Category Archives: As if

6. oktober 2011
1 kommentar
Afrika, As if

Forskellen er den samme

Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.

Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.

 

Og så er der det her billede.

Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik.  Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.

Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.

Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.

At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.

Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.

Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?

Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?

med emneordet , , ,
27. september 2011
Skriv en kommentar
As if, Chancen

Hvis jeg var Google

Der er formentlig ikke nogen i verden, der har det sjovere end Google. Fordi folk er sindssyge. Og interesserer sig for sindssyge emner. Som får dem til at søge på sindssyge ting. Fx grøntsags hul til overskydende.

Undskyld, må jeg få spørgsmålet igen?

Godt, jeg ikke er bibliotekar eller Google (som også har lidt svært ved at svare).

Og tilbage står selvfølgelig det evindelige spørgsmål: Hvordan er du, mærkværdige menneske med mærkværdige tankerækker, endt ovre hos mig? 

med emneordet
13. september 2011
Skriv en kommentar
As if, Brokkekassen

Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

med emneordet , ,
12. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Jesus for President!

[Kommentar til Ekstra Bladets afsløring af, at der er muslimer, der overtaler/truer deres trosfæller til ikke at stemme ved valget ]

Jeg har to numre af Vagttårnet liggende derhjemme på spisebordet. Det er min egen skyld. Det var, fordi jeg kom til at stirre. Eller i hvert fald til at falde i staver, mens jeg stod i kø for at hæve penge.

Lidt længere henne stod to mænd og snakkede. Den ene temmelig meget tykkere og livstræt end den anden, der var så ulasteligt klædt, som kun mennesker, der virkelig har deres på tørre, kan være.

– Ja, jeg ved snart ikke, om jeg vil stemme på Dansk Folkeparti igen efter det med efterlønnen, sagde ham den tykke. Han havde en slap mulepose fra sin fagforening i hånden.

– Næhmen, det er jo derfor, at jeg er så glad for, at jeg slet ikke skal stemme. Du skulle overveje det samme, sagde den ulastelige og viftede med det, jeg fejlagtigt troede, var et valgprogram. Det viste sig så at være Vagttårnet, og selvfølgelig faldt hans salvelsesfulde blik straks på blondinen, der vantro stirrede på ham.

Jeg har ellers altid takket pænt nej til det lille blege blad. Ikke mindst fordi jeg gik i klasse med en pige, der var Jehovas Vidne, og hun måtte hverken holde fødselsdag eller være med til at fejre vores. Good gracious, kan man forestille sig en større straf, når man er 7 – eller 37 for den sags skyld?

Det er muligt, jeg har levet i total solformørkelse indtil den dag på gågaden, hvor det gik op for mig, at det med fødselsdagen er en bagatel. Langt mere bizart er det, at Jehovas Vidner ikke stemmer ved hverken det ene eller det andet valg, fordi Jesus er deres sande leder. Han er tiltænkt en temmelig central rolle, forstår jeg, og skal i selskab med de 144.000 særligt udvalgte lede jorden (eller hvor det nu er de mødes), når kloden går under næste gang.

Helt ærligt. Er der virkelig 14.000 danskere og 7 mio. mennesker i verden, der i ramme alvor sidder og venter på, at jorden går under – og som nægter (i stilhed, men dog alligevel) at lade sig lede af noget så vederstyggeligt som folkevalgt rakkerpak? Jeg er med på, at det måske netop i disse dage kan være lidt svært at få øje på 179 kvalificerede blandt de jordiske, men derfra og så til at sætte sig ned og vente på Jesus, der er dog et stykke.

Jeg får faktisk lidt koldsved ved tanken om, hvem der holder hånd i hanke med supersygehus, efterløn og betalingsbalancen, indtil Guds søn har tænkt sig at berige os med sit selskab? Og hvad vi gør med den synkende skude af en folkeskole eller krigen i Afghanistan? Og hvordan med 120 brevstemmer, der brændte op på Nordfyn, er det et varsel om snarlige omvæltninger?

Jeg spørger mest af nysgerrighed. For i Vagttårnet kan jeg læse, at der vist ikke rigtig plads til sådan nogle som mig efter den oprydning, de planlægger i den nærmeste fremtid. Tror nu for en sikkerheds skyld, at jeg stemmer til hedningevalget. Så vidt jeg har forstået, er det nemlig lidt svært at sige, hvor længe vi kommer til at vente på den guddommelige forløsning, og så synes jeg, det er meget rart at have en nødløsning i baghånden. Også selvom den ikke er godkendt på højeste sted.

med emneordet , , ,
7. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, As if

Breaking News! Lars Løkke uncensored

Foranlediget af dagens afsløringer (og genopfriskning) af den regerende statsministers sande interesser bringer vi her, ærede læsere, den tale, som Hr. Lars Løkke holdt i august på Venstres sommermøde på Bornholm.

Forud for sommermødet udtalte han til Politiken: »Derfor har jeg besluttet mig for ikke at komme med politiske budskaber nu. De må vente til Venstres sommermøde i august«. Og hvis du har glemt, hvad de centrale pointer var, får du nu chancen for at genlæse den visionære tale:

Kære venner! Jeg tror mange har det lige som mig. Sommermødet er den tid på året, hvor vi har flest tømmermænd. Hvor vi tænker over de fester, vi har været til. Og vi tænker over de fester, der kommer. Og hvordan ser det så ud, når jeg skal gøre status?

Ja, den følelse der kommer til mig, er en stolthed over at være medlem af et parti, hvor vi har gode muligheder for at få gang i den og frihed til at købe billig spiritus. Det er en glæde over at være medlem af et parti, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi byder hinanden op til dans. Venstre er ikke et perfekt parti, men vi er gode til at feste.

Jeg er selv født med festerne inden for rækkevidde. Fra mine første år i VU over tiden som lokalpolitikere til medlem af Folketinget. Som så mange andre unge greb jeg de fester, jeg blev tilbudt. Og for os der er vokset op med festerne, kan invitationerne næsten føles som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, jeg skal arbejde for hver dag.

De sidste to år har vi kæmpet for at komme ud af den værste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig. Vi har holdt fester, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats. Fremgang for danske værtshuse. Lave priser på alkohol. Flere tømmermænd end i andre partier. Respekt om Venstres fester ude i verden.

Det ser også ud, som om Venstres medlemmer i år har drukket lidt mere end sidste år. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi fejre. I flere partier har man ikke gennemført de fornødne reformer. Derfor har man måtte skære drastisk i festerne, hæve prisen på alkohol og lukke flere værtshuse. Det har ført til uro blandt medlemmerne og optøjer i flere lokalafdelinger rundt om i landet.

I Venstre handler vi i tide. Vi sender de nødvendige invitationer. Vi holder en fælles fest. Der får vi også brug for, når vi skal fremad. For lige som andre partier står vi over for den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere, og det skal vi selvfølgelig fejre. Desværre hænger regnestykket ikke sammen. I dag drikker kun halvdelen af medlemmerne i Venstre, og fremover bliver det færre. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af kedeligere fester. Og vi vil blive nødt til at skære i antallet af gratis shots og fadøl. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod.

Der er kun en farbar vej: Gennem sjove fester og gennem mere gratis alkohol må vi sikre, at vi får så mange til at drikke som muligt. Derfor skal vi prioritere vores fester med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores parti. Til glæde for os alle sammen.

Vi har brug for, at alle møder op til festerne næste år. Vi er simpelthen nødt til at kræve lidt mere af hinanden. Jeg foreslår derfor, at vi gradvist nedsætter aldersgrænsen for, hvornår man må sælge og udskænke alkohol til unge.

Vores fester bygger på værdier, som vi har kæmpet for i generationer. Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Og det vil vi ikke give køb på. Når man vælger at melde sig ind i Venstre, skal det være, fordi man vil være en del af festerne. Vi har plads til alle, der både kan og vil.

Venstre er ikke et perfekt parti. Men det er et godt parti. Et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes med dans på bordene og fadøl i hanerne. Sammen må vi kæmpe for det vi har kært. Godt sommermøde – vi ses i baren!

med emneordet , , ,
3. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Det vi leger #3

Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.

I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).

Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).

Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.

Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!

(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)

med emneordet , , ,
2. september 2011
1 kommentar
As if

Det vi leger #2

I marts gik jeg i gang med at grave ud til en terrasse. Bare en lillebitte en på et sted i haven, hvor der er sol hele tiden (forudsat den nogensinde kommer til at skinne igen, selvfølgelig). Processen er simpel. Først fjerner man græs og jord, så kører man sand på, planerer og lægger fliser. Af den overskydende jord lavede jeg en vold – eller gik i gang med at lave en vold. Nu ser det sådan ud (det er volden til højre):

Til foråret kommer min bror og ordner det med jorden og sandet og fliserne.

(Og jeg fatter ikke, hvor de kæmpestore blomster, der er dobbelt så høje som min høj, kommer fra. En ukrudtsbusk?)

med emneordet , ,
1. september 2011
2 kommentarer
As if

Det, vi leger #1

I et år har jeg gloet på en ledning ved børnenes seng, som min far har lavet. “Ja, jeg trak lige en ledning, så kan I jo bare sætte natlamperne op, når I finder dem, I vil have.” Et år, hvor jeg bildte mig selv ind, at det var svært at finde lige præcis den rigtige børnenatlampe.

I virkeligheden var det fordi jeg ikke kunne greje, hvordan den ledning, min far “lige” havde trukket, skulle forenes med lampens ledning.

I weekenden kom han og satte lamperne op.

(Og jeg fatter stadig ikke det med ledningerne.)

med emneordet , ,
31. august 2011
Skriv en kommentar
As if

5 ting, jeg ikke fatter uanset hvor meget jeg prøver

Jeg er nærmest holdt op med at trække vejret, siden det valg blev udskrevet. Både fordi jeg ikke magter hvis Lars og hans crew skal drikke guldøl den 15. september. Og fordi jeg heller ikke ved, om jeg tror på/magter/er overbevist om, at det blir bedre med Helle og Villy. Lad os bare sig, at det har næsten har udviklet sig til en personlig skriveblokade på linie med det, der eftersigende foregår på det såkaldte boligmarked.

Så tillad mig at fordrive ventetiden med en lille top 5 over ting og sager, som min hjerne åbenbart (også) er for lille til at rumme.

1) Coops sindssyge PlusPointsystem og deres endeløse mails om at jeg bare er 150 kr. fra at rykke op på PlusTrin en mia. Pyramidespil, sir jeg bare. Døm selv

2) Stilheden på et plejehjem. Er det mon sådan døden er? Angstprovokerende stille? Og den blomst, der har fået lov til at stå og tørre helt ind i vasen på bordet – er det et forvarsel om, hvad der sker med dem, der flytter ind?

3) Hungersnøden på Afrikas Horn. 110 mio. kr. og seks tv-værter og en komiker i havnen og så taler vi ikke mere om det. Helt seriøst, har der ikke været ildevarslende stille siden i lørdags? Og kunne man forestille sig at en af de 278 daglige målinger på om Helle eller Lars fører, kunne bytte plads med lidt nyt fra de sydlige himmelstrøg.

4) De rige. Hvorfor er vi ikke mere forargede over, at de rigere bliver rigere, selvom der er freaking finanskrise (som så lige er blevet aflyst)? Og hvorfor undrer vi os ikke over, at der kun er en vej frem til lykken – og det er flere penge, mere forbrug, flere penge, mere forbrug, selvom vi alle sammen ved, at jorden en dag går under af netop den grund. Jeg har sagt det før, men du skal altså virkelig se Inside Job og gør det før den 15. september. For måske får du lyst til at sætte dit kryds et andet sted.

5) Nåh ja, og så lige den der detalje med at universet udvider sig. Så verden er blevet større? Eller er det en anden verden? Eller er det bare i teorien? Eller noget der ligger lysår foran os eller bag os?

med emneordet , , ,
26. august 2011
1 kommentar
Anbefalinger, As if

Vi bringer en meddelelse (måske er den til dig)

image

Her er noget andet, jeg aldrig bliver træt af: Offentlig meddelelser til borgerne skrevet af en, der helt sikkert ved hvad han taler om. Det gør vi andre bare ikke – heller ikke selvom det står i Information…

med emneordet
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →