Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: børn
Vi har det så godt herude i provinsen
(og så meget at gå op i)
Det er det de unge vil ha
Hun er seks år, ikke. Seks år og tre uger. For et par uger sagde hun til sin bror: Prinsesser, det er noget for små piger. Mig bekendt var hun prinsesse til fastelavn, men nu du siger det, har jeg ikke set hende i yndlingsprinsessekjolen siden. I dag læste hun reklamer, mes hun spiste morgenmad. Hun kom ud til mig på badeværelset.
– Se, den nederdel. Den vil jeg gerne have, sagde hun og pegede i kataloget.
– Den er fra HM, fortsatte hun. Hvad koster den?
– Den koster 80 kr., sagde jeg med tandbørsten i munden.
– Men den vil jeg så gerne have. Det skal være den der, sagde hun og pegede på den ene af de tre modeller.
– Den må du jo så ønske dig, sagde jeg. Mit standardsvar for alle børnenes ønsker.
– Eller jeg kan købe den selv, svarede hun og stak af. Hendes gang har altid foregået i løb. Der var en gang, børnehaven synes, hun skulle synstestes fordi hun hele tiden løb ind i ting. Men når al bevægelse foregår med en minimumshastighed på 200 km/t, er kollisioner vel uundgåelige. Det er selvfølgelig bare min vurdering.
Hun kom tilbage med en 20’er i hånden.
– Hvor mange af dem her skal jeg bruge for at købe den kjole, spurgte hun.
– Fire, svarede jeg.
Hun løb igen. Vendte bunden ud på sparebøssen,kunne jeg høre, og så videre op ad trappen for at tjekke under hovedpuden for tandfeens seneste besøg. Hun smilede da hun igen stod foran mig med fremstrakt hånd.
-Værsgo. Vil du købe den til mig i dag, spurgte hun og lod de fire guldmønter glide over i min hånd.
Så som sagt, så gjort. Et styk nederdel i leopardprint for Miss Carla.
Hverdagen kræver benhård tilvænning
“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.
Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”
Elsker mine børn, når
1. Vi er på besøg hos nogen og de rejser sig fra bordet og siger: Tusind tak for mad. Det smagte simpelthen så dejligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan spise resten. Yes, for sådan er vi nemlig hjemme hos os. Høflige og lutter roser til kokken, der har haft besværet med maden – hvis bare det ikke er noget med ris.
2. De opgiver at falde i søvn i dobbeltsengen og beder om at komme ind i deres egne senge for at sove. Så får jeg lige 180 X 180 for mig selv uden at være den onde mor, der nægtede dem adgang til min trygge favn, når deres far er ude at rejse.
3. De kommer hjem fra weekend og konsekvent kalder mig farmor. Så ved man, at de har haft det godt der, hvor de har været.
Hvor var det lige det gik galt for fløjlshandske-generationen (dig og mig)?
Nyhedsbrev fra børnehaven. Og jeg peger ikke fingre ad pædagogerne, men ad mig selv (og lidt ad dig, der står bag mig i kyssekøen).
Kyssevinduet er et begreb i det hvide hus.
Børnene bruger vinduet til at tage afsked med deres forældre. Det er rigtig godt at der er en tydelig afsked, så alle ved at nu er der sagt farvel.
Kyssevinduet er desværre anbragt så det ikke er muligt for børnene selv at kysse farvel i vinduet. Vinduet er så højt oppe, at en personale er nødt til hjælpe, for at barnet ikke risikerer at falde ud og slå sig. Det betyder at der bliver brugt meget af personalets tid med at hjælpe ved vinduet, og vi er derfor nødt til at forlade de børn vi laver noget sammen med. Det er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde at være nærværende, og det er vi ikke, når vi gang på gang er nødt til at gå til kyssevinduet.
Selvstændighed og det at kunne tage afsked og sige farvel er en vigtig del af udviklingen, og flytningen af ”kyssevinduet” giver det enkelte barn mulighed for ”at kunne selv”.
Personalet vil desuden gerne slippe for den megen kulde og træk der kommer fra det åbne vindue.
Vi vil derfor afskaffe kyssevinduet. Børnene må selvfølgelig gerne kysse farvel, selvom det ikke kommer til at foregå ved vinduet. Når børnene har kysset farvel, kan de vinke til deres forældre fra vinduet på fiskestuen.
Når vi bruger vinduet på fiskestuen giver det de ældste børn mulighed for at tage afsked uden at skulle bruge hjælp fra en voksen. og personalet kan følge med i hvordan det enkelte barn klarer afskeden. Bliver der brug for hjælp er vi ikke ret langt væk, og kan derfor hurtigt komme og hjælpe de børn som får brug for det.
Du kan godt høre det, ikke? Det her er jo ikke skrevet til forældre, fordi det bliver svært for børnene, men fordi pædagogerne ved, at det bliver rigtig svært for forældrene. Og det bliver svært, for de afskedsseancer, der lige nu finder sted i kyssevinduet (hvor jeg mere end en gang har stået i kø for at kysse farvel), overgår alt, du nogensinde har set i Slap The Pony’s bizarre univers.
Kys-kys, gir du lige mor et stort kys, sådan ja, også et kram [som får barnet til halvvejs at falde ud af vinduet], ja og så lige et kys mere, og god dag lille trolde-pusse-nusse-superman, kys-kys, farveeeellll, mor kommer snart igen, ikke?
Jeg ved det, jeg står der jo for faen selv hver morgen, mens mit barn hænger ud af vinduet med en hale af ventende børn bag sig. Christ!
Burma for børn
Burma for begyndere – til mine egne og andres børn. Enjoy.
Det er rigtig mange buddhister i Burma. I stedet for kirker bygger de pagoder, som den her. De er dækket med guld og skinner rigtig flot i solen. Ved nogle pagoder bor der også munke og nonner. De spiser ikke kød, fordi de tror på at man skal passe lige så godt på dyrene, som man gør på mennesker. Når burmeserne besøger pagoderne har de blomster med og tænder lys for Buddha. Det her er den største pagode i Burmas hovedstad Yangon. Den er næsten 100 meter høj og over 2500 år gammel.
Mange af de klostre, hvor munkene og nonnerne bor, har skoler, fordi de skoler, som regeringen har, ikke er så gode. Fx må børnene ikke lære at tale deres eget sprog, men kun burmesisk. Det her en skole i den del af Burma, der hedder Karenstaten. Her lærer børnene både at tale karensk, som er deres eget sprog, og burmesisk. Det er en nonne, en pige, der sidder forrest, og en dreng, en munk, der sidder bagerst. Det kan godt være lidt svært at se forskel, fordi de barberer deres hår af. De andre børn har skoleuniformer på, hvid skjorte og slips. Børnene forbereder sig til eksamen. De har flyttet deres borde og stole uden for under et stort træ, fordi det er alt for varmt at sidde indenfor.
Det her billede er fra en kostskole, hvor børnene boede går i skole og bor. Det er ikke altid der er en skole i den landsby, hvor de bor, og så flytter de i stedet ind på kostskolen. De besøger deres familie en gang om året, måske to hvis det ikke er for langt væk. Det er pigernes sovesal. Bænken de sidder på er også deres seng. Om aftenen ruller de en tynd madras ud, som de sover på. Alle deres ting har de i små kasser eller poser forenden af sengen. Du kan se nogle af dem allerbagerst i billedet.
På klostrene kan man tit få gratis mad. Det her er en kæmpe gryde med en karryret med grøntsager. Dem, der laver maden står op klokken halv fire om morgenen (eller midt om natten), inden det bliver lyst. I Burma kan man godt spise ris og stærk karry til morgenmad. På det her kloster serverer de gratis mad for 20.000 mennesker om året..
Rigtig mange steder laver de mad over bål. Det her er den kæmpestore gryde, hvor de koger ris til karryen. Det sorte rør står ned over risen ligesom et låg på en gryde. Det er meget tungt. Som I kan se skal der to mennesker til at trække låget op.
Hvis man går på restaurant i Burma, så får man en masse små skåle med mad, så man selv kan blande det, man gerne vil have. Der er både karryretter med kød og uden kød. Ris. Masser af friske grøntsager og små skåle med chili og hvidløg. Til maden drikker man rismælk eller palmevin, som er lidt stærkt.
De fleste restauranter er gadekøkkener, hvor man sidder på bittesmå stole på fortovet og spiser mad. Burmeserne kan også rigtig godt lide at drikke te. Hvis man bestiller te, får man en meget stærk te med kondenseret mælk, som er meget sød. Det er næsten som en dessert. På bordene står der altid en kande med almindelig te, som er gratis at drikke.
Uden for hovedstaden er der ikke ret mange biler, for de er meget dyre. Benzin er også rigtig dyrt. I stedet kører folk på cykel eller knallert. De er meget gode til at køre med alle mulige ting både på cykel og knallert. Det her er en motorcykel fuld af æg.
Fordi benzinen er dyr, er der heller ikke ret mange tankstationer uden for hovedstaden. I stedet er der små boder langs vejen, hvor man kan købe en flaske benzin og hælde på sin knallert.
I hovedstaden er mange flotte gamle huse. De er temmelig slidte, men alligevel ret fine.
Der er mange, der bruger paraplyer - og ikke kun når det regner. Solen er meget stærkt, og så bruger de paraplyen som skygge. Midt på dagen kan det lige nu godt være 40 grader i skyggen. Det er varmere end det nogensinde bliver i Danmark om sommeren.
I Burma er det militæret, der bestemmer. Kvinden på billedet hedder Aung San Suu Kyi. Hun er meget populær, fordi hun siger, at alle skal være med til at bestemme, ikke bare militæret. I lang tid sad hun i husarrest, fordi militæret havde bestemt, at hun ikke måtte gå ud af sit hus. Man måtte heller ikke vise billeder af hende eller sige hendes navn højt. Men nu er hun blevet løsladt, og man må gerne vise billeder af hende. Så alle steder kan man købe plakater med Aung San Suu Kyi, og selv taxachaufføren har et billede af hende i sin bil. Manden ved siden af hende, er hendes far, som også er meget populær. Han er død nu. Burmeserne håber hun kan være med til at ændre Burma, så alle kan være med til at bestemme. Ligesom i Danmark.
Det her er et populært pigeband i Burma. De hedder Me N Ma. Når man siger det højt lyder det lige som Myanmar, som er et andet navn for Burma. Hvis du klikker på billedet, kan du se en af deres musikvideoer og høre en af deres sange.
Suspense i børnefamilien
Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.
Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.
Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.
Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.
Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.
Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?
Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )
Ting, jeg virkelig gerne vil vide
1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er i vaskemaskinen?
2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?
3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?
4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?
5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?
6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?
7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?
8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?
9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?
10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?
God freaking morgen
Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?
Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.
Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.
Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:
– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.
– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.
– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.
– Skal jeg smadre dig med den bog her?
– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.
– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!
– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.
Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.
Kun sandheden 