Nu er det jo fristende at sige, at der ikke er langt fra mig til sjaisjefen, men der er den store forskel på ham og jeg, at jeg ikke påstår, jeg er god til at tage billeder. Jeg forsøger bare i al ydmyghed at indvie jer i mit græske eventyr. Så altså op med lyset på din skærm, for så kan du med lidt god vilje skimte retterne – og de mange blandede krydderurte-blade. Bon appetit.
Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.
Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!
For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.
Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).
Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?
Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:
Det skandinaviske islæt
Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.
Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og fire blade af blandede krydderurter.
Det marokkanske indslag
Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.
Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter
Det italienske stempel
2 stk ravioli med ost af en art.
Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og fire blade af blandede krydderurter.
Den cubanske ret
Marieneret, letstegt tun
Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.
Nutella-finalen
Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.
Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)
Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.
Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.
Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).
Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.
Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.
Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.
Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.
Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.
Trætte børn. Træt mor. Og hvad er så det værste der kan ske? 1) At de ikke vil sove, når de lander på madrasser skeløjede og ligblege, og 2) at moren ikke helt magter opgaven og udviser behørigt overskud. I kombination er det opskriften på kaos og en del skrål og skrig og løben frem og tilbage drysset med en god gang råben og trusler. Nice!
Nå, men jeg skyllede farcen ned med fem skumfiduser (løgn, jeg tømte posen) og en kop lunken te, inden jeg gik tilbage til åstedet og gav dem et knus og sagde undskyld for råberiet og at jeg selvfølgelig ikke mente det med cyklen og at jeg ikke var sur mere. Det føltes overraskende godt, og glorien var igen til at bære.
Men egentlig gad jeg godt, at trætte børn i det hele taget og som hovedregel bare lagde sig til at sove, gerne en 12-13 timer af gangen. Så var der jo slet ikke brug for at hæve stemmen og true sig til at få sin vilje.
– Eller bare børn?
Nahr, men det er bare fordi vi er i gang med påskeferie fra helvede, hvor børnene er millimeter fra at blive tjekket ind på en kostskole i Sibirien så snart vi er på den anden side af den korsfæstelse.
Det er jo nærmest komisk, at vi startede ugen med et fotoshoot til en artikel om ikke at skælde ud på sine børn, og siden har jeg nærmest ikke gjort andet. Blandt andet fordi børnene ikke har misset en eneste chance for en rask slåskamp eller følt sig for fine til at gennemføre endeløse diskussioner om bolden tilhører den ene eller den anden, om den ene eller den anden kom først på lokum, og om den enes leverpostejmad er større end den andens.
Og sådan fejrer vi påsken med en tur ned af vores egen lille Via Dolorosa. Ville ønske jeg havde sendt nogle flere gækkebreve, så jeg i det mindste havde et lille bitte påskeæg at trøste mig med nu, hvor terroristerne endelig sover.
Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.
Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]
Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?
Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.
Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?
Så skinner solen endelig. Og vi har været ude at cykle, for der er så dejligt ude på landet. Også selvom det støver.
Og Miss Carla måtte have hagebeskytter på for ikke at slå knæene mod hagen, hver gang hun træder i pedalerne. Hun skal virkelig have en ny cykel. Så nu starter det. Ny sæson, nye indkøb. Cykel, cykelhjelm, regntøj, gummistøvler, sandaler – just to name a few. Og nå ja, så ønsker hun sig selvfølge en Nitendo, for sådan en kan man jo ikke leve uden, når man er næsten fem år. Vel?
Jeg kan bare mærke, at jeg får lyst til at flytte i halmhus med lokum i haven og mellemvarmt vand i bruseren. Et sted, hvor man går i gummistøvler, hullede bukser og en gammel fleece. Hvor det at rede sit hår er en næsten unødvendig gestus over for de andre. Et sted, hvor børnene er så trætte af at have luget hele dagen mellem pastinakker og grønkål, at deres små tykke fingre slet ikke kan holde fast om andet end deres gamle slidte bamse, som de krammer inden de falder i søvn. Et sted, hvor man ikke kan plage om boller i Føtex eller hvine over Hello Kitty-klodser og Buzz Lightyear-kostumer. Et sted, hvor penge ikke findes, og hvor kærlighed og hårdt arbejde er det eneste, der tæller.
For det er sgu da for langt ude, at ens barn skal have ny cykel og elektronisk tidsfordriv for flere tusinde kroner. Bare fordi solen skinner, og man snart bliver fem år. Og fordi man har råd. Det er også langt ude.
Jeg har kun en bekymring med halmhuset, kærligheden og det hårde arbejde – for det betyder vel også at jeg må vinke farvel til min smartphone, som jeg på overraskende kort tid er kommet til at elske virkelig højt. Er der nogen, der vil minde mig om, hvorfor det nu er så vigtigt, at de voksne går foran med et godt eksempel?
P.S. Er også i tvivl om man kan lave en hæderlig latte på kornkaffe og soyamælk?
Når man ser på sig selv med nye øjne, vælter klicheerne pludselig ud af skabene. Således gik det til i dag, da jeg fik besøg af en journalist fra the local newspaper, fordi jeg er så pissetræt af, at NCC’s stenknusere vælter støv ind over børnehavens legeplads.
Alt godt – og jeg var endda lige hoppet ud af joggingbuksen og havde frisket min daggamle mascara op for ikke at se alt for alternativ ud. Men efter han var gået, tænker jeg, at det måske også kunne have gjort noget godt for min troværdighed som lille sårbar borger over for den store onde kapital, hvis jeg
– ikke havde valgt at stille min debut som hævekurve-bager til skue på køkkenbordet.
– havde lagt de to dokumentarfilm om overfiskeriets konsekvenser og olieindustriens sande ansigt i skuffen i stedet for på spisebordet.
– havde stillet naturmedicinen, de gyldne Echiacea-dråber, min tro væbner ud i kampen mod vinterens ubehag, ind i skabet.
Og når han så spørger, hvad mit største ønske er, er det nok heller ikke så hensigtsmæssigt at sige, at jeg gerne vil have at de lukker lortet og flytter et andet sted hen. Nåede heldigvis at grine overbærende af mit selv og sige noget i retning af, at de selvfølgelig ikke er onde bare fordi de tjener penge…
Selvom det er en stor fed løgn, som vi har dyrket de sidste 20 år, altså det med at kapitalisme er godt, og virksomhederne er søde – de laver jo planer for social ansvarlighed og alt muligt, ikke?
Tjek oliefilmen Crude eller Why we fight om det amerikanske militær og våbenindustrien eller Michael Moores film Capitalism – a love story, så ved du jeg har ret! Man må bare ikke sige det, vel?
Har siddet og skrevet billedtekster til orlovsbilleder, som skal give hele familien 15 min’s of fame i lokal/regionalavisen på lørdag. Det trak sgu tænder ud. At blive trukket igennem sådan et lille frisk potpourri fra paradis, hvor solen skinner på hvert eneste freaking billede (vi viser jo ikke billeder af regnvejr i avisen, vel). Og varmt var det også. VARMT! Blev der sagt.
Og det kunne jo så passende være et vink med vognstank til Mr. Weather om at tage sit sne og sine frostgrader og tage tilbage til Nordnorge. Jeg gider ikke mere.
Jeg vil sidde i haven og grille og drikke den sidste flaske rosevin fra Slovenien og blive brun på benene. Og jeg vil have sommergæster og glade børn, der hviner i soppebassinet. Og jeg vil i gang med at lave den terrasse, hvor alle festlighederne skal foregå. Så kom nu med det der forår… Vinen er allerede lagt på køl. I kid you not.
Man skulle nærmest tro, at jeg har været ansat som spindoctor for vejret denne vinter. Aih, hvor har jeg talt sneen op og brugt enhver lejlighed til ikke at sige noget grimt om vejret. Tværtimod har jeg forsøgt at sprede glæde over, at det i det mindste ikke regnede, og at december jo blev meget mere julet og meget lysere, fordi sneen dækkede det ganske land.
Og så får jeg det her: Meterhøje driver, storm fra Sibirien og forsinkede tog. Det er eddermame en meget tvivlsom måde at sige tak for indsatsen på!
Dagens anekdote fra det danske institutionsliv:
Carla: Jeg synes det er meget sjovere at være hjemme end at være i børnehave.
Mig: Hvorfor?
Carla: Det er fordi når man er hjemme så må man gøre det man gerne vil. Hvis jeg blir sulten, så spørger jeg bare om jeg må få noget at spise, og så siger I ja. Men hvis jeg er sulten i børnehaven, så må jeg ikke tage noget at spise, før vi allesammen skal spise!
Eller hvad med denne her:
Mor: Har du haft en god dag i børnehaven?
Carla: Ja, men der var ikke nogen voksne. De var allesammen syge, så der var kun en sammen med os og en sammen med de andre…
Ah-hem. Kunne vi ikke godt snart holde op med at diskutere efterløn og begynde at interessere os for 1) hvad det er for en hverdag vi tilbyder vores børn i et land, hvor børn tilbringer mere tid i institutioner end noget andet sted i verden, og 2) hvordan vi skruer det her samfund sammen, så der var lidt mere tid til bare at være familie?
Hvorfor er der ingen, INGEN, der tager de her spørgsmål alvorligt? Hvorfor er vi allesammen så trætte, at vi ikke kan råbe højt nok til, at nogen hører os og gør noget. Hvorfor accepterer vi, at alt for mange børn parkeres på alt for lidt plads med alt for få voksne? Hvorfor prøver vi at optimere vores liv i alle mulige økologiske retninger, men lige derhenne i institutionen, der må de sgu bare hutle sig igennem og få det bedste ud af det og håbe, at de er stærke nok til at overleve.
Der må sgu da være en nedre grænse for, hvad vi byder de unger – og en mellemvej mellem 45 timers institutionsuge og en hjemmegående mor/far. Og det kunne være fint, hvis vi løste den opgave i fællesskab i stedet for at tørre lorten og den dårlige samvittighed af på dig og mig og en endeløs række af frie valg. Argh!
Kun sandheden 