Category Archives: Mig sagde hunden

Og det er så takken

Man skulle nærmest tro, at jeg har været ansat som spindoctor for vejret denne vinter. Aih, hvor har jeg talt sneen op og brugt enhver lejlighed til ikke at sige noget grimt om vejret. Tværtimod har jeg forsøgt at sprede glæde over, at det i det mindste ikke regnede, og at december jo blev meget mere julet og meget lysere, fordi sneen dækkede det ganske land.

Og så får jeg det her: Meterhøje driver, storm fra Sibirien og forsinkede tog. Det er eddermame en meget tvivlsom måde at sige tak for indsatsen på!

med emneordet , ,

Noget, der ikke er sjovt, og noget der er…

Hvorfor er det overhovedet ikke sjovt:
– når man prøver at få gang i det der NEM-id og så endelig får den hemmelige kode, som det så lykkes en at fucke så meget op, at systemet beder en bestille en ny, og man på bare fem minutter er slået tilbage til start.

Og hvorfor er det sjovt:
– når en mand, man ikke kender, fortæller en, at hans kone arbejder på skedestuen?

med emneordet ,

Alene hjemme – what now?

Jeg har været alene på matriklen siden kl. 8 i morges, og det er sgu egentlig scary stuff. Jeg har fx læst en bog færdig, gjort rent, vasket tøj, læst avisen fra ende til anden, lyttet til både Mads & Monopolet og to interviews på P1 med de to lysende, unge forfattere Lone Aburas og Josephine Klougart – og det på bare 2½ time. Jeg har også været ude i solen og drukket kaffe på en cafe og købt en gave og været på biblioteket og i Kvickly/Føtex. Der er stadig seks timer til jeg skal noget.

Det er ligesom om man bliver lidt for effektiv af de unger. Fordi jeg er så vant til optimere hvert eneste minut og aldrig spilde et øjeblik. I mit barnløse liv havde jeg end ikke åbnet avisenendnu – men så havde jeg til gengæld heller ikke været oppe siden halv syv på en lørdag.

Men seks timer – hvad faen fylder man dem ud med? Alene? Hvis jeg skynder mig at pakke en taske, kan jeg lige nå toget og være i Kbh tids nok til at se en film inden fødselsdagen i aften. Af sted. Af sted. For hvem gider sidde her og blomstre i et tomt hjem uden legetøj spredt ud over hele gulvet og lyden af børn, der skændes, griner og græder? Det kan sgu også blive lige stille nok!

med emneordet , , ,

Et ret entydigt tegn på, at jeg er ved at blive gammel…

Jeg snakker med mig selv. Så er det sagt. I mange år var det mest sådan noget med at være alene hjemme og så gik jeg og sludrede lidt med mig selv om, hvad jeg skulle lave til aftensmad og den slags vigtige sager. Det føltes vel som en form for selskab.

Mens jeg var på barsel, holdt jeg en pause. Altså ikke fordi jeg holdt op med at tale, men når man er sammen med sin baby døgnet rundt, kan man jo bilde sig selv ind, at det er dem, man taler med. Og i øvrigt er det vist også både godt og vigtigt for deres sprogudvikling, at man sætter ord på verden sammen med dem. Selv tak.

Til gengæld betød barslen også, at jeg begyndte at snakke med mit barn og mig selv alle mulige steder. Og lige den del har jeg haft lidt svært ved at give op. Det betyder fx at jeg ofte har lange samtaler med mig selv nede i Netto, mens jeg beslutter om jeg skal købe den ene eller den anden ost. Egentlig er der ikke så mange, der kigger – og for det takker jeg alle de fritidshåndværkere, der har fastmonteret det lille smarte apparat til øret – også selvom der ikke er nogen, der ringer. Og det er vel også passende at takke alle dem (os), der skændes med kæresten, laver indkøbsseddel, sladrer om dem, der kyssede til julefrokosten og betror sig til veninden over telefonen, mens vi står i køen i supermarkedet. Det er ligesom ikke længere helt aparte at gå og sludre uden at have en fysisk samtalekammerat at tale med. Og det gør det unægteligt nemmere for sådan nogle som mig, der ikke taler med nogen. Altså ud over mig selv.

Men der skal ord på for det virker, ikke? Altså den der lillebitte, mikroskopiske bøvs  jeg kom til at slippe fri forleden, mens jeg ventede på den grønne mand ved et fodgængerfelt sammen med alle de andre fredagsshoppere gik åbenbart ikke under kategorien normal, socialt accepteret adfærd. Fornemmede jeg ret hurtigt. Så det sker ikke igen. Promise. (I øvrigt var det et uheld. Seriøst. Selvfølgelig.)

med emneordet , ,

Tak til tilløbet

De sidste måneder har jeg talt og forklaret og diskuteret og overvejet og vendt fordele og ulemper med stort set alle, der har gidet at høre på mig. Tak for det. Tro mig, jeg er blevet uvurderligt meget klogere.

Men altså jeg ved jo først om den her ide kan flyve og holde sig på vingerne, når jeg holder op med at tale og kommer i gang med at arbejde. Og jeg er klar. Virkelig klar. Så kom bare frit frem 1. februar

P.S. I øvrigt er det interessant at opdage, hvor meget sådan en rask beslutning,  hvor man tager sig selv og sine drømme alvorligt, smitter af på resten af ens liv. Selv børnene er blevet lidt sjovere at være sammen med. Ikke overraskende, måske. Men dog en tanke værd…

 

med emneordet , , ,

Mine nye venner

Oh, life is sweet. Indeed.

med emneordet , , ,

One small step for mankind, one giant step for me

Nå, men jeg sagt mit job op! Helt enkelt. Ikke dramatisk eller noget. Altså udover jeg jo så også siger farvel til fast løn og et steady forbrug. Det i sig selv var jo også noget af en beslutning, fordi livet trods alt er lettere at sluge når der også er plads til at være magelig.

Men altså i det lange løb er mageligt alligevel ikke nok. Og sådan en orlov gir jo god tid til at tænke over, hvad meningen egentlig er med livet – eller i hvert fald meningen med mit liv. Hvad er det, der får blodet til at bruse og hjertet til at banke? Hvad var det nu egentlig jeg drømte om? Og hvornår er det nu jeg er rigtig glad for livet (altså udover når jeg sidder med fødderne i vand, ansigtet i solen og bliver betalt for at holde fri – men det er jo bare en form for doping, som ikke gælder på den lange bane)?

Egentlig var det ikke så svært, for jeg har gjort det altid, altså skrevet, og det var vel også derfor jeg blev journalist – for at skrive. Alligevel gik der lige nogle år, hvor jeg troede, jeg skulle alt muligt andet men så fik jeg hul på ordene igen – både her og i virkeligheden. Og så den der orlov (ahhhh…). Så selvfølgelig er det simpelt, når først man kommer derhen. Skrive, det er da det jeg skal. Prøve i hvert fald.

Derfor sagde jeg op. Ikke fordi det var et dårligt job, men fordi jeg skal tilbage til kernen. Så nu har jeg tre uger til at afslutte og vende blikket ud mod verden… Klar parat start!

P.S. Og jo, gu er jeg da ved at skide i bukserne af skræk over, om det er den mest vanvittige beslutning, jeg nogensinde har taget, om jeg overhovedet kan leve af at være skriverkarl, og hvad jeg i det hele taget har gang… Selvfølgelig. Part of the process, I guess (hope).

med emneordet , , ,

En autoreply, der kan bruges til noget

I´m currently at the American Academy in Berlin and chasing a deadline.
If it´s an urgent Watson matter, please contact [navn]@Brown.edu;
Human Terrain, please contact [navn]@brown.edu;
Art of Peace, please contact [navn]@brown.edu;
and if it´s about zombies, phillip.gara@gmail.com is your man.

VTY
JDD

Ahr, det er da den sjoveste autoreply, jeg nærmest nogensinde har set, og så fra en professor – efter sigende byder manden på whisky, når man holder møde med ham. Er der noget at sige til, at jeg glæder mig til det interview (som handler om krig og ikke om zombier). Skål!

med emneordet , ,

Rituelt selvmord

Harakiri:

[er en rituel form for selvmord, der blev praktiseret af samuraier, som en del af deres bushido-kultur. “Seppuku” er samuraiernes egen formelle betegnelse for begrebet og brugt i skrift, mens “harakiri” er talesprog, og hvad almindelige japanere kalder det.]

eller

[er en rituel form for selvmord, der bliver praktiseret af kvinder, der som en del af deres trøstekultur står på hovedet i en pose søde finske lakridser, mens de læser kendis-nyhedsbrev, som opfordrer til at gennemføre et detox-program på 21 dage med ordlyden it is really just the thing if you are in need of a good detox—wanting some mental clarity and to drop a few pounds.]

med emneordet , ,

Sådan får du lidt streetcred hos din søn

Det der startede som en rigtig drengedille har nu efterhånden udviklet sig til noget, der mere ligner en mani (stadig med konkurrence fra hundetemaet, dog). Så efter den seneste gavefest minder vores hjem mest af alt om en kulisse til Pirates of the Caribbean (Johnny Depp lader desværre vente på sig).

Sværd og pistoler og pirathatte og Kaptajn Klos højre hånd ligger spredt ud over gulvet og danner broer mellem sørøverskib, ridderborg og hundeslot. Det eneste, du kan være sikker på er, at hvis ikke Halfdan ligger og bjæffer i et hjørne, så er han nok trukket i sørøverkostumet og står på lur, klar til angreb et eller andet sted.

Og ved du hvad? Jeg tror bare det er enormt vigtigt at møde børnene der hvor de er. Og det der pirattema er sgu lidt mere mit game (i modsætning til hundetemaet, oh gru, går det ikke snart over) + det selvfølgelig gav mig en god undskyldning for at købe et stykke beklædning som måske i virkeligheden var tiltænkt de rigtige unge. Men helt ærligt! Jeg forsøger jo bare at få lidt street credit hos min søn – og det virker!

med emneordet , , , , ,