Category Archives: Mig sagde hunden

3. juli 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Det vigtigste spørgsmål

Øh, er det bare mig, der tænker at det er mærkeligt, dårligt planlagt eller bare ubelejligt, at Tour de France stopper inden VM er slut, og at der også kører noget tennis ved siden af? Altså jeg er ikke ligefrem vokset op i en sportsinteresseret familie – to say it the least – men det er min kæreste, og jeg forstår, at man er rigeligt hængt op når man både skal se, om Tyskland tar guldet, hvordan Lance Amstrong klarer sit comeback, ærgre sig over, at Wozniacki allerede er ude OG holde sommerferie samtidig.

Nå, men om ikke andet glæder jeg mig over, at Miss Carla i dag spurgte: “Hvorfor er der ikke nogen piger med i det cykelløb?” og “Hvorfor spiller pigerne ikke fodbold?”

That’s my girl – og så tog vi lige første lektion om køn og magt og medier, og det føltes egentlig helt godt at give hende lidt kampgejst med på vejen. Ja, faktisk var det så god en snak, at jeg næsten har glemt dagens første spørgsmål: “Hvorfor hænger dine bryster?”

med emneordet , , ,
30. juni 2010
3 kommentarer
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Og noget andet der holder

Sommer. Lækker latte. Valrhona chokolade. En god veninde. Tagterrasse. Solnedgang over Københavns tage.

Og bagefter dyb og uforstyrret nattesøvn…

med emneordet , , , , ,
23. juni 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

I lære som sælger

Da jeg var færdig med at lakere negle, og jeg begyndte at blive rød på den der måde, som vi godt ved, vi ikke må mere, og da jeg havde slumret lidt i havestolen mellem ni og ti, gik jeg i gang med rydde op. I gammelt børnetøj. I overskydende møbler. I udtjent babyudstyr. I biblioteket af guides til famlende forældre. Og nu sælger jeg ud – og so far går det faktisk meget godt. Indtil videre har jeg solgt et klædeskab, en bog, en barnevogn med sele og kuldebeskyttende madras (jo, jo), alt børnetøj i str. 74-80, et par bukser og en kjole og to af mine egne bluser. Bestemt en udmærket dag på marskandisermarkedet.

Og måske er det meget godt, jeg både har haft mulighed for at øve mig og for at få nogle succesoplevelser. For imorgen skal jeg til den store sælgereksamen.

Jeg skal mødes med Rune, der arbejder hos Mercedes og skal købe en bil til sin mor. Han har set sig varm på vores bil, som vel er nogenlunde så langt fra en Mercedes, du kan komme – også selvom du går efter retromodellerne. Efter som Casper er i England, og jeg i øvrigt synes det er noget fis, at jeg ikke skulle kunne sælge en bil – bare fordi jeg er kvinde eller fordi jeg kun har haft kørekort i 1½ år eller fordi jeg ikke ved en hat om biler, har jeg selvfølgelig taget opgaven på mig.

Det er ingen hemmelighed, at Rune gjorde hvad han kunne for at få en aftale i stand med Casper, inden han tog af sted – var vist mest tryg ved sådan en mand til mand-oplevelse, hvor de kunne sparke dæk sammen. Ikke at Casper er typen, men han er dog mand, og det lød til at gøre Rune tryg. På den anden side var han også bange for, at perlen var solgt, inden de to kunne mødes. Så nu er jeg sendt på mission.

Mit primære mål er selvfølgelig at få bilen solgt og helst så tæt på salgsprisen som muligt. Det betyder blandt andet, at jeg øver mig i ikke at sige  gammel bil, men ældre bil, eller bruger olie, men god ide jævnligt at tjekke olien. Og så handler det selvfølgelig om at undgå for mange nærgående teknik-spørgsmål fra Mercedes-manden (jeg prøver ligesom at fortrænge, at manden har en professionel bil-åre). Og hvis det glipper, er jeg tilbage på børnetøjs-udstyrs-accessories-markedet igen på fredag – det ved man ligesom hvad er, selvom velourbukser er knap så indbringende.

med emneordet ,
22. juni 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Orlov dag 2

Kl. 08.35  – behøver jeg sige mere?

P.S. I går hentede jeg børnene kl. 14, og det er sådan set aldrig – ALDRIG – sket før. Med mindre selvfølgelig de ligefrem har været syge, og institutionen har insisteret på, at de skulle hentes.

Og selvfølgelig forstyrrer det, når forældrene møder op i utide – midt i eftermiddagsmaden, og så vil de have børnene med hjem. Og det eneste børnene siger er: Jeg vil ikke med hjem. Jeg vil ud og lege på legepladsen med de andre.

Så nu læner jeg mig tilbage med god samvittighed til en solskinsdag på terassen og lader børnene lege i fred.

med emneordet , , , ,
16. juni 2010
6 kommentarer
Mig sagde hunden

Det, du ikke skal dele med din kæreste

For noget tid siden begik jeg en af de største brølere, man overhovedet kan begå i sit parforhold; jeg kom til at lade som om min kæreste var min veninde. Eller et kort øjeblik troede jeg, at vi var tunet ind på samme frekvens.

Det startede egentlig meget godt, da vi sad i bilen på vej til familiefest. Ungerne havde for en gangs skyld overgivet sig og sad og hang med tunge, sovende hoveder på bagsædet, og vi gik så i gang med yndlingssport no. 1, som virkelig skaber sammenhørighed; gloriepudsning.

Det er der, hvor vi sidder og bekræfter hinanden i, at vi sgu da klarer det der med børn ret godt, og så meget har det da ikke påvirket vores forhold, og vi er da også ret gode til at deles om opgaverne – særligt når man ser, hvordan andre klarer det. For den slags piedestal-dyrkelse virker ligesom bedst, hvis man kan enes om at hænge de andre til tørre imens.

Grebet af den gode stemning blev jeg selvfølgelig overmodig, så jeg kastede mig (hovedkuls, indrømmer jeg nu) ud i en formulering a la:

“Det er alligevel ret vildt, at når jeg ser rundt på de kvinder, jeg kender, der har fået børn, så er det præcis de samme problemer, de har derhjemme.”

“Som hvad?!”

“Nahmen, altså mere sådan du ved i forhold, hvem der gør hvad, eller altså vel noget med, hvem der sådan, ahem, egentlig har ansvaret eller jeg mener, det lyder som om det tit, er kvinden, der har overblikket og så følger deres mænd bare lige som med.”

Den, der mærkelige tavshed, der bredte sig i bilen, føltes slet ikke symbiotisk længere, snarere eksplosiv. Og det var alt, alt for sent at trække i land…

“Hvad mener du?!”

Og nu jeg alligevel var sprunget i uden ilt, kunne jeg lige så godt drukne mig selv fuldstændig.

“Ahem, jeg mener, eller jeg ved ikke, det er måske bare helt naturligt. Du ved, man er jo presset, når man har småbørn. Altså det er jo heller ikke fordi vi har haft det så fedt hele tiden eller…”

“Jeg forstår overhovedet ikke, hvor du vil hen? Jeg har ikke haft nogen problemer med dig, sidder du så og taler med dine veninder om, at du synes vi har haft det svært uden at tale med mig om det?!”

“Nej, det er jo ikke fordi vi lige har talt om os. Jeg sagde bare, at de andre havde nogen oplevelser. Eller. Altså. Mere generelt. Ikke lige om os. Eller. Tror jeg.”

Det blev en meget lang køretur og en lidt kølig familiefest, når man lige har sådan en hvad-har-du-sagt-til-dine-veninder-om-mig-sag hængende mellem sig.

Jeg er helt med på , at det var et aldeles malplaceret forsøg på at forklare, hvad det er kvinder taler om – nogle gange. Ikke hele tiden. Bestemt ikke. Og slet ikke jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt, for jeg er egentlig også helst fri for et referat af samtalerne fra seks timer på golfbanen. Men måske er det, der sker, når man har været sammen i tusind år – at man lige skal huske at være fortrolige kærester først og fremmest.

med emneordet , , ,
14. juni 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Jeg skal gi dig numse

Ok, muligvis lidt plat. Men helt ærligt kan man andet end at elske tyskerne for deres ligefremme kommunikation på tværs af landegrænser. Nu også i Newcastle.

Værsgo at tage plads!

med emneordet ,
12. juni 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden

De kloge mødre

Da jeg var højgravid, var jeg til fødselsdag med en masse kvinder, der allerede havde børn. Og da jeg gik derfra var jeg sikker på, at jeg ville dø under fødslen eller at mit barn som minimum ville blive født med en eller anden form for deformitet, hvis jeg da overhovedet kunne føde det lille væsen.

Alle som en havde en lille skrækhistorie om verdens værste fødsel i ærmet. Det var ikke nødvendigvis deres egne fødsler, de berettede fra, men så kendte de da heldigvis en veninde eller en kusines veninde, hvis barn var kommet til verden under rædselsvækkende omstændigheder.

Jeg ved ikke, hvorfor kvinder har så stort et behov for at overdænge gravide med alle deres ulideligt kloge ord og endeløse erfaringer om dette og hint udi i babyverdenen.

I dag hørte jeg en mor sige, at det bare er fordi vi er ved at koge over med alle vores mor-oplevelser, at vi slet ikke kan holde os tilbage, når vi ser en sagesløs gravid – hendes pointe om, at vi faktisk ikke fortæller for hendes skyld, men for vores egen skyld, er måske ikke så skæv. For endelig er der noget, jeg ved noget om – og du kan ikke sige mig imod, for så svarer jeg bare, at det var sådan vi oplevede det i min familie. Og personlige oplevelser kan ingen jo sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil være en af de der gruopvækkende kvinder. I stedet sker der nu det, at hver gang jeg møder en gravid harcelerer jeg over, hvorfor alle skal fortælle om verdens værste fødsel. Og så har jeg taget mig selv i at camouflere min bedrevidenhed som sammenhørighed, hvilket betyder, at jeg pludselig hører mig selv stille spørgsmål som: “Hvordan har du det med at gå derhjemme?” Hvorefter jeg straks går i gang med at fortælle om min oplevelse af at være på barsel.

Det er åbenbart umuligt at holde kæft, når man er blevet mor.

med emneordet , ,
10. juni 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

iHype

Jeg er ikke sur – føler mig ikke udenfor, hægtet af eller tabt bag en vogn. Højst en smule forsmået. For jeg har ikke nogen iPhone. Heller ikke nogen iMac. Kun iGoogle. Men det er jo så ikke helt det samme. Og nu taler alle om iPad (og den nye iPhone). Mens jeg stadig sidder med min gamle Nokia, som går ud, hvis der er en anden, der ringer til den, jeg taler med.

Og hvis der er noget, der kan gøre forsmåede mennesker glade, så er det at høre, at det, de ikke kan få fingre i, alligevel bare er et stort scam. Formentlig er det derfor, jeg nu elsker Charlie Brooker, som ikke holder sig tilbage med at dele kindheste ud til det nye lille mirakel, Ipaden (skildpadden).

Så her til alle iForsmåede: iPad therefore iWant? Probably. Why? iDunno

med emneordet , , ,
10. juni 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,
9. juni 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Ren og skær taknemmelighed

Jeg er ikke lige frem den sentimentale type. Nogle vil måske ligefrem kalde mig kynisk. Altså jeg fældede da en tåre, da jeg så The Road. Har i øvrigt også en gang tudet til en dokumentar om en ordblind kvinde, der fik et arbejde. Helt færdig. Hulkende faktisk. Senere viste det sig, at jeg var gravid. Der er en forklaring på alting.

Men man kan jo godt være taknemmelig selvom man er kold i røven. Tror jeg nok. Eller også er jeg blevet sentimental. So be it. For hold kæft, hvor er jeg bare heldig at kende så mange fantastiske kvinder. Som tilmed er mine veninder. Jeg føler mig privilegeret på den der født-med-en-sølvske-i-munden-agtige måde. Altså sådan lidt royal i det, ikke?

Det er ikke bare de der gamle veninder, som jeg har kendt i 2.000 år – og som jeg hænger på resten af mit liv, fordi de ved for meget om mig til at jeg nogensinde tør at slå hånden af dem. Bare i tilfælde af jeg en dag bliver en stor berømthed. Eller har brug for at bilde nogen ind, at mit liv er en lang ren sti. Som om.

Det er også alle dem, jeg næsten lige har mødt. De nye – hvoraf jeg har kendt nogen i 15 år?! For af en eller anden grund er de nye hele den kategori af kvinder, som jeg har støvet op efter gymnasiet. Siger måske alligevel en del om, hvor jeg mentalt holdt op med at tælle. Lidt ligesom når mine forældre taler om 70’erne som om det var i foregårs. I don’t think so. Men det samme kan man jo så efterhånden sige om 90’erne.

Alle som en er begavede, energiske kvinder, som jeg beundrer for at være stærke, utrættelige, overbærende, eventyrlystne, nysgerrige, ærlige, overraskende, opgivende, frustrerede, grinende og helt og aldeles sig selv. Helt ærligt. Det er da værd at vride en tårer over. Hvis altså jeg kunne. På kommando.

Og nu kan du jo så gå psykolog-amok over min sidste kærlighedserklæring, hvis du gider. For mest af alt elsker jeg alle de her kvinder for at være så fulde af ord, at der a.l.d.r.i.g. nogensinde er stille, når vi er sammen. Vi taler Millionøse-metoden bare med ord.

Goddamn, så stik mig dog den kleenex!

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →