Tag Archives: børn

Bare hun nu ikke…

Allerede når man ser de positive streger (eller er det kun en?) på graviditetstesten, åbnes det center i hjernen, der dagligt sender beskeder om alle de farer, ens barn kan blive udsat for.

Man begynder at bekymre sig om, at barnet bliver ramt af alverdens perifere sygdomme eller bare en slem omgang feber. Så bliver man nervøs for, om de udvikler sig normalt og bliver sygeligt stolt bare nogen sådan lidt en passant nævner, at de er særligt dygtige eller hurtige. Så holder man øje med om de er gode til at få venner og begå sig i vuggestuen og børnehaven og langsomt begynder man at få tics over, hvordan det skal gå i skolen.

I glimt dukker der også tanker op om, hvordan de kommer godt gennem teenageårerne uden at blive forældre som 16-årige, stofmisbrugere eller voldsofre.

Men altså lige nu er der en ting, jeg frygter mere end noget andet, og det er at Miss Carla pludselig får lyst til at springe ud som pigegarder. Musik er godt, men march-musik… og så i uniformer så korte, at moralister under normale omstændigheder ville mene, at det er helt uhørt at lade små piger gå rundt i den slags.

Det er vel kun hjemmeværnet, der kunne være værre, og det er hun trods alt for ung til, men jeg frygter selvfølgelig at hun får smag for det uniformerede fællesskab.

Og hvordan skulle hun komme på den vanvittige ide, tænker du måske. Svaret ligger tættere på end du tror, for den lokale garder-kaserne ligger klods op ad børnehaven og hele sommeren kan vi høre dem spille op til march. Så nu handler det virkelig om at få sat fokus på sunde interesser som rulleskøjteløb, golf og perlearmbåndsproduktion inden hun falder i kløerne på Landsgardeforeningens udsendte.

med emneordet , ,

Madpakker med star quality

Jeg gentager lige: Alle jer, der er så trætte af, den nationale madpakkeordning i dagsinstitutionerne og hellere vil smøre jeres egne madpakker, altså I burde sådan set smøre mine madpakker også, så børnene kunne få frokost, der var tilberedt med varmt hjerte og kærlighed frem for selvmedlidenhed og tunge suk.

Men inden I kaster jer ud i næste uges rugbrødscirkus, så tjek lige hende der Gwyneth Paltrows nyhedsbrev for hun har nogle ret crispy frokosttips, der giver leverpostejen baghjul:

Day after day, it stares up at you, challenging you in ways you never thought possible, begging for originality: the lunchbox! This week we bring you ideas to change things up with some healthy options that kids love including contributions from two other foodie moms…Tamra Davis and Joni from Joni’s in Montauk.

Du kan læse hele det lækre lunch-box nyhedsbrev her – og så må vi bare håbe at mine børn synes den der rødebededip smager bedre end tomatmakrellen… (og at jeg gider finde blenderen frem søndag aften).

med emneordet , , ,

Syg for sjov?!

I de fire år jeg har haft fornøjelsen af at være mor til Miss Carla, har hun kun være syg meget få gange. Hun er, hvad man vel kalder et tydeligt barn, så hvis hun er glad, jubler hun, hvis hun er sur, skriger hun, og hvis hun er syg, så sover hun som en sten, indtil den onde virus er drevet på flugt igen.

Nu har jeg lige hentet hende hjem fra børnehaven, fordi hun er syg. Tilsyneladende. Men jeg er skeptisk. Det kan godt være hun har feber, men hun løb hele vejen hjem, har spist resten af sin madpakke og er nu i gang med 20 spørgsmål til professoren:

– Hvad for en by er det nu Holger bor i?

– Jeg vil gerne have min bog fra børnehaven?

– Hvornår skal vi op og se teater?

– Hvornår kommer far hjem?

– Hvad laver du?

– Vil du se, hvem der er moren?

Det kan selvfølgelig også være febervildelse, for nu sover hun faktisk.

med emneordet

Nåhr, en baby

Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).

Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke,  at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…

Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.

Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…

med emneordet , , , , ,

God-nu-virkelig-nat

Muligvis er det mig, der griber det forkert an, men det er ligesom det ikke er lykkedes mig at definere ordet (eller måske rettere begrebet) Godnat helt klart for mine børn. Altså jeg har lige som taget for givet at godnat = nu går jeg ud af dit værelse, og så lægger du dig til at sove, fordi det har været en lang dag, og du er så træt at du næsten ikke kunne kravle op ad trappen.

I stedet ser det ud til at børnene opererer med en betydning, der er tættere på: Nu går du ud af værelset, og så lader jeg som om jeg har tænkt mig at lægge mig til at sove, men når din røv rammer sofaen giver jeg mig til at råbe, og hvis du ikke straks indfinder dig og servicerer mig, går jeg over i skingre skrig, som får naboen til at overveje at melde dig til de sociale myndigheder, fordi der helt klart foregår noget fordækt i det hjem.

Den eneste formildende omstændighed, at de jo ER trætte, så derfor er det svært at holde skrigeriet gående mere end et kvarters tid – og der kan jeg jo så passende gå ud i haven og hænge tøj op.

med emneordet , ,

Løstgående socialist

I sidste uge var det Mathilde, der stod højest på ønskelisten over kommende legekammerater. Før det var det Lærke – altså både Lærke H og Lærke W. Og i denne uge har navnesøster Karla så sprængt listen.

The atomic kid er også über social og udsigten til at opleve noget nyt med nogle nye mennesker er en attraktion i sig selv (jo tak, det gen tror jeg nok jeg kender).

Jeg påtager mig rollen som den tøvende, lidt tilbageholdende mor, for jeg ved knap hvem de piger er, og præferencerne skifter øjensynligt lidt hurtigt (sådan er de unge vist) – og nogle af dem er måske også vel store til, at jeg helt kan forestille mig, at de gider lege med en, der lige er fyldt fire.

Og så er det godt (altså for barnet, for jeg synes nok det kan være lidt grænseoverskridende), at barnet altid er klar til at tage sagen i egen hånd.

– Jeg vil gerne lege med Karla.

– Har du talt med hende om det?

– Jeg har spurgt hendes mor, og så sagde hun, at de ville lægge en seddel.

– Hvor gammel er Karla?

– Hun er fire år… tror jeg… jeg må lige huske at spørge hende…

– Men leger du overhovedet med Karla?

– Nej, men vi ved det jo ikke, mor [overbærende, himmelvendte øjne]. Vi må prøve at se om vi kan blive bedste venner. Vi ved det jo ikke endnu. Nu må vi prøve at se.

Det hedder vist livsduelighed det der.

med emneordet , ,

A not so pleasant surprise

Efter en uge med fødselsdagsfri og derefter pasning af opkastende barn er det er en hvis befrielse over at kunne se frem til sådan en helt igennem standard uge, hvor begge børn er i institution om dagen, mens far og mor er på arbejde. Hver ting til sin tid og ingen grund til at blive frustreret over, at alt det man burde nå, som man øjensynligt ikke kan nå…

Ja, altså indtil jeg afleverede børnene i morges og så den lille fine seddel på Halfdans skab i vuggestuen

Husk, at vuggestuen er lukket fredag den 7. maj på grund af pædagogisk dag

Så her er ugens perfekte give-away: To standardbørn, nydelig indpakket i lilla og velour, med relativt gode samarbejdsevner, imponerende talegaver og et misundelsesværdigt energiniveau. Leveres fragtfrit med returporto. Anyone?

med emneordet , , ,

Man ved, man er mor…

  • når man skal ringe til nogen og finder kontaktpersoner som P:-)tptl og T52atkt5mdmwnwm i sin telefon.
  • når man finder to tigere i sin taske.
  • når man har brugt sin handske til at tørre næse på sit barn og en uge senere undrer sig over, hvorfor handsken er helt klistret sammen, når man prøver at tage den på.
med emneordet

Jeg kaster op

I nat kaldte Halfdan på mig, rimelig insisterende. Normalt plejer det at være sutten, der er blevet væk, og derfor er jeg ret omhyggelig med at placere en hel horde af sutter i sengen, så han (eller undtagelsesvis jeg) ikke kan undgå at støde på en.

Efterhånden kan jeg gå fra min seng og ind til børneværelset uden tænde lyset, åbne øjnene eller træde på de gulvbrædder, der knirker. Og i nat var ingen undtagelse, så jeg kørte resolut hånden rundt i sengen for at finde sutten. En anden gang tænder jeg måske alligevel lyset og åbner øjnene for så havde jeg undgået at rodet hånden rundt i drengens opkast, inden jeg fandt sutten.

Jeg ved ikke. Jeg har nogle ret vidde grænser efter at have betalt det meste af mit forbrug i studietiden med plejehjemsvagter. Altså når man først har tørret 100-vis af gamle mennesker i røven og derefter taget hånd om to blebørn, hvoraf den ene ikke ligefrem kan siges at have problemer med fordøjelsen, skal der altså ret meget til at tage appetitten fra mig.

Og ja, han ser da fredelig ud, når han sover, men alene tanken om, at han når som helst kan vågne op og levere den næste pakke, giver mig så meget kvalme, at jeg ikke kan finde ud af om jeg selv er ved at blive syg eller bare er hysterisk.

med emneordet , , ,

Fødselsdags- og fridagseufori

I et anfald af begejstring over fødselsdagsglade børn, der spontant krammer hinanden, og jeg-har-fri-og-fortrænger-at-madpakkerne-venter-forude fandt jeg den store krea-kasse frem. Og eftersom jeg køber et par diy-accessories om ugen, men har problemer med talenter og tålmodighed, særligt når det involverer BÅDE mig og mine børn, er der virkelig tale om en rimelig velassorteret filial af Pandoro.

Jeg havde set de fineste dream catchers ovre hos Minimega og se det er overskudsmor efter min smag, for der er plads til et par skæve vinkler, dovne sakse og lette løsninger. Så vi kastede os ud i det…

Jeg kom vist til at skælde ud et par gange undervejs, men det er sgu da også fordi børn skal pille i alting og trække i tråde, der endnu ikke er fæstnet.

Bagefter fortalte jeg, at det fine ved dream catchers er, at de tager de onde drømme, hvilket selvfølgelig straks fik den spørgelystne fødselar til at undre sig. For hvor lægger drømmefangeren de onde drømme hen? Ehm, man kan jo ikke så godt svare, at den holder fast på dem, for så ender de jo med at have et helt horror-drømmebibliotek hængende over deres senge. Så det blev et af de der sludre-vrøvle-se-hvor-fin-den-er-blevet-svar.

Og så snakker vi ikke mere om det. Hvornår lærer de unger at være taknemmelige for deres forældres uventede overskud i stedet for at pille koncepterne fra hinanden.

med emneordet , ,