Tag Archives: momentan sindssyge

9. juni 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Ren og skær taknemmelighed

Jeg er ikke lige frem den sentimentale type. Nogle vil måske ligefrem kalde mig kynisk. Altså jeg fældede da en tåre, da jeg så The Road. Har i øvrigt også en gang tudet til en dokumentar om en ordblind kvinde, der fik et arbejde. Helt færdig. Hulkende faktisk. Senere viste det sig, at jeg var gravid. Der er en forklaring på alting.

Men man kan jo godt være taknemmelig selvom man er kold i røven. Tror jeg nok. Eller også er jeg blevet sentimental. So be it. For hold kæft, hvor er jeg bare heldig at kende så mange fantastiske kvinder. Som tilmed er mine veninder. Jeg føler mig privilegeret på den der født-med-en-sølvske-i-munden-agtige måde. Altså sådan lidt royal i det, ikke?

Det er ikke bare de der gamle veninder, som jeg har kendt i 2.000 år – og som jeg hænger på resten af mit liv, fordi de ved for meget om mig til at jeg nogensinde tør at slå hånden af dem. Bare i tilfælde af jeg en dag bliver en stor berømthed. Eller har brug for at bilde nogen ind, at mit liv er en lang ren sti. Som om.

Det er også alle dem, jeg næsten lige har mødt. De nye – hvoraf jeg har kendt nogen i 15 år?! For af en eller anden grund er de nye hele den kategori af kvinder, som jeg har støvet op efter gymnasiet. Siger måske alligevel en del om, hvor jeg mentalt holdt op med at tælle. Lidt ligesom når mine forældre taler om 70’erne som om det var i foregårs. I don’t think so. Men det samme kan man jo så efterhånden sige om 90’erne.

Alle som en er begavede, energiske kvinder, som jeg beundrer for at være stærke, utrættelige, overbærende, eventyrlystne, nysgerrige, ærlige, overraskende, opgivende, frustrerede, grinende og helt og aldeles sig selv. Helt ærligt. Det er da værd at vride en tårer over. Hvis altså jeg kunne. På kommando.

Og nu kan du jo så gå psykolog-amok over min sidste kærlighedserklæring, hvis du gider. For mest af alt elsker jeg alle de her kvinder for at være så fulde af ord, at der a.l.d.r.i.g. nogensinde er stille, når vi er sammen. Vi taler Millionøse-metoden bare med ord.

Goddamn, så stik mig dog den kleenex!

med emneordet , ,
7. juni 2010
Skriv en kommentar
The kids

Dampfabrikken

Mandag morgen kl. 06.25 – jeg lærer aldrig at forstå de ungers energiniveau

med emneordet , , ,
3. juni 2010
Skriv en kommentar
As if

Kun for børn

Vi var på besøg hos øjenlægen i dag, Miss Carla og jeg. Til en start er han i sig selv ikke ligefrem et festfyrværkeri, men mere af den skole, hvor det efter fem minutter går op for dig, at konsultationen er forbi, og lægen sidder og læser journalen på den næste patient. Han fik bare ikke lige sagt farvel og tak for denne gang, og så lister du ud og tager dit tøj på med en fornemmelse af at være stukket af fra noget…

Det fede er, at klinikken selvfølgelig afspejler præcist, hvem lægen er – og det gælder sådan set også det ekstra lille venteværelse for børn, hvor legetøjet er en kasse fyldt med gamle bamser af tvivlsom oprindelse, og billederne på væggen ser sådan ud:

med emneordet
2. juni 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Sovetrolde

På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.

Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.

En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…

Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og  køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.

med emneordet , , , ,
29. maj 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Facebook gone wrong

Efter sigende kan man ikke være sikker på, hvad Facebook bruger ens personlige oplysninger til. Efter sigende. For de bruger dem i hvert fald ikke til at sælge videre til deres annoncører. Og hvis de gør, så er det måske annoncørerne, der ikke helt forstår at ramme målgruppen.

Altså muligvis kunne jeg få glæde af sådan en tyrolerdragt, når vi kommer til Nürnberg og Østrig, men det med tigeren er simpelthen den største joke. Sorry. Men jeg er ikke dyreven. Som i slet ikke. Og det er ikke mine forældres skyld, for vi har både haft fisk og fugle og skildpadde og kanin og kat og hund, og jeg har været en hestepige ligesom allerede andre 8-årige, der vokser op uden for lands lov og ret.

Jeg har forlængst indstillet mig på, at børnene kommer til at rejse jorden rundt og gøre sindssyge ting som at kaste sig 140 meter ud fra en bro med et reb om fødderne, og at de kommer til at drikke sig alt for fulde (i bedste fald) og falder om på en øde strand i Caribien og vågner op næste morgen og undrer sig over, hvor deres ting er blevet af. Jeg skal nok forsøge at være tålmodig – og når de kommer hjem med jordens kedeligste kæreste, skal jeg nok love at være sød, men når det kommer til dyr, er jeg ubarmhjertig. Jeg drømmer ikke om at have en kanin i baghaven, som jeg ender med at skifte hø hos, jeg skal ikke have en kattebakke i bryggerset, som jeg kommer til at træde i, og jeg skal slet, slet ikke have en hund, der skal luftes, men alligevel skider i haven, og som skal slikke mig i hovedet til godmorgen. SLET IKKE.

Du kan godt bilde mig ind, at det er sundt for børn at vokse op med dyr. Men så må de lufte hund for en gammel dame i kvarteret, gøre rent hos dyrlægen eller begynde at gå til ridning.

Jeg bliver hverken katte-, hunde- eller tigerven. Sorry. Spildte kræfter. Også selvom en clairvoyant en gang sagde til mig, at hun kunne se, at jeg var enormt søgende, og at hun fik nogle impulser med dyr, og at hun fik den oplevelse, at jeg ville blive lykkelig som dyrepasser. Jeg ved ikke, hvad hun var i kontakt med – men det var i fald ikke mig.

med emneordet ,
25. maj 2010
4 kommentarer
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Autoreply

Tak for din henvendelse. Jeg er desværre gået ned med skam. Over mit land. Jeg er så træt af at træde på dem, der allerede ligger ned. Verdens fattige. Indvandrerne. De arbejdsløse. De svage familier. Og så træt af skattelettelser. Og pisk. Og selvtilfredshed. Hvis der er nogen, der har opløftende nyheder, er I velkomne til at sende dem. Men måske orker jeg ikke at svare.

med emneordet ,
20. maj 2010
1 kommentar
The kids

Dirty trick

4 dage tog det før jeg havde brugt rub og stub på overskudskontoen. Der er ikke noget som et par timers klynkende, pivende, jamrende mo-ar kombineret med børn, som åbenbart har mistet hørelsen overnight, der kan give overtræk på kontoen.

Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan de kan suge al energi ud af en på bare tre timer. Så handler det bare om at finde den korteste bog og den hurtigste godnatsang, selvom det selvfølgelig ikke er det samme som at de lægger sig til at sove. Langt fra. Og det er meget, meget dumt for så ender det som i aften.

“HOLD OP MED AT RÅBE. JEG BLIR VANVITTIG AF AL DET RÅBERI. JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DET MERE.”

Tror vist også jeg kom til at smække med døren. Men altså det virker. For nu sover de. Uden det mindste larm. Nu skal jeg bare lige af med den dårlige samvittighed for rigtig at kunne nyde roen.

med emneordet , ,
18. maj 2010
3 kommentarer
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Hvad er det ved stille, du ikke forstår?

Kender I de der damer, der rejser sig og vader hele vejen gennem kupeen i toget for at fortælle en, at man sidder i en stillekupe, og derfor hverken må sludre lidt med sin sidekammerat, ringe til sin mor for at høre, hvordan hun har det, eller spille lidt høj musik, så de andre også kan få glæde af den nye plade med… ja, ok, jeg køber så ikke så meget musik mere, men I ved hvad jeg mener.

Nå, men den dame… Det er så mig. Så du kan godt sige hej næste gang, du møder mig. Og hvis du larmer i stillekupeen, kan du være ret sikker på at få besøg af mit sure fjæs. Simpelthen fordi det er blevet et princip – patetisk måske, men helt ærligt jeg har jo sat mig derind, fordi jeg kører med en decibel langt over det menneskelige, når jeg kommer hjem. Jeg har brug for ro. For at være helt stille. For at jeg kan være en tålelig mor for mine børn. Så husk nu på, at jeg bare er sur, fordi jeg prøver at blive en bedre mor. Ret simpelt, egentlig.

med emneordet , , ,
12. maj 2010
2 kommentarer
Brokkekassen, Sandheden

Hvem gider tale om vejret?

Ikke så meget som et lille pip om vejret får I fra mig. Jeg er jo ikke en lokalafdeling af DMI. Hvis du vil vide, hvordan vejret er, så smut over på dmi.dk i stedet. Og hvis du vil vide, hvordan vejret påvirker voksne mennesker… ja, så er det heller ikke her. For er det ikke bare det sygeste, at høre voksne mennesker brokke sig over vejret uanset om det regner eller sner eller er hedebølge eller pissekoldt?

MEN HVIS DET FUCKING REGNER I BERLIN, BLIR JEG SINDSSYG!

med emneordet ,
11. maj 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Det sagde hun også i går

Tre dage i Berlin, lige inden for rækkevidde, i det bedste selskab og med udsigt til masser af snak om alt det sædvanlige. Vi forsøgte at tale både Göteborg, Amsterdam og Istanbul op, men til sidst vandt den tyske hovedstad alligevel. Så nu tager vi afsted efter helt samme model som sidste år, samme bus, samme kvarter, samme planer.

Det burde velsagtens være en form for et faresignal, at man kan være jublende glad over gentagelser. I kender godt de der par, der hvert år i påsken tager to uger til Rhodos, og det har de sådan set gjort i 20 år. Nå, men det er så os, men det er jo lidt noget andet med Berlin. Top of the pop. Den kreative klasse i vægtløs tilstand. Bohemian lifestyle a la Vesterbro i opgangstid.

Men nu har jeg alligevel fået koldsved, for måske går mit liv mere i ring end jeg aner:

Kære Trine. Er nok først hos dig ved 10-tiden imorgen aften. Casper skal lige hjem fra golf, før jeg kan tage af sted. Håber det er ok. Knus

Og nu har hun lige svaret:

Det sagde du også sidste år. Du kommer bare når det passer dig

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →