Et must for alle æstetikere.
Du får brug for to veludhvilede timer (hvilket jo godt kan være lidt af en udfordring) for jeg kan godt afsløre, at det ikke ligefrem er en actionfilm, selvom historien er dramatisk nok på sine egen stilfærdige facon.
Til gengæld får du smukke, smukke billeder i en lind strøm.
I fuldstændig tråd med tidens trend (spørg bare den royale kommentator Emilia van Hauen og hendes crowd) ønskede jeg mig selvfølgelig ikke noget så usselt som materielle gaver til jul.
Nej, jeg vil sgu ha oplevelser, fællesskab og kreativ udfoldelse (ligesom 60+erne), og jeg er så heldig, at min kæreste ved, hvad der skal til for at gøre mig fuldstændig blød i knæene.
Så af sted til arty-farty selvrealisering inkl. full day off med mig, og nej, jeg drømmer ikke om at kunne leve af mine værker – selvom det kunne være corny nok med mit eget studio med udsigt over Københavs tage, ja eller i et gammelt nedlagt mejeri, som jeg selv havde sat i stand.
Det er bare fordi jeg synes det er så skidesjovt – og dejligt at tage hovedet under armen nogle timer, og så har jeg heldigvis fundet mig en lærer, som er så sindssygt god til at rose mig, så jeg i glimt har overvejet om jeg måske alligevel kunne slå mig ned som mig ned i bedste bohemestil laaaangt ude på landet, hvor hele familien kunne løbe rundt i flagrende gevandter og realisere og forsyne sig selv.
Ikke overraskende har jeg papir og tegneudstyr en masse liggende i skabet, men jeg synes bare det er så svært passe et liv som boheme ind mellem 9-4, madpakker og what not. Men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes – og husk nu at jeg er til fals 0g salg for ussel mammon, hvis du bare aldrig har set mage…
Jeg fik endda en lille souvenir med hjem begået af den for real arty-farty dame, der rent faktisk havde det kunstnermejeri, hvor jeg legede boheme for en dag. Sikke mild man tager sig ud i akvarel.
Jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, at vi i september fik bestilt billetter til Slut på Republique – måske fordi vi følte os som nogen på 70 efter tre år som dobbelte småbørnsmødre? I hvert fald var teateret fuldt af the real stuff, altså folk der ikke bare følte sig gamle, men som var det i virkeligheden, og helt foreståeligt for stykkede handlede om at blive gammel – eller rettere om, hvad der sker, når de berygtede 68’ere går ind i den tredje alder.
Det var ikke dårligt, slet ikke – vi skulle nok bare holdt os til Kamilla Wargo Breklings forrige stykke PIS, som hudflettede mænd i vores generation, og som var så ubeskrivelig morsomt.
Men altså det begynder (eller rettere har gjort det gennem noget tid) at ligne et mønster. Det med mig og pensionister – og i næste uge skal jeg være sammen med dem igen, men det kan I høre om til den tid…
Tænkte at det måske var sin plads at dokumentere, at det ikke bare er falsk beskedenhed – og sandelig heller ikke, fordi jeg ikke har forsøgt at blive sådan en krea-mum, der lige trækker strikketøjet op af tasken og vupti strikker en trøje over kaffen…
men hvis jeg nu siger, jeg lavede den der vest-ting til venstre, som i kvalitet ligner den sømandsdukke jeg strikkede i 4. klasse, sidste år i januar – og at den store bunke skulle blive til et dejligt patchwork-agtigt slumretæppe – jeg har 1½ bane af en meter, hvilket jo ikke engang ka fungere som fodvarmer til en dværg – og at garnet til højre skulle blive til dejlige ja-det-har-jeg-glemt og så viste det sig også at være ret så afskyeligt da jeg først gik igang…..
Er der så helt ærligt noget at sige til at jeg er nødt til at lave perlepladder – ja, det er mig, der har lavet dem – bare for at få en smule oprejsning.
Jeg elsker bøger og har gjort det siden I don’t know when – og ligeså meget jeg elsker at læse dem, ligeså meget elsker jeg at eje flotte, gode, lækre bøger. Hver aften falder jeg i søvn med en bog i hånden, hvilket er ret naivt, fordi jeg aldrig når at læse mere end en halv side, før jeg falder om. Så det der redder min læselyst er den daglige togtur frem og tilbage på arbejde – i dag blev jeg færdig med den fineste lille og ret sjove debutroman Føtexsøen. En overbevisende fortælling om en ung dansk/egyptisk piges forfatterdrømme og evige trængsler med sin parcelhusmor og pølsevognsfar. Det sidste gir en del problemer for faren i det muslimske miljø, hvor mange undrer sig over, hvordan man kan være pølsevognsejer og muslim. Kan virkelig anbefales – om ikke andet fordi den er hurtigt læst…
Og så har jeg altid – altid som i mit voksne liv – haft et soft spot for kogebøger. Der er så mange særligt engelsksprogede, som er så smukke at man må købe dem alene for det. Den reelle anvendelsesværdi er i virkeligheden meget lav, fordi sort risotto og langtidsbraseret bøf-et-eller-andet passer meget dårligt ind i småbørnsfamilielivets formåen. Det gør til gengæld min nye fetich, nemlig børnebøger. Så mange fantastiske fortællinger og flotte bøger – jeg er bare ikke så meget for, at børnene skal fedte siderne med deres små tykke fingre…
Fordelen ved at børnene indimellem stadig vågner kl. 5 (og at Halfdan kun sover en time i vuggestuen) er, at de begge to er så basket, at der er fuldstændig ro på stuerne inden kl. halv 8 – og at vi måske får lov til at sove lidt længere i morgen.
Så nu er her helt, helt stille for jeg er alene hjemme – og ligeså meget som jeg elsker selskab, ligeså meget elsker jeg at være alene i mit hjørne af sofaen, hvor puderne efterhånden har formet sig præcist efter min krop, med en friskbrygget latte (genial julegave til kæresten, hvis jeg selv skal sige det) og en god film på skærmen (som jeg tilmed for penge for at se og anmelde). Livet er indimellem på sin egen stilfærdige måde helt perfekt…
Tirsdag er en særlig dag. Det er nemlig min dag – den dag, hvor jeg disponerer fuldstændig over min tid fra jeg går ud af døren om morgenen til jeg kommer hjem igen (altså jeg skal også lige på arbejde i det tidsrum, men altså i det store og hele…).
Det er en af de bedste aftaler, vi har indgået derhjemme. En fri dag til mig og en til dig. En dag, hvor jeg kan arbejde længe (det gør jeg som regel), hvor jeg kan lade op, hvor jeg kan læse bøger, hvor jeg kan shoppe (hvis altså jeg ikke lige netop i dag har glemt koden til mit Visakort – det er så aldrig sket før), hvor jeg kan drikke 10 kopper kaffe med veninderne og sludre om alt. Det er tid i 10. potens.
Altsammen bidrager det til en følelse af at man både kan være mor for to små børn, have overskud til at være kæreste OG tid til at være sig selv. Jeg elsker de dage, og jeg er overbevist om at jeg bliver en bedre mor og kæreste af det. Og vi kender jo alle sammen den gamle sang om at når forældrene er lykkelige…
Kun sandheden 
