegne på dig igen for du er den dummeste jeg kender. Og som brokker sig over aftensmaden og den mad, moren smører til deres madpakker, og over at de ikke må få (flere) kager. Men som i det mindste har selvindsigt nok til til sidst at sige: Jeg vil gerne i seng, for jeg er rimelig rådden.

Sgu da heldigt for fremtiden, at man aldrig har tid til at tage billeder, når børnene leger den sjove Rasmus Modsat-leg. Selvom sådan et Rådden Mandag-fotoalbum uden tvivl ville være det sikreste præventionsmiddel. Overhovedet.

med emneordet , , , ,
10. december 2010
2 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Sandheden

Nissehyggehængning

Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.

Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.

No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.

Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.

Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →